Maj Sjöwall og Per Wahlöös bog- og filmkommissær Martin Beck fylder nu 50 år.

Ingen kunne forestille sig, at han udgjorde et direkte paradigmeskift inden for den tids kriminalromaner.

Han dukkede op første gang som diskret kriminalbetjent i sensommeren 1965 bogstrøm, da han i romanen "Roseanna" sammen med sine kolleger opklarede mordet på en ung amerikansk kvinde, der var fundet i Göta-kanalen.

Ingen kunne forestille sig, at han udgjorde et direkte paradigmeskift inden for den tids kriminalromaner. Men hvilket slags menneske var han, og hvilken betydning havde han for sin tid?

I bagspejlet er år 1965 blevet udråbt til den definitive brudflade for svenske kriminalromaner. Det var dengang, da gamle, støvede borgerlige detektiver á la Maria Lang, H-K Rönblom og Stieg Trenter blev skubbet til side til fordel for ny inspiration fra den hårdkogte amerikanske prosa.

Martin Beck var ingen excentrisk puslespilslægger fra lillebyen, som Langs eller Rönbloms problemløsere. Han var heller ikke en marginaliseret, nysgerrig amatøropdager med indblik i samfundets magtelite som Trenters fotograf Harry Friberg.

Martin Beck var den kedelige tjenestemand i det anonyme forvaltningssamfund – det moderne Stockholm i glas, især kropsliggjort af Høtorvet i City – som masede sig frem og blev læserens fører i et stadigt mere voksende bureaukratisk apparat. Han var ingen individualist men en del af et kriminalitetsopklarende kollektiv med i dag så velkendte kolleger som Lennart Kollberg, Benny Skacke, Gunvald Larsson, Einar Rönn, Fredrik Melander og Åke Stenström.

En helt almindelig mand

Beck kan ses som den personificerede almindelighed. Han er blevet træt af sin kone, bygger modelfartøjer og kan ikke spise tidlig morgenmad på grund af maveproblemer.

Det eneste usædvanlige ved ham er, at han er en af landets bedste forhørsledere.

Han tager hver dag tunnelbanen til arbejdet, bor i forstaden Bagarmossen, har to børn, går i trenchcoat og hat, og han ryger det nu hedengangne cigaretmærke Florida, som udgik i 1965. Han er præcis som alle andre. Det eneste usædvanlige ved ham er, at han er en af landets bedste forhørsledere.

I Sjöwall-Wahlöös egne skitsebøger, som opbevares på det Kungliga Bibliotek i Stockholm, skitseres hans liv på følgende måde: Beck fødtes den 25. september 1922, han begyndte ved politiet i 1944 som betjent på Jakobs politistation og patruljerede Stockholms gader i seks år, inden han gik i assistentklassen på Statens Politiskole 1949-50. Han blev kriminalassistent i 1950 og i 1955 flyttede Martin og Inga Beck fra Kungsholmen til Bagarmossen, en af datidens moderne nybyggede satellitbyer.

Datteren Ingrid blev født den 5. august 1951, og sønnen Rolk den 14. april 1955. Desuden viser optegnelserne, at Ingrid flyttede hjemmefra i juni 1969 og Martin Beck forlod Inga i maj 1969, hvor han flyttede til en lejlighed på Köpmangatan 8 i Gamla Stan. Nogle afsluttende optegnelser sladrer om, at Becks far var bygningsarbejder og senere vognmand i Klara, at Beck led voldsomt af klaustrofobi og havde haft knallert i flere år.

Et forstadsmenneske

Den første scene hvor Martin Beck optræder i "Roseanna", i tredje kapitel, er et klassisk eksempel på 60'ernes betonrealisme, hvor det kedelige forstadsmenneske vågner, tager tøj på, sætter sig med fingrene trommende på den laminerede bordskåner i køkkenet og venter på, at konen skal skænke kaffen i den skårede kop, der har fulgt dem i næsten hele deres ægteskab.

Klokken er kvart over fem om morgenen i Bagarmossen og det regner. Martin Beck børster tænderne grundigt for at fjerne blysmagen fra gummerne, knapper derefter kraven og binder slipset for at afslutte proceduren med at kaste et opgivende blik på sit eget billede i toiletspejlet.

Becks udseende mejsles grundigt frem med det, der skulle blive almindelig Sjöwall-Wahlöö prosa: "Han så træt ud, og den solbrændte hud skinnede gult i det grå daggry. Hans ansigt var smalt med en bred pande og en kraftig kæbe. Munden under den korte, lige næse var smal og bred med to dybe furer ved mundvigene, og når han smilede, så man hans friske, hvide tænder. Det mørke, tilbagestrøgne hår med den lige hårgrænse var endnu ikke begyndt at gråne, og blikket i de gråblå øjne var klart og roligt.

Han var slank, men ikke særlig høj og en smule rundrygget. Nogle kvinder fandt ham pæn, men de fleste ville kalde hans udseende hverdagsagtigt. Han klædte sig aldrig opsigtsvækkende, snarere lidt for diskret."

En anden Beck

En stribe af skuespillere kom til at spille Beck gennem årene.

Så nok er Martin Beck stadig en lyslevende figur inden for populærkulturen. Men han har forandret sig med tiden

Den første var Keve Hjelm i filmatiseringen af "Roseanna" 1967, men bedst kendt er måske Carl-Gustaf Lindstedt i Bo Widerbergs film "Mannen på taket" (1976) eller Peter Haber i den uendelige række af Beck-film (1997-2015). De fortsætter uden at bygge på nogen af Sjöwall-Wahlöös romaner men udelukkende på nogle af bøgernes figurer.

Tidligere på året havde endnu en stribe friske Beck-film med Peter Haber og Mikael Persbrandt premiere på filmkanalen CMore med titler som "Beck – værelse 302" og "Beck – Familien". I marts havde yderligere to titler, "Beck – Invasionen" og "Beck – Hospitalsmordet" premiere, og yderligere fire titler er på vej til næste år.

Samtidig har Piratforlaget valgt at udgive hele Sjöwall-Wahlöös serie med nydesignede Martin Beck-bøger i lommeformat, et bind om måneden fra januar til oktober.

Så nok er Martin Beck stadig en lyslevende figur inden for populærkulturen. Men han har forandret sig med tiden.

Fra at være et fortællende eksempel på den marxist-leninistisk påvirkede metode i 60'erne og 70'erne har han udviklet sig til den moderne puslespilsbetjent, farvet af postmoderne identitetspolitik.

Becks udvikling er symptomatisk for tiden. Det repræsenterer i sig selv en bevægelse bort fra synet på forbrydelse som en sociologisk konstruktion, skabt af et kapitalistisk samfund, henimod vor tids mest urovækkende forestillinger om forbryderen som inkarneret ondskab, langt borte fra enhver redning af samfundet.

Det automatiske samfund

Men at Martin Beck dukkede op i 1965 er formentlig ikke tilfældigt. Det er et mærkeår for politiets organisationer i Sverige.

Man taler om statsliggørelsen af politietaten.

Man taler om statsliggørelsen af politietaten. En særdeles sammenlignelig centralisering fandt sted, banket igennem af politikerne, nogle år tidligere.

For socialister som Sjöwall-Wahlöö var dette bare endnu et eksempel på den forandring af det svenske samfund, der var i gang - til det værre. Hele statsforvaltningen gik igennem en bureaukratisering, der virkeliggjorde det samfund, som filosofen Herbert Marcuse beskriver i sin bog "The One-Dimensional Man" (1964), som igen er en opdatering af Marx' fjendtliggørelsesteori for det moderne industrisamfund.

Marcusses idé er, at en automatisering af samfundet vil fjerne stat og menneske endnu længere fra hinanden, sætter demokratiet ud af spil, militariserer politiet og gør dets rolle som bolværk mellem folket og kapitalismen endnu mere tydelig.

Ud af alt dette opstår en kommissær som Martin Beck, et organisationsmenneske der kan afspejle samfundets forfald i et socialistisk perspektiv. Perfekt som forstørrelsesglas for uvidende og indoktrinerede middelklasselæsere i 60'ernes stadig mere politiske landskab. Men lad os spole filmen lidt tilbage – Beck fandtes allerede før 1965 og romanen "Roseanna".

Figuren Martin Beck udspringer af parret Sjöwall-Wahlöös forestilling om individet i en bureaukratisk struktur, hvor portrættet af Wahlöös strømer i den nu ganske glemte "Mord på 31. etage"  (1964) og kommissær Jensen bliver central som prototype.

Det er her, at Sjöwall-Wahlöös fremmedgjorte politibureaukrat dukker op for første gang, hvilket efter alt at dømme gør kommissær Jensen til en første skitse af det, der blev til Martin Beck.

Jensen er en gennemsigtig tjenestemand, et magtens værktøj og en omvandrende lovsamling. Han er det ekstremt fremmedgjorte individ, den nye tjenestemandsklasse, kollektivmennesket, apparatcivilisationens tjener i det moderne automatsamfund.

Han har som sagt ikke en gang et fornavn, helt i overensstemmelse med den militære kasernejargons mekanisering og disciplinering af individer i et kollektivt sammenhæng.

Hans udtryksløshed er som hentet ud af etnologen Margareta Stigsdotters studie af tjenestemandsklassen, hvor hun især fremhæver "fraværet af det udtryksfulde og dramatiske og det grå i grå" eller "nytteorienteret og abstrakt i stedet for følelsesmæssig og personlig" som tjenestemandsklassens kendetegn.

Organisationsmennesket

Forfatteren Aldous Huxley advarede mod "organisationsmennesket" lige som den amerikanske sociolog William Whyte i sin bog "The Organization Man", som udkom i 1956.

Nøgleordet i den nye etik var tilpasning, accept, socialt betinget adfærd og så videre.

Her risikerer individet at blive opslugt af en ødelæggende kollektivisme, der ofrer kulturelle forskelle og menneskelige rettigheder til fordel for helheden i en kultur, hvor tilpasningen til gruppen er total.

I følge Whyte begyndte en ny social etik i 1950'erne at erstatte vort traditionelle etiske system – det system, hvor mennesket stod i centrum. Nøgleordet i den nye etik var tilpasning, accept, socialt betinget adfærd og så videre.

Tanker som disse lå i tiden omkring 50'erne og 60'erne, og Whytes ideer matchede perfekt den tids store amerikanske bestseller "Manden i det grå jakkesæt" fra 1955 ("The Man in the Gray Flannel Suit") af Sloan Wilson, filmatiseret året efter med Gregory Peck i hovedrollen, vist i svenske biografer og udgivet på svensk.

Wilsons kritik er først og fremmest rettet mod det amerikanske samfund, der inspirerede sine unge mænd til at drage ud og vinde Anden Verdenskrig for at vende hjem til et byliv præget af tomhed, konformitet, jagten på dollars, og det svært forenelige dilemma som det medfører at skulle finde meningen med livet i en kynisk verden domineret af forretningsforbindelser. En verden, der, præcis som hos Huxley, reduceres fra at være moralsk selvstændige individer til at blve det, som Wilson kaldte "ni-til-fem-menneske".

Den tilpassede bureaukrat

Hos Sjöwall-Wahlöö bliver tjenestemanden – ni-til-fem-mennesket – statens anonyme ansigt udadtil, dens forlængede arm i samfundet, hvis individer risikerer at blive fortæret helt af bureaukratiet og den instrumentale teknokrati.

Hans sløvhed i forhold til sin egen livssituation i det moderne samfund finder vej gennem den dårlige mave.

Det er en udlignende kraft, som ubønhørligt stiller netop mennesket op mod systemet og dermed får mennesket til at tilpasse sig. Det sker ikke mindst på grund af overlevelsesinstinkt og indoktrinering, men efterhånden af en næsten tvingende egenkraft hos individerne, hvor tjenestemandsklassen breder sig i byerne indenfor rammerne af den ene bureaukratiske institiution efter den anden.

Martin Beck er blevet træt af sin hustru Inga allerede i "Roseanna" og han dropper hende, mens hun selv drømmer om at træffe en anden. Hans sløvhed i forhold til sin egen livssituation i det moderne samfund finder vej gennem den dårlige mave.

Mavesårsskolen

Præcis som Chandlers privatdetektiv Philip Marlowe er Wahlöös diktatorstrømer Jensen, og senere også Martin Beck, eksperter i at overleve i et råddent samfund, fordi de har tilpasset sig og lader sig bruge af systemet.

De gennemskuer imidlertid ikke systemets råddenskab, fordi dets overherredømme gennemsyrer hele deres krop og sjæl. Denne råddenskab er også noget, der får både Jensen og Beck til at rådne op i form af de vedvarende mavesmerter, der plager dem ustandseligt. Dette mavesår kom til at danne litterær skole på grund af Martin Becks evige tilbagekomst, der strækker sig tværs igennem hele "Roman om en forbrydelse"-samlingen.

Forfatteren Aldous Huxley henviser i sin bog "Fremtidens verden" (1958) til (sociolog og psykiater, o.a.) Erich Fromms syn på mennesket i det moderne vestlige samfund. Her er symptomer på sjælelig usundhed (kropsliggjort gennem mavesår hos både Jensen og Beck) tegn på en konflikt, hvor livets kræfter fortsat kæmper og således gør smerten til noget positivt.

Bo Lundin taler om "mavesårsskolen" i forbindelse med Sjöwall-Wahlöös romaner, og nævner også at Sjöwall-Wahlöös bøger er prægede af en typisk svensk skuffelse. Denne "sårede idealisme" findes ikke i lande  hvor klassemodsætningerne og hverdagsvirkeligheden er værre, idet den store skuffelse forudsætter, at der engang fandtes en drøm, der næsten gik i opfyldelse.

Også denne idealistiske tanke om en bedre verden præger i allerhøjeste grad hele Sjöwall-Wahlöö-serien.

Både Beck og Jensen er berettertekniske springbrædter ind i diktatorens etablissement. I Becks tilfælde er det et velfærdssamfund i frit fald, der har solgt sine socialistiske idealer til kapitalismen. I Jensens tilfælde er det en konform politistat og vellignende bureaukrati. Det spiller formentlig på efterkrigstidens stadigt mere udbredte og tiltænkte rationelle forvaltningssamfund, hvor velfærdsstatens institutioner bliver centraliseret i stadig større udstrækning.

Politietatens statsliggørelse og skabelsen af Rigspolitistyrelsen som central embedsstand og en række kommunesammenlægninger var ofte genstand for debat på den tid. Litteraturvidenskabskvinden Inge Jonsson taler i denne sammenhæng om bureaukratien som livets modpol.

Per Lysander taler i sit berømte essay om Sjöwall-Wahlöö i Ord & Bild 1976 om forskydninger i den svenske statsmagt som følge af en bureaukratisk-teknologisk udvidelse og fremvæksten af et stadigt mere anonymt statsapparat.

Sociologen Joachim Israel mener, at centraliseringen af bureaukratiet står i modsætning til demokratiets decentralisering hvad angår magtrelationer i samfundet, og han taler om individets fremmedgørelse og forvandling til et hadeobjekt, når den bureaukratiske produktionslogik overtager.

Huxley taler om. at "Termitsamfundet" som et eftertragtelsesværdigt ideal i fremtidsverden, er uopnåeligt, fordi det strider mod menneskets flokmentalitet. "Uanset hvor meget mennesket end anstrenger sig , kan de ikke skabe en social mekanisme. De kan højst skabe en organisation. Når de forsøger at skabe en en organisme, formår de kun at skabe et totalitært tyranni."

På vores side

Beck – orgaisationsmennesket er det instrument, som Sjöwall-Wahlöö skabte for at oplyse sin læserskare om dette tyranni under 60'ernes og 70'ernes stadig mere sociologisk prægede og venstrepåvirkede samfundsdebat.

Og nu når Martin Beck fylder 50 år som figur, og man hiver fjernkontrollen frem og bladrer fra Peter Haber som træt og sløv drabsefterforsker i søndagskrimiens gennemtærskede udgave, kan det være godt at vide, hvor Beck kommer fra.

Han går fra at være en statsembedsmand i magtens tjeneste i de første romaner til at være et politisk individ med en nybagt revolutionær bevidsthed i de sidste romaner. Han er ingen individualist, som man nu antyder. Han er en anonym holdspiller dybt omklamret af et usynliggørende forvaltningsapparat. Men han er på vores side.