Lærer, værtshusejer, efterlønner, skak-korrespondent og kommunist. Der står mange titler på Jens Kristiansens visitkort. Og nu kan han tilføje »verdensmester« og »stormester« i skak.

Det skabte medieomtale, da Jens Kristiansen i november vandt verdensmesterskabet i skak for seniorer og for kun tredje gang i dansk skakhistorie sikrede Danmark en verdensmester.

Men faktisk skulle han slet ikke have deltaget i turneringen. Det er nemlig dyrt, når der både skal betales tilmeldingsgebyr, flybillet, hotel og mad. Og for en 60-årig på efterløn er der ikke plads til den slags store ekstraudgifter i et stramt budget. Derfor sagde Jens Kristiansen hurtigt nej, da en ven foreslog ham at stille op.

- Sådan et VM koster op mod 12.000 kroner at deltage i. Der er godt nok pengepræmier. Men hvad nu, hvis det kiksede - så havde jeg jo ikke råd til huslejen, forklarer Jens Kristiansen.

Egentlig skulle Jens Kristiansen slet ikke have deltaget i turneringen.

Heldigvis havde Jens et par skakkollegaer, der troede på hans talent. Så de sørgede for, at han fik et tilskud på 4500 kroner, så han kunne komme afsted og repræsentere Danmark ved VM. Og så kunne Jens Kristiansen tage flyveren til Athen og derfra videre med bus 200 kilometer til den græske by Kamena Vourla for at kæmpe i verdensmesterskaberne for seniorer.

Det skulle vise sig at være en god ide: Efter bare syv runder havde danskeren lagt sig i spidsen - en position han holdt. Og så kan han kalde sig for verdensmester for seniorer. Samtidig opnåede han titlen som stormester.

I dag har han en rating på 2454 - nok til at være på top ti over Danmarks bedste skakspillere og nummer cirka 1200 i verden.

Videnskab og lykkekuglepen

Det lyder måske eksotisk og som ren afslapning at spille skak-VM i Grækenland. Men det er det ikke, understreger Jens Kristiansen:

- Et parti kan vare tre-fem timer. Hertil skal du lægge to-tre timers forberedelse. Det svarer til en normal arbejdsdag. Du er altså ikke på charterferie, understreger skakmesteren.

Til VM er skakbrætterne udstyret med små censorer, der registrerer, hver gang du flytter en brik. På den måde kan skakspillere over hele verden følge med i partierne på internettet.

I alt 120 topspillere fra hele verden deltager i VM. Og så er det nødvendigt med forberedelse. Til at hjælpe sig har Jens Kristiansen en kæmpe skak-database med fire-fem millioner partier spillet af et hav af skakspillere.

- Her kan jeg gå ind og finde de seneste partier, som min modstander har spillet. Jeg kan se, hvilke åbninger og hvordan han spiller. Jeg vil jo gerne kunne overraske min modstander, gnækker han.

Det er svært at se forskel på de hvide og de sorte brikker. De er slidte. Jens har haft dem imellem hænderne mange gange, og så ryger han pibe.

Han går systematisk til værks, når han forbereder sig op til en turnering. Han forsker og udforsker sin modstander:

- Du skal lære at forstå din modstander og finde hans svage sider. Men du skal også forstå dig selv. Du skal lære dig selv at kende - og dine egne svage sider. Det er en proces, du aldrig bliver færdig med. Hvis ikke du er klar til at se dine egne svage side i øjnene, udvikler du dig ikke. Hvis du bare finder på en dårlig undskyldning hver gang, du har tabt et parti, bliver du aldrig en god skakspiller, forklarer Jens Kristiansen.

Trods den videnskabelige tilgang til livet og skakspillet har Jens Kristiansen alligevel en lille tilståelse. Pludselig hiver han en helt almindelig kuglepen frem ud af det blå:

- Den her kuglepen brugte jeg til at notere alle mine partier under hele VM. Jeg er sikker på, at den bragte mig held. Jeg har i hvert fald gemt den.

Jeg har det samme forhold til den kuglepen, som Joakim von And har til sin første 25-øre, smiler han.

Igennem det klare plastik kan man skimte, hvor meget blæk der er tilbage. Han løber ikke tør for blæk - og held - foreløbig:

- Joooh… Der er til mange gode partier endnu, smiler Jens Kristiansen veltilfreds.

Hans modstandere beskriver ham som en »romantisk« og »offensiv« skakspiller. Det har Jens Kristiansen svært ved at benægte.

- Det er rigtigt. Jeg kan godt lide, at der sker noget. Jeg kan godt lide at have et projekt, som jeg skal forsøge at udføre. Jeg er ikke typen, der sidder og venter på, at min modstander skal angribe.

Skakspillets uendelige univers

Det var hans onkel Niels i Roskilde, der lærte den dengang syv-årige Jens Kristiansen at spille skak. Som ti-årig meldte han sig ind i den lokale skoleskakklub.

- Jeg blev hurtigt grebet af skakspillets uendelige univers. Det er fascinerende med alle de muligheder, der er for at rykke dine brikker og opbygge en stilling, hvor din modstander har svært ved at angribe, og hvor du selv kan presse ham.

Rundt om i huset i Frederiksværk står en håndfuld skakbrætter, hvor Jens Kristiansen har opsat partier, som han er i gang med at kigge igennem.

Men et af spillene har han et særligt forhold til. Det er det bræt og brikker, som han købte i 1979 for de penge, han fik, da han vandt danmarksmesterskabet for første gang.

Det er svært at se forskel på de hvide og de sorte brikker. De er slidte. Jens har haft dem imellem hænderne mange gange, og så ryger han pibe.

Du skal lære at forstå din modstander og finde hans svage sider. Men du skal også forstå dig selv.

Man skal ikke tage fejl af Jens Kristiansen: Huset er nok fyldt med skakbrætter, skakbøger, skakprogrammer til computeren og skakdatabaser med millioner af partier. Men selvom han er nyudklækket verdensmester, har Jens Kristiansen ikke nok i at sidde derhjemme og studere åbningsteori og slutspil.

- Jeg kan godt lide at gå ture i naturen og finde urter, som jeg bruger til at lave snaps og i salater. Jeg finder også svampe. Jeg kan også godt lide at tage kikkerten med og kigge på fugle. Og så er Frederiksværk en gammel arbejdsby med en masse hyggelige værtshuse. Så indimellem tager jeg ned på det lokale værtshus "Generalen". Her kan man få en snak med de lokale om livet, døden, klassekampen og stålvalseværket, siger han.

Jens Kristiansen har ikke kun glæde af sit skaktalent, når han sidder ved brættet:

- Jeg tror på, at du kan overføre mange af de samme ideer og tanker bag skakspillet til resten af livet. Jeg har altid insisteret på at få lov til at tænke mig om, når jeg skal løse et problem. Det er vigtigt at komme i dybden. Det gælder både i forhold til mit eget liv og i forhold til samfundet.

Kommunisten Jens

Det er ikke kun skak, der fylder i Jens Kristiansens liv: Han har været organiseret kommunist siden 1976, abonnerer på Arbejderen og er i dag medlem af Kommunistisk Parti.

- Jeg gik i gymnasiet i 1968. Her blev vi fyldt med koldkrigspropaganda. Men blandt os elever var et meget politisk miljø med masser af diskussioner. Lidt efter lidt gik det op for mig, at alt det, vi fik at vide om Vietnamkrigen og EF, ikke var rigtigt. Så da den daværende socialdemokratiske regering stjal dyrtidspensionen i sensommeren 1976, tænkte jeg, at nu måtte der ske noget. Og så meldte jeg mig ind i DKP, fortæller Jens Kristiansen.

- Dengang var vi 25 i min partiafdeling i Gladsaxe. Tænk sig - 25 mennesker, der mødtes hvér måned for at diskutere politik. Partiet havde også en gruppe for skolelærere. Det var dengang, lærerne begyndte at danne sig en selvstændig holdning, og ikke længere bare ville være loyale embedsmænd.

I starten af 1980'erne købte Jens Kristiansen værtshuset Café Blågårds Apotek sammen med nogle kammerater fra DKP.

- Det var en stor fest. Vi brugte det til at mødes, når vi var færdige med de politiske møder, og så holdt vi støttearrangementer for Land & Folk, Nicaragua-komitéen og fredsbevægelsen.

I dag er Jens Kristiansen medlem af Kommunistisk Parti - men hvorfor?

- Det kan jeg hurtigt fortælle dig. Det ville være sværere at skulle forklare, hvorfor man ikke er med i partiet, smiler Jens Kristiansen og uddyber:

- Bare se dig omkring. Det står lysende klart for enhver, at det nuværende system - kapitalismen - ikke fungerer. Den massive fattigdom i verden er pludselig rykket tæt på os - helt til Spanien og Tyskland. Og selv i lille Danmark er der blevet flere fattige. Det er svært at få et arbejde, og selv dem, der har et arbejde, har svært ved at leve et anstændigt liv for den løn, de får.

Huset overfor, hvor Jens bor, er sat på tvangsauktion.

- Det er krisen… Frederiksværk er en typisk industriby med mange store arbejdspladser, som nu er lukket. Det er gået hårdt ud over især de ufæglærte, som er blevet arbejdsløse og derfor har svært ved betale regningerne. Jeg kan ikke se andre alternativer til kapitalismen end socialismen, hvor arbejderklassen har magten.

Skak og stormagtspolitik

I ti år arrangerede Jens Kristiansen store skak-simultan-turneringer, der trak masser af nysgerrige til DKP's legendariske Land & Folk-festivaller. 

Han er flere gange blevet brugt som skak-kommentator på DR og fik sin egen skak-spalte i Land & Folk, som han skrev i frem til 1990, hvor bladet lukkede.

- Vi var et lille skaksjak, der brugte vores internationale kontakter til at arrangere skak på Land & Folk-festivallerne.

Folk betalte gladeligt en 50'er for at få lov til at spille mod en stormester. Han kunne spille mod cirka 40 per gang, så der kom da lidt penge i partikassen.

År efter år inviterede han sovjetiske stormestre til Danmark, hvor nysgerrige kunne prøve kræfter med de skrappe russere.

- Det var sjovt! Så sad vi i et stort telt og drak tjekkisk øl og spillede skak til lyden af Røde Mor, smiler Jens Kristiansen.

På de sort/hvide felter bliver der udkæmpet drabelige slag, hvor konger og dronninger ofrer bønder i hobetal. Men bag brættet skaber spillet fred.

Den politiske brug af skaksporten skriver sig ind i en lang historie. Under den kolde krig blev skakken brugt til at udkæmpe drabelige slag mellem de to stormagter USA og Sovjetunionen. Det kom især til udtryk ved finalen om verdensmesterskaberne i Reykjavik, Island i 1972.

Sovjet havde siddet tungt på skakimperiet, siden Verdensskakforbundet blev oprettet i 1948. For første gang skulle Sovjet og USA tørne sammen og kæmpe om VM-titlen i skak. 

- Under den kolde krig var der en enorm konkurrence mellem øst og vest. Især indenfor skak, der jo var Sovjetunionens nationalsport. Skak havde stor prestige i Sovjet, så USA ville selvfølgelig gerne vinde over dem.

De to, der skulle kæmpe om VM-titlen, var Bobby Fischer (USA) og den forsvarende verdensmester Boris Spassky (Sovjet). Da det første parti skulle spilles, dukkede Fischer ikke op.

- Så ringer selveste Henry Kissinger efter ham og bønfalder ham om at møde frem. Fischer får at føle, hvordan det er at være en brik i et større spil. Et skakverdensmesterskab betød meget for den nationale prestige - især under den kolde krig.

Fischer endte med at vinde titlen som verdensmester.

En slags lille fredsbevægelse

Et verdensmesterskab er også andet og meget mere end bare skak. På de sort/hvide felter bliver der udkæmpet drabelige slag, hvor konger og dronninger ofrer bønder i hobetal - men udenfor brættet skaber spillet fred og forsoning, mener Jens Kristiansen.

- Her kommer deltagere fra mere end 30 forskellige nationer - fra Sydafrika, USA, Rusland, Iran, Tyrkiet, Israel. Det er dejligt at konstatere, at selvom vi kommer fra forskellige lande, så kan vi sagtens finde ud af det sammen og være venner, spille skak og leve side om side i fred og fordragelighed. Det viser, at det jo ikke er på grund af os mennesker, at der findes krig og stridigheder.

- Der er brug for den her slags møder mellem kulturer og folkeslag. Især i denne tid, hvor vi får at vide, at muslimer, arabere, iranere er farlige og skal bombes. Men når almindelige mennesker mødes internationalt for at spille skak, gå til spejder eller… bliver vi vaccineret over de kræfter, der forsøger at spille folkeslag og mennesker ud mod hinanden.

Når dagens skakdyster er overstået, snakker spillerne sammen i baren og over en bid mad. Og nye venskaber opstår på tværs af landegrænserne.

- Jeg blev eksempelvis venner med en spiller fra Iran. Han lovede mig at han ville bede til gud om at lade mig vinde. På den måde er et skak-VM en slags lille fredsbevægelse. Det er vigtigt, i den verden vi lever i i dag, mener Jens Kristiansen.

Faktisk er skak en ret international sportsgren. Næst efter fodbold er det internationale skakforbund det sportsforbund, der har flest medlemslande.

Vidt omkring

Jens Kristiansen befinder sig godt i den gamle arbejderby Frederiksværk. Han bor på toppen af en bakke - med udsigt over byen og det gamle stålvalseværk. Og med en flot natur lige om hjørnet.

Men han har været vidt omkring, før han flyttede til Frederiksværk. I 2003 fik han arbejde som skolelærer i den grønlandske by Upernavik - en lille by fordelt på ni bygder med i alt 1500 indbyggere.

Der er et specielt klima på den 73. breddegrad, hvor Jens befandt sig.

- Fra november til februar var der helt mørkt og ingen sol. Fra 1. maj til 1. august var der lyst konstant. Mange tror, at den mørke tid er den værste. Men det er faktisk den lyse tid, der er den værste. Der er her, hvor langt de fleste selvmord finder sted i Grønland. Det er da også meget specielt, at solen skinner, når du skal op og tisse klokken fire om morgenen.

Trods den videnskabelige tilgang til livet og skakspillet har Jens Kristiansen alligevel en lille tilståelse: lykke-kuglepennen.

Måske var det også nysgerrighed for andre kulturer, der i 1996 fik Jens Kristiansen til at undervise flygtninge og indvandrere i dansk på en daghøjskole. Her gjorde han en dyd ud af at forsøge at lære lidt tyrkisk.

- Hvis jeg skulle lære dem dansk, var jeg jo nødt til at kende til deres sprog. På den måde lærte jeg også, hvor svært det er at lære et nyt sprog. Det er sundt at prøve den slags på egen krop. Så kan man bedre sætte sig ind i elevernes situation.

Da Jens Kristiansen i 2006 vendte tilbage til Danmark fra Grønland, var boligpriserne på hans hjemstavn Nørrebro i København steget voldsomt. Så her havde han ikke råd til at bo.

I stedet fandt han et godt og billigt hus på Bornholm. Men her var det svært at finde job. Så efter endnu en smuttur til Grønland, bosatte Jens Kristiansen sig i Frederiksværk.

Her gik jagten for alvor ind på den arbejdsløse skolelærer:

- Jeg blev sendt i aktivering som 58-årig. Så skulle jeg i praktik på en skole - selvom jeg har været lærer i 25 år. Jeg gik til 111 kroner i timen. Det var cirka halvdelen af, hvad de unge vikarer fik.

Før han nåede i aktivering, havde han en lang karriere med en stribe kurser.

- Jeg var igennem hele møllen. På et af mine mange kurser skulle vi lære at tale i telefon! Vores lærer var tidligere pølsemager, erindrer Jens Kristiansen.

Nye eventyr

Da han fyldte 60 år, kunne Jens Kristiansen endelig få fred og ro: Han gik på efterløn. Den beslutning er han glad for. For første gang i sit liv har han nu tid til for alvor at fordybe sig i skakken.

Forude venter nye eventyr på Jens Kristiansen. Til foråret skal han med til danmarksmesterskabet. Og til april går turen til Cuba, hvor han skal være med i en stor, international turnering - og ikke mindst: Opleve 1. maj i Havanna.