Man fornemmer det med det samme. Kærligheden til musikken. 

Det er, når argentinske Sebastían Graf taler om musik og kultur, at øjnene lyser op og giver det brede smil kamp til stregen. Men den unge argentiners kærlighedserklæring til kulturen skyldes ikke blot kulturen i sig selv. I kulturen er et socialt forandrende potentiale. Med kulturen kan man forandre verden. 

- Jeg mener, at kulturen er en bærende søjle. Den er fundamentet for forandring. Jeg tror på, at der er muligt at skabe forandringer. Og der hvor jeg er i mit liv lige nu, befinder jeg midt alt dette, fortæller en ivrig Sebastían Graf, der er på besøg i København. 

 Mit våben er min guitar.

Sebastían Graf spiller en række koncerter i Malmø, og rejserne, musikken og det at krydse grænser er noget, der ligger dybt i den 32-årige argentiner. I sin musik er han inspireret af en lang række oprindelige genrer, blandt andet fra Afrika. Og ligesom han blander mange genrer i sin musik, anser han også sig selv som en blanding. 

- Jeg kommer fra en familie, der har folkloren i blodet. Min bedstemor kommer fra en Quichua-indiansk baggrund. Så på den ene side kan jeg lide moderne rock, men på den anden side har jeg noget i mig, der er mere oprindeligt, fortæller Sebastían Graf, der afslører, at han også har tysk indvandrerblod i årerne. 

Under sine studier begynder den unge argentiner at se på sine egne rødder og stiller sig selv spørgsmålet: Hvor kommer vores musik fra? Han studerer de oprindelige folks musik og finder ud af, at mange af de "oprindelige" argentinske rytmer slet ikke er så argentinske - de stammer blandt andet fra afrikanske efterkommer og de indianske befolkninger. 

- Alt det her er der ingen, der fortæller dig i Argentina. Argentina er det land i Latinamerika, der er mest europæisk, forklarer musikeren. Udover at være musiker  er Sebastían Graf musiklærer og organiseret kommunist. Og kommunismen og de sociale kampe, der har udspillet sig i den egn af Argentina, han er vokset op i, er, ligesom musikken, blevet en del af den, han er i dag. 

Højborg for sociale protester

Den argentinske kunstner og kommunists venlige, rolige og smilende fremtoning står i stærk kontrast til den brutale og blodige historie, han beretter om, når han fortæller om sin hjemby Villa Constitución i provinsen Santa Fe i den vestlige del af landet.

Det er historien om en by med en stærk fagbevægelse og en høj grad af arbejderorganisering, men det er også historien om om de første masseforsvindinger under militærdiktaturet, og den historiske periode, der går under navnet "den beskidte krig", og som ingen - især ikke venstreorienterede - nogensinde vil glemme.

i 1975 skete de første forsvindinger i Villa Constitución under det militærdiktatur, der skulle komme til at sidde tungt på magten fra 1976-83. Omkring 300 arbejdere fra UOM (Unión Obrera Metalúrgica), metalarbejdernes stærke fagforening, der arbejdede for den store stålproducent Acindar, blev bortført af hæren. De fleste af dem blev myrdet. 

Villa Constitución har derfor altid været et omdrejningspunkt for sociale kampe.

- Det var dér, de satte deres første angreb ind. Det var de første forsvindinger, vi så på nationalt plan. Og derfor er det en historisk vigtig by, fortæller Sebastían Graf.

Kommunisme i blodet

Ligesom musikken og de sociale kampe har været en del af Sebastían Grafs liv, så har kommunismen det på samme måde. Sebastían Grafs bedstefar var en af grundlæggerne af Argentinas Kommunistiske Parti, og hans far var også medlem af partiet.

- I min musik er der et budskab om at ændre verden.

- På den måde har jeg også kommunismen i årerne - mit blod er rødt, siger Sebastían Graf med bevidst overdreven høj stemme og bryder ud i et lunt grin og fortsætter:

- Jeg føler mig som en kommunistisk kunstner. Jeg er med partiet, men jeg lader mig ikke begrænse musikalsk af partiet. Som musiker er det vigtigt ikke at lade sig begrænse, det er vigtigt at have flere døre åbne, forklarer den argentinske musiker. 

Hvad er så det bedste våben, hvis man reelt vil forandre verden? Kugler fra et gevær eller noder og musik?

- I en forstand begge dele. Hvis du spørger mig i dag, vil jeg sige musikken. Men hvis du spurgte ungdommen i Argentina i 1960'erne og 70'erne, så ville de sige kugler. Mit personlige våben er min guitar, siger Sebastían Graf med et smil. 

Selvom man ifølge Sebastían Graf ikke kan adskille musikeren fra kommunisten i ham, så føler han sig først som musiker og så som kommunist. Men man skal ikke lede længe for at finde aktivisten og kommunisten i musikken og teksterne. 

Imod kapitalismens forbrugerkultur

- I min musik er der et budskab om at ændre verden. Der er budskaber om at vælge en vej, der går i mod forbrugersamfundet. Der er budskaber om tage verden i en mere social retning, en mere socialistisk verden. Det handler om at redde de menneskelige værdier, lyder det på det klingende og lettere syngende argentinsk-spansk, som ingen andre taler det i verden.

Den forbrug-og-smid-væk-kultur, som er en del af kapitalismens natur, er for Sebastían Graf en af de værste fjender. 

- Vi må vende os bort fra den forbrugerkultur, som det kapitalistiske system lægger ned over os hver dag, og som dikterer, hvordan vi skal gøre tingene, hvad for noget tøj vi skal have på og fortæller os, hvilken musik vi skal høre, siger Sebastían Graf med fast overbevisning i stemmen.

Men selvom der er meget at protestere imod, når man som Graf er kommunist fra Sydamerika, så er der de sidste 10-15 år sket en udvikling på kontinentet, som han og de fleste latinamerikanere ikke kan se bort fra, og som får et lille smil frem hos den argentinske kommunist. 

- Det, der er sket, og som sker lige nu, er at vi ser en stor union landene imellem. Vi ser det især i Venezuela med Hugo Chávez, i Bolivia med præsident Evo Morales og også i Uruguay og flere andre steder. Forandringens vinde blæser virkelig, fortæller en tydeligt entusiastisk argentiner.

- For ti år siden var der en anden vision for de politiske og sociale spørgsmål. Vi var mere domineret af USA og skulle hele tiden høre deres mening til tingene - ikke mindst på det økonomiske område. I dag er vi langt bedre stillet. Den her enhed skal vi fortsætte med, og vi skal fortsætte med i højere grad at dele landene imellem, lyder det håbefuldt.

Støtter præsidenten

Argentinas Kommunistiske Parti støtter Argentinas præsident siden 2007, Cristina Fernández de Kirchner, og den politiske udvikling, som hun og hendes Frente para la Victoria har udstukket - også kaldet "el modelo popular" - den folkelige model. Det er en langt mere social kurs, end den ultraliberalisme, som regeringen i 90'erne påtvang landet, og som endte i, at landet gik bankerot.

Men der er også områder, hvor Sebastían Graf og de argentinske kommunister er utilfredse.

- Den antiterror-lovgivning, som regeringen har fået igennem, er vi meget imod. Men som det ser ud nu, fortsætter vi med at støtte hende og regeringen, for gør man det op, så er der langt mere godt end skidt i regeringens kurs, lyder forklaringen.

Både undervisningen og musikken handler for Sebastían Graf om at give budskaber videre, og det kan have et enormt potentiale. 

- Man kan sammenligne det at undervise med livet som musiker. Når jeg står foran en klasse med unge, så er det ligesom at stå på en scene. Det er det samme. 

Musikken og den kraft, der er indlejret i den, giver Sebastían Graf blandt andet videre i de marginaliserede boligkvarterer i hjembyen Villa Constitución. Her er han involveret i det, han kalder "folkelig undervisning", hvor han og en gruppe frivillige laver gratis workshops og kurser for dem, der ikke har råd til undervisning.

- Gennem de kulturelle og sociale workshops kan de få en større indsigt, og vi kan forhåbentligt hjælpe dem til at søge en højere livskvalitet. Jeg ønsker mig en verden med meget mere musik og kunst, lyder det positive budskab. 

For Sebastían Graf er der ingen grænser - hverken når det kommer til at krydse landegrænser, at blande musikalske genrer eller for solidariteten mellem mennesker.

- Jeg kan rejse til Vietnam, Rusland eller Japan, og selvom vi ikke kan forstå hinanden, så kan vi alligevel - igennem musikken. På den måde er musikken et universelt sprog, og med musikken kan man nedbryde grænser og skabe forståelse, lyder det sidste budskab.