Hvor går grænsen mellem at dramatisere en tragisk skæbne og at bruge den som personlig terapi? Kan hellig harme skabe kunst, eller forgifter den teatrets forpligtelse til at udleve dramaets nødvendige konflikt?

I 90 minutter flyder mande-had og foragt for rige, liderlige svin i stride strømme over scenen i "Heidi - En rejse til helvede med Simon Spies".

Spørgsmålet er lige nu aktiuelt på Teater Grob i København. I 90 minutter flyder mandehad og foragt for rige, liderlige svin i stride strømme over scenen i "Heidi - En rejse til helvede med Simon Spies". Det er den autentiske beretning om en ung pige, der efter en voldtægt på sin læreplads som frisør flytter ind til det vilde liv i rejsekongen Simon Spies' Rungsted-villa.

Han var i 1960'erne og 1970'erne kendt for excentriske livsstil og ikke mindst forbrug af teenage-tøser, de såkaldte "morgenbollepiger", der blev ansat som piccoliner på hans rejsebureau, men snart fandt vej til formandens lagen som offer for hans umættelige sexbegær.

I samarbejde med filmmand Morten Hartz Kapler har dramatiker Gritt Uldall-Jessen skrevet et nærmest melodisk og poetisk drama om en ung, usikker piges opstigning og fald på de bonede gulve. Den er instrueret af Line Paulsen, der lader aktørerne trædie ind og ud af den tragiske historie for at skabe pespektiv.

Historien om Heidi, ungdommeligt spillet af Sara Hjort Ditlevsen fra Aarhus Teaterskole, fortælles af offerets søster, Anika Barkan og hendes partner fra CoreAct, Helene Kvint. De beretter om en skrøbelig familie i 1950'erne, præget af svigt, psykisk sygdom og misbrug. Det er den gamle historie om børn fra belastede hjem, der ikke kan skelne mellem seksuel udnyttelse og deres eget råb pm kærlighed og opmærksomhed.

Tilbage til det indledende spørgsmål om forholdet mellem terapi og kunst. Fraværet af konflikt er totalt i "Heidi". Spies-figuren, burlesk spillet af Olaf Højgaard, fremstår fuldstændig éndimensionel i sin liderlige kynisme. Det reducerer stykket til et postulat.

"Det er kvindernes skyld", klynker Spies for at forsvare sin perversitet. "Det er mændendes skyld", svarer holdet bag "Heidi". Begge dele er noget sludder. Alle ved, at det er samfundets skyld.