Da den russiske revolution i november 1917 og de efterfølgende borgerkrige og interventionskrige var slut, gik befolkningen under ledelse af det kommunistiske parti i gang med opbygningen af et helt nyt samfund. Det var en enorm opgave. Det gamle zaristiske imperium dækkede en sjettedel af Jordens overflade, og langt størstedelen af de små 200 millioner mennesker, som boede der, var analfabeter og livegne.

Raskova havde opstillet en liste på ti punkter, som skulle styrke kvinderne, der var i alderen 18 til 21 år. Punkt et var: Vær stolt af, at du er en kvinde.

De levede under middelalderlignende forhold og var i et og alt fuldstændigt underlagt adelens og zarens forgodtbefindende. Man kan sammenligne forholdene med de tilstande, der herskede i Danmark før 1788, hvor stavnsbåndet blev ophævet.

Opgaven for den nye sovjetstat var overvældende. Man skulle i løbet af få år afskaffe analfabetismen og indføre nye produktionsmetoder i landbruget og den beskedne industri.

For de enkelte borgere skete der også store forandringer. Man skulle vænne sig til en ny måde at leve på, som var baseret på en kollektiv opfattelse i modsætning til tidligere, hvor enhver var sig selv nærmest. Perioden er glimrende beskrevet i Nikolaj Ostrovskijs berømte roman Stålet blev Hærdet.

De sovjetiske kvinder

For de russiske kvinder var der tale om en dobbelt frigørelseskamp. Dels var kvinderne aktive i den politiske kamp for opbygningen af et nyt samfund, og dette var ikke blot en politisk diskussion. De gik også forrest, når det drejede sig om at levere den fysiske arbejdskraft, som var nødvendig.

De russiske kvinder måtte også føre kampen for kvindernes ligeret og ligestilling i samfundet på et tidspunkt, hvor mange mænd stadig mente, at kvinderne bedst passede til at føre hus og passe børn.

De unge, sovjetiske kvinder kastede sig med ildhu over opgaven. Det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan de kastede sig over uddannelse og udforskningen af nye og tekniske arbejdsområder. Fysiske, kemiske og matematiske emner tiltrak mange kvinder, og de uddannede sig til ingeniører og teknikere indenfor en lang række områder.

Allerede under zarstyret havde man i Rusland været med i udviklingen af flyteknologien, og denne udvikling fortsattes i den unge sovjetstat. Enkelte, som for eksempel pioneren indenfor udviklingen af helikopterteknologien, Igor Sikorsky, forlod Rusland efter revolutionen, mens andre blev og fortsatte udviklingen af flyteknologien.

De unge sovjetiske kvinder kastede sig med begejstring over de nye tekniske områder. De strømmede til de civile flyveklubber, som opstod i 1930’ernes Sovjetunion.

Marina Raskova

Marina Raskova, som blev født i Moskva i 1912, var datter af en operasanger og en lærer og begyndte en uddannelse som sanger. Hendes far døde i 1919 i forbindelse med en trafikulykke, og da Marina som følge af en mellemørebetændelse måtte opgive at fuldføre sin musikalske uddannelse, blev hun i stedet uddannet som kemiker.

I 1929 begyndte hun at arbejde i et farveri, hvor hun mødte sin mand, der også var ingeniør. Hun skiftede arbejdsplads og blev ansat på flyvevåbnets laboratorium. Her fik hun interesse for flyvning og uddannede sig som navigatør. Hun blev den første kvindelige navigatør i Sovjetunionens flyvevåben.

Hun uddannede sig efterfølgende som pilot og blev den første kvindelige lærer i navigation og instrumentflyvning i flyvevåbnet. Hun blev modtaget med mistro blandt sine mandlige kolleger, men hendes flid og dygtighed endte med at gøre hende respekteret.

I 1936 og 37 satte hun en række distanceflyvningsrekorder, blandt andet fløj hun som den første fra Arkhangelsk i det nordlige Rusland til Krim, og i september 1938 fløj hun som navigatør på et ANT-37-fly, Rodina, (Moderlandet), sammen med to andre kvinder, Valentina Grizodubova (pilot) og Polina Osipenko (co-pilot) fra Moskva til Komsomolsk i sovjetiske fjernøsten. Det var på dette tidspunkt verdens hidtil længste flyvning udført af kvinder. Strækningen var 6.450 kilometer.

Antonov 37-flyet var et ombygget bombefly og var uden moderne navigationsmidler. Navigatøren var placeret i næsen, som var dækket af glas.

Flyvningen foregik i vanskeligt vejr, og på grund af problemer med varmesystemerne foregik en stor del af flyvningen med frostgrader i kabinen. Dette medførte, at radiokommunikationen faldt ud, og efter 26 timer og 29 minutters flyvning fik man problemer med mangel på brændstof.

Fordi navigatøren var dårligere beskyttet i sin glaskuppel ude foran under en nødlanding, blev Marina Raskova beordret til at springe ud med faldskærm, inden man ville nødlande maskinen.

Udspringet gik godt, men ladt alene i taigaen måtte Marina Raskova bruge ti dage på at finde det nødlandede fly. Hun levede af bær, hun fandt, og en plade chokolade, som hun havde med fra flyet. De to piloter blev i det nødlandede fly og måtte klare sig i nogle dage, hvor de blandt andet fik besøg af en bjørn, som dog ikke kunne komme ind til dem i flyet, inden de blev undsat af redningshold.

De tre kvinder blev utroligt populære blandt sovjetiske kvinder over hele landet, og de fik alle tre udmærkelsen Sovjetunionens Helt.

Marina Raskova fortsatte sit arbejde med at uddanne piloter og navigatører og brugte megen tid til at besøge flyveklubber i hele det store land.

Overfaldet på Sovjetunionen

Den 22. juni 1941 overfaldt Hitler-Tyskland Sovjetunionen, og unge mennesker i tusindtal strømmede til hvervningskontorer for de forskellige værn for at deltage i kampen for moderlandet.

Blandt de unge sovjetkvinder var Marina Raskovas eksempel en af årsagerne til, at flere tusinde unge kvinder forsøgte at blive optaget i flyvevåbnets skoler for at deltage i kampen.

Marina Raskova opsøgte Stalin for at få organiseret en måde at modtage disse unge kvinder, og efter en tid gav regeringen tilladelse til at etablere tre regimenter. Det 586. jagerregiment, det 587. jagerbomberregiment og det 588. natbomberregiment.

Marina Raskova selv blev leder af det 587. jagerbomberregiment og var overordnet leder af alle tre regimenter under etableringen. Hun viste sig at være en født leder, og hun var elsket af soldaterne i regimenterne.

I begyndelsen af krigen var der mangel på alt. Transporten til flyveskolen i Engels ved Volgafloden foregik i Teplushka-vogne, som bedst kan beskrives som transporttogvogne, hvor der var indsat bænke og en ovn, så passagererne kunne klare sig selv under de lange rejser.

I Engels gik uddannelsen af de unge kvinder i gang med det samme. Raskova havde opstillet en liste på ti punkter, som skulle styrke kvinderne, der var i alderen 18 til 21 år.

Punkt et var: Vær stolt af, at du er en kvinde.

Et andet punkt var: Alt, hvad en mand kan gøre, kan du gøre bedre.

Ved modtagelsesparaden fik kvinderne besked på at klippe håret, hvilket for mange russiske kvinder har været en meget voldsom oplevelse. Håret var næsten helligt for russiske kvinder, og det tog mange år at få det tilbage.

Men der var ingen slinger i valsen. Håret faldt, og som en sagde: Det vokser vel ud igen.

Polikarpov U-2

I Sovjetunionen foregik den grundlæggende flyvetræning i gamle biplaner af typen Polikarpov U-2, som var et stabilt og velafprøvet fly, som blandt andet havde været anvendt til marksprøjtning.

Det var langsomt og havde et åbent cockpit, kun beskyttet af en lav vindskærm. Der var ingen navigationsinstrumenter, kun helt basale flyinstrumenter. Kommunikationen mellem piloten, som sad foran, og navigatøren, som sad bagest, foregik ved, at man råbte til hinanden gennem støjen fra motoren. Flyet var meget langsomt, og der var ingen beskyttelse mod skud fra andre fly.

Der var ingen bevæbning på flyet. De to besætningsmedlemmer var totalt ubeskyttede, og i de åbne cockpits har det ikke været nogen forlystelse at flyve i temperaturer under 30 graders frost.

De små maskiner kunne kun bære omkring 200 kilo bombelast, men der var ikke en standardiseret måde at montere bomberne på under flyet. Kvinderne i det 588. natbomberregiment udviklede selv et system, så de kunne montere bomberne under flyet og udløse dem, når de nåede målet.

På grund af flyets lave hastighed og manglende armering kunne flyet kun anvendes om natten. Det siger sig selv, at det har været meget vanskeligt at navigere i buldrende mørke og streng frost uden navigationsinstrumenter.

Kvinderne udviklede teknikker, som gjorde det muligt at udnytte flyets muligheder til det yderste.

Man lagde flyvepladsen så tæt til fronten, at flyvetiden til angrebsmålene var kort, og efter at bomberne var kastet, gik turen hurtigst muligt tilbage til flyvepladsen, hvor mekanikere og klargøringspersonel sørgede for, at flyet kunne komme i luften igen med en ny bombelast. Da fronten hele tiden flyttede sig, medførte det, at man konstant måtte skifte til nye flyvepladser. Heldigvis var U-2-flyet i stand til at lande og lette fra meget primitive flyvepladser, men for personalet medførte det ofte kummerlige forhold, og forplejningen var sparsom.

Flyets lave hastighed gjorde det vanskeligt for de tyske jagermaskiner at skyde flyene ned. U-2-flyene fløj så langsomt, at de tyske Messerschmidt- og Fokker-maskiners stallingshastighed var højere end U-2-flyenes maksimale hastighed. Stallingshastigheden er den hastighed, et fly skal overstige for at kunne holde sig i luften.

Tyskernes våben mod de langsomme fly var at anvende antiluftværnskanoner sammen med lyskastere. Blev et fly fanget i lyset fra en af de kraftige lyskastere, var det relativt nemt at ramme det på grund af den lave hastighed.

U-2-flyene prøvede at imødegå dette ved at flyve i formationer, hvor det forreste fly fløj højt og lod sig fange af lyskasternes stråler, hvorefter de følgende fly i lav højde kunne angribe uset.

U-2-flyene anvendte også en taktik, hvor de kom i meget lav højde, og, når de nærmede sig målet, slukkede de for motoren og svævede ind over målet. Den lave højde gjorde træfsikkerheden meget høj. Samtidig medførte den lave flyvehøjde, at anvendelsen af faldskærme var meningsløs.

Natteheksene

Kvinderne i det 588. natbomberregiment fløj mange ture hver nat, ofte over ti gange i løbet af en nat, og enkelte har fløjet så mange som 18 togter i løbet af en nat.

De evindelige angreb gjorde det umuligt for tyskerne at få hvilet sig om natten, og tyskerne hadede de lydløse maskiner, som man ofte først opdagede, når det var for sent. Det eneste, man hørte, fortæller tyske soldater, var en hvislende lyd fra de svævende maskiner.

Da de tyske soldater fandt ud af, at der var tale om kvindelige flyvere, opstod der selvfølgelig mange myter. Man fandt det nedværdigende at blive beskudt af kvinder, og disse blev opfattet på samme måde som hekse i middelalderen.

Tyskerne kaldte derfor de russiske kvinder ”Nachthexen”, nattehekse.

De russiske kvinder hørte om dette og tog med stolthed navnet på sig.

Det 588. natbomberregiment var i modsætning til det 586. og det 587. et rent kvinderegiment. Den eneste mand i regimentet var kommandørens chauffør.

Dette forhold afspejler til fulde, hvorledes de sovjetiske kvinder tog del i både opbygningen af den unge sovjetstat og i forsvaret af den.

Det 588. natbomberregiment fløj over 23.000 togter og kastede mere end 3000 ton bomber.

23 medlemmer af regimentet tildeltes udmærkelsen Sovjetunionens Helt. To er efter 1991 udnævnt til Den Russiske Føderations Helt og en enkelt til Kazakhstans Helt.

Det er det højeste antal i nogen militær enhed i Sovjetunionen.

Regimentets chef, Yevdokia Davidovna Bershanskaya, overlevede krigen og døde først i 1982. Også hun er udmærket med Sovjetunionens Helt.