Han er som titlen på sin bog – Viggo Toften Jørgensen, tømreren, der lige har fået udgivet bogen Den glade tømrer – og andre historier fra det virkelige liv. Straks man træder ind og bliver budt velkommen i hans store velholdte andelslejlighed på Nørrebrogade, mærker man, at hans smittende latter aldrig ligger ret langt under overfladen.

Viggo har skrevet i en halv snes år i tømrernes lokale fagforeningsblad, og det er historierne herfra, der er samlet i hans bog. Udover historierne indeholder bogen også et til anledningen skrevet tillæg om tømrerfaget, samt en ordliste med forklaring på de ikke almindeligt kendte fagudtryk.

Bogens historier er dog ikke det første, Viggo har skrevet. Han startede allerede som 11-årig sin karriere som fagligt aktiv og har været det lige siden han trådte sine politiske barnesko i Faglig Ungdom og LLO. Han var også i en årrække medlem af DKP, som han meldte sig ud af i begyndelsen af 90-erne. Og et så langt aktivt politisk liv har ikke undgået også ind imellem at kaste noget skriftligt af sig.

Solidarisk og faglig aktiv

Vil du opnå noget bestemt med det du skriver? Er det mest for at underholde folk, eller det snarere er for at få et budskab ud, eller måske for at gøre noget klart for sig selv?

- Det er helt klart at få et budskab ud. Jeg skriver hvad der er sket. Men jeg forsømmer ikke nogen lejlighed til at komme med moraliserende betragtninger omkring det. Selvfølgelig har jeg et budskab i mine historier. Jeg har altid været fagligt aktiv, så jeg har det budskab, at folk skal være aktive og solidariske fagligt og i livet, siger han bestemt.

 

Jeg har altid været fagligt aktiv, så jeg har det budskab, at folk skal være aktive og solidariske fagligt og i livet.

- Ja, og så vil jeg vel også gøre op med vaneforestillinger, tilføjer han lidt efter. Som eksempel fortæller han om den myte, der går om skoler med mange indvandrer-børn, at de er dårlige, og børn ikke kan lære noget der.

Men Viggos egne børn har gået på Helligkors-skolen, hvor der var 90 procent indvandrere, og de har alligevel klaret skolegangen rigtig godt og tillige lært ting og gjort sig erfaringer, som man ikke kunne have gjort på en skole, hvor der kun havde været etnisk danske børn.

Hvem skriver du for?

- Kollegaer! svarer Viggo prompte. Og tilføjer så, efter lige at have tænkt:

- Men når jeg nu skriver en bog, er det selvfølgelig også for at nå et bredere publikum. For at udbrede kendskabet til tømrerfaget. Der er mange, der ikke ved noget om, hvordan der er på en byggeplads. Jeg fik en arkitektstuderende til at læse mine historier. Og han kunne godt lide dem, men skulle have forklaret sådan nogle elementære ting som, hvad et sjak og en byggeplads er og den slags.”

Efter endnu engang at have tænkt lidt, fortsætter han:

- Ja, og så vil man godt udbrede den faglige diskussion lidt mere. Der er selvfølgelig også mange ting, man kan kritisere ved fagforeningerne, pamperi og slendrian og den slags. Men mange forstår simpelthen ikke, hvad en fagforening er, og hvorfor vi skal have dem.

Litteratur må godt være morsom

Er det en tilfældighed, at der lige pludselig er fem skrivere i fagforeningen efter meget lang tid med meget lidt arbejderlitteratur, eller er det et varsel om bedre tider?

Viggo hælder til, at det mest er en tilfældighed.

- Men det har nok også betydet noget, at fagforeningen har leveret et miljø omkring det og på mange måder tilskyndet os. Jeg fik for eksempel spalteplads i bladet, og jeg ved om andre, at de blev hjulpet til halvtids-arbejde, mens de skrev deres bog.

Hvorfor blev der så stille omkring arbejderlitteraturen stort set siden opsvinget i halvfjerdserne?

- Hånden på hjertet, så var det ikke altid lige spændende, det der blev lavet dengang. Meget af det var simpelthen for trist og alvorligt, og noget af det fra halvfjerdserne var lige ved at have noget religiøst over sig. Litteratur må godt være morsomt. Folk som Hans Kirk og Martin Andersen-Nexø, jo, de kunne godt have humor på deres måde, men mest så var de alvorlige. Og de bliver ikke læst så meget i dag. Mens én som Hans Scherfig overlever, fordi det også er morsomt at læse ham. Også unge mennesker som mine døtre læser Hans Scherfig.

Efter en kort pause tilføjer han:

- Det betyder selvfølgelig også noget, at litteratur har kvalitet. Der er ikke nogen, der gider læse noget, bare fordi det er politisk korrekt.

Hvordan er det at være håndværker og skriver på én gang - er det mest er en belastning, eller er de faglige oplevelser snarere er en god ressource at skrive ud fra?

Der er ikke nogen, der gider læse noget, bare fordi det er politisk korrekt.

- Det er det sidste. Det kan da være lidt hårdt en gang imellem. Men det er rart at kunne veksle imellem det. Jeg ville blive træt af at være intellektuel hele tiden.

Og måske også løbe tom for ting at skrive om?

- Ja, også det. Og så er jeg også godt tilfreds med at få brugt mig selv rent fysisk en gang imellem. Det er helt klart mest befordrende at have begge de to sider med.

Det politiske modspil

- Udover at skrive er du jo også på andre måder et engageret menneske, blandt andet er du jo fagligt aktiv, og du blev for et par år siden dømt for at overtræde terror-loven sammen med Anton Nielsen. Jeg har også læst i noget af det, der bliver skrevet om dig i disse dage, at du i øjeblikket ikke er partiorganiseret. Hvordan oplever du det: at skrive og være engageret forskellige steder og være fuldtids-arbejdsmand uden en partiorganisering i ryggen? Er det til at holde sammen på?

Ifølge Viggo var overgangen måske ikke så stor, for i de sidste mange år i DKP var det faglige alligevel hans hovedaktivitet.

- Men jeg savner da en partiorganisations effektivitet, ja, og egentlig også det dybe teoretiske perspektiv og de store overordnede diskussioner. Men selv om jeg siden har snuset lidt til for eksempel Enhedslisten, så har jeg ikke lige fundet mig til rette nogen steder, siger Viggo.

- Så er der også det, at jeg har fået dækket nogle af mine behov i TIBs (Tømrernes tidligere fagforenings) faglige klub. Her fik jeg kontakt til en bred kreds af venstreorienterede, både SF'ere, VS'ere, KAP'ere og SAP'ere, og hvad de har heddet alle sammen, og her havde vi meget åbne diskussioner, der var udviklende for os alle sammen, også i marxistisk forstand. Men det meste af tiden var det jo fagligt, og måske lidt for snævert på den måde.

Mellem digt og virkelighed 

Det virker som autentiske historier, det du skriver. Betyder det med autenciteten noget særligt for dig? Eller giver du også dig selv lov til at digte lidt engang imellem?

Det afviser Viggo på det bestemteste.

- Det er så nøjagtigt, som min hukommelse gør mig i stand til at lave det. Det er vigtigt for mig, at jeg kan stå inde for det, jeg skriver.

Kan man ligefrem kalde det en slags dokumentarisme?

Den betegnelse vil Viggo godt vedkende sig og tilføjer med et lunt grin:

- Måske er det også udslag af en slags dovenskab, at jeg gerne vil slippe for at hitte på noget selv. Og historierne er jo fantastiske, som de er. Man kan alligevel ikke hitte på noget, der overgår det, der sker i virkeligheden.

Har du oplevet problemer ved at være så autentisk? Folk, du ikke ville hænge ud, men som følte sig hængt ud, eller chikanerier eller måske ligefrem sortlistning fra arbejdsgivere?

- Jeg har jo set fagforeningsbladet ligge fremme mange steder, når man kom og søgte arbejde, så det er i hvert fald sikkert, at arbejdsgiverne de har også læst det. Og det kan da godt være, at det har gjort det lidt sværere at få arbejde, siger Viggo.

- Men det kan jo ikke altid lykkes at undgå at fornærme folk. Selv om det ikke er for at hævne sig, at man har skrevet noget, er det jo heller ikke sikkert, man ligefrem forsøger at undgå at træde dem over tæerne. Og jeg har i hvert fald kun fået negativ respons fra folk, der havde godt af at blive hængt ud. Men det kan da godt være, det er blevet lidt sværere at få arbejde.

Ligesom soldaterhistorier

I novellen i Arbejderen er det jo jer, der trækker det længste strå. Skal det helst være sådan i historierne, at det er arbejderne, der vinder, synes du?

- Nej, jeg fortæller da også somme tider om, hvor det ikke går så godt. Men det er nok lidt ligesom med folk, der fortæller soldater-historier. Selv om det egentlig mest var noget frygteligt lort, da de stod i det, så husker de kun det sjove.

Realistisk bedømt har arbejdsgiverne jo magten.

- Vi møder også problemet med udenlandsk arbejdskraft i din novelle. Og det lader sig vel efterhånden også dårligt gøre at skrive realistisk om dansk byggeri uden. Hvad tænker du om det?

- Det har jo i hvert fald haft den effekt, at lønningerne er gået ned. Realistisk bedømt har arbejdsgiverne jo magten. Og det er en kamp op ad bakke at organisere udlændingene i øjeblikket. Men det er det, der må til. Det er den internationale organisering og sammenholdet over grænserne, det drejer sig om, forklarer Viggo.

Men han advarer også om, at alt er ikke så lysende klart, som det ser ud på overfladen.

- Tag nu polakkerne. De har været organiseret to gange. Først i partifagforeningerne, og bagefter i det nyliberalistiske Solidarnosc. Det har været fiaskoer for dem begge dele. Og nu kommer vi og vil have dem til at organisere sig én gang til…

Viggo trækker lige vejret, og fortsætter:

- Men det er jo ikke, fordi de ikke vil kæmpe fagligt. På et tidspunkt, hvor der var strejke i Spanien, var jeg i Polen og snakkede med nogle havnearbejdere. Og selvfølgelig var de da solidariske og ville ikke læsse kul til Spanien. Så de vil godt kæmpe… Men lønningerne går jo ned i disse tider, jeg har også selv været udsat for, at firmaerne har forsøgt at sænke dem.

Som afrunding på interviewet får jeg Viggo til at fortælle, at vi ikke umiddelbart skal vente os mere litteratur fra hans hånd. Men udelukke det vil han dog heller ikke. Da jeg så takker for interviewet og spørger Viggo, om der er noget, han gerne vil fortælle, som jeg ikke har spurgt om, kan han først ikke komme i tanker om noget.

- Jo for resten, siger han så.

- Du må godt opfordre til, at folk køber min bog. Så de selv kan dømme, om de bryder sig om den eller ej…

Den opfordring skal det være jeres ydmyge interviewer en stor glæde at bringe videre.