Flygtninge på de danske motorveje i 2015. På flugt fra krig eller klimaændringer – eller måske begge dele? Fotojournalisten Daniel Rye ser en sammenhæng, som han forsøger at vise i sin fotobog "Mens vi venter" – venter på, at klimaændringerne bliver så store, at vi må opgive at dyrke mad eller leve der, hvor vi bor. Og hvad skal vi så?
Daniel Rye ville ind i historien, før det går galt, og mennesker flygter. Han ville møde dem, der forsøger at klare det, tilpasse sig og hjælpe hinanden.
Da skovbrandene begyndte i Australien, udkom Daniel Ryes bog, så det har han ikke kunnet inddrage i sin bog. Men i forordet skriver han, at det undrede ham i 2015, at: "Medierne havde fokus på konsekvens frem for årsag, på flygtninge frem for på mennesker" – og derved glemte man den menneskelige fortælling og historien om, hvad der får mennesker til i massevis at forlade det hjem, de holder af.
Frygter klimaændringer mere end terror
Daniel Rye har under et foredrag udtalt, at han frygter klimaændringer mere end terrorisme. Den skal man lige synke. Daniel Rye sad 13 måneder i fangenskab hos IS i Syrien 2013-14. Så han har hårde erfaringer at sætte klimakrisen i perspektiv med. Hans konstatering rammer og gør nysgerrrig.
Nogen tid efter dette fangenskab begyndte han at undersøge årsagen til flygtningestrømmene. Nogle analyser pegede på tørke i Afghanistan og Somalia som årsag til, at fattige bønder blev drevet lige i armene på terrorgrupper som Taleban og Boko Haram. Bander og andet uvæsen har rigtig god grobund i fattigdom.
Men Daniel Rye ville ind i historien, før det går galt, og mennesker flygter. Han ville møde dem, der forsøger at klare det, tilpasse sig og hjælpe hinanden, fordi de ønsker at blive der, hvor de bor.
Udfordringen kom fra Malawi
Malawi viste sig at være hans udfordring. I tre år besøgte han den lille landsby Kakoma, hvor han blev modtaget med åbne arme af landsbyens beboere og Mr. Mkundiza, landmand og landsbyens præst.
Mr. Mkundiza flygter ikke fra sin jord eller sin familie, men hans børn, landsbyens næste generation, vil søge væk.
Det afrikanske land Malawi er fra 1990-2010 blevet hærget af ikke mindre end 33 naturkatastrofer. Seks millioner mennesker, en tredjedel af Malawis befolkning er i dag afhængige af nødhjælp.
Med sin fotobog dokumenterer Daniel Rye, hvordan beboerne i landsbyen forsøger at flytte afgrøderne op til højereliggende marker eller i lavlandet at skifte fra majs til ris, der skal bruge masser af vand under væksten.
I landbyen Kakoma flygter de ikke. Mr. Mkundiza sælger i stedet ud af køerne, som er familiens "bank" eller formue. Ellers får børnene ingen skolegang. Børnene har deres drømme for fremtiden. Landsbyens beboere hjælper hinanden, og de samarbejder med Røde Kors.
Svært at fotografere klimaændringer
Det er svært at fotografere klimaforandringer, fordi de sker over tid, mener Daniel Rye, men det er lykkedes ham ganske godt. Et foto viser det 70 år gamle mangotræ med store furer og hobe af tørret mudder under sig fra tidligere oversvømmelser. Det holder sig fast i jorden.
Det er svært at fotografere klimaforandringer, fordi de sker over tid, mener Daniel Rye.
Før Daniel Ryes sjette og sidste besøg i marts 2019 hos Mr. Mkundiza blev Malawi ramt af endnu en oversvømmelse. Nu var vejen til landsbyen spulet væk, afgrøderne smadret og mangotræet fuldstændig knust.
Samtidig var en orkan på vej. Den drejede dog af og ramte i stedet nabolandet Mozambique, hvor orkan og vandmasser dræbte over 550 mennesker og ødelagde marker og dyr. Det ramte op mod en million mennesker.
Kærlighed er nøglen
I 12 dage ventede Daniel Rye sammen med Mr. Mkundiza, tog billeder, lyttede til vejrudsigt og talte om den uvisse fremtid. Mr. Mkundiza ville aldrig kunne forlade sin familie, så hellere dø sammen med dem.
Bogen gengiver korte, men dybe samtaler mellem Daniel Rye og Mr. Mkundiza om den usikre fremtid. På spørgsmålet om, hvad rigdom er for Mr. Mkundiza, svarer han:
Kærligheden er nøglen til at skabe både menneskelig og materiel rigdom, fordi den betyder, at du sammen med andre kan lægge planer for, hvordan I kan tjene penge, som kommer alle til gode. Uden kærligheden er du færdig.
Der hører mere til fortællingen
"Mens vi venter" har dog svært ved at stå alene, især efter at jeg hørte Daniel Ryes vældigt gode foredrag på Bogforum 2019. Fordi han her uddybede, at Mr. Mkundiza ikke flygter fra sin jord eller sin familie, men at hans børn, landsbyens næste generation, vil søge væk – først ind til storbyerne med dens slum og arbejdsløshed, hvorefter de vender mod Europas motorveje.
Daniel Rye efterlyste også et helhedssyn på klimaudfordringerne:
– Jeg tror, at det er en vanvittig vigtig investering i vores fremtid, at vi ikke blot begynder at skære ned på, hvor meget kød vi spiser i hverdagen, men at vi totalt gennemtænker måden, vi betragter kloden, vi lever på, sagde fotojournalisten til de mange lyttere på Bogforum.
Klimaet brænder sig fast
Med skovbrandene i Australien på nethinden rejser sig også spørgsmålet om de økonomiske interesser, når Australiens premierminister Scott Morrison forsvarer, at kulminedriften skal fortsætte og øges med udenlandske selskabers hjælp.
"Mens vi venter" er en flot fotobog. Billederne har de lækre jordfarver fra Malawi, og et fotofilter slører billederne lidt. Det kan måske tolkes som en blid nutid op mod en utydelig fremtid.
Beboerne i landsbyen Kakoma forsøger at flytte afgrøderne op til højereliggende marker eller at skifte fra majs til ris i lavlandet.
Forlaget Booklab har specialiseret sig i, at bøger skal laves med materialer og et udseende, der gør læseren nysgerrig efter at kigge igen og igen. Bogens format er lidt større end A4 med hardback og lidt ru papir. Det er næsten for lækkert til indholdet, men hvis det fremmer kigge- og læselysten, er det da fint.
Daniel Rye har gerne villet lave noget, der kunne vare evigt, siger han. Derfor er bogen lavet af CO2-neutralt materiale. Den kan opløses igen. Den skal ikke ødelægge atmosfæren. Og vil læseren passe på bogen, så hold den langt væk fra badekarret og kaffekoppen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
