Det er altid positivt, når en fremtrædende økonom skyder de neoliberale dogmer og myter om "den nødvendige økonomiske politik" ned.

Det er utvivlsomt bogens største fortjeneste, at den tager fat i nogle af de mest sejlivede neoliberale myter, som vi får tudet ørerne fulde med.

Og det gør den amerikanske økonom Warren Mosler i sin debatbog fra 2010, "Seven deadly innocent frauds of economic policy", der nu er udkommet på dansk med titlen "De syv dræbende naive bedrag i økonomisk politik".

Det er utvivlsomt bogens største fortjeneste, at den tager fat i nogle af de mest sejlivede neoliberale myter, som vi får tudet ørerne fulde med - også herhjemme, fordi de er selve grundlaget for EU's økonomiske politik. Mosler forklarer grundigt, ud fra en klassisk keynesiansk synsvinkel, at der ikke er noget hold i disse myter.

Statskassen som buffer

Blot for at nævne den kendteste og mest skæbnesvangre af disse myter: nemlig at en nationalstat ikke kan køre med større underskud på sit statsbudget år efter år, men at staten tværtimod fungerer som en privat husholdning, der ikke kan bruge flere penge, end den får ind i skatter. Mosler dokumenterer, hvor forkert og farlig et sådan dogme er. Statskassens opgave er tværtimod at være "buffer" i økonomien og kompensere for de udsving, som der er i den private sektor. Under en lavkonjunktur skal staten således pumpe forbrug og beskæftigelse ind i økonomien, og det sker blandt andet ved at øge det offentlige forbrug.

Mosler ser den offentlige sektor som hele økonomiens drivhjul, der bestemmer, under hvilke betingelser den private sektor skal fungere, og som kan skrue op og ned for skatter og for offentligt forbrug, for at sikre at der er balance i økonomien.

Mosler forklarer i detaljer – og fra forskellige vinkler – hvorfor en sådan politik hverken er uholdbar eller farlig. En nationalstat, der har monopol på at trykke sin egen valuta, kan per definition ikke gå fallit, for den kan altid trykke flere penge.

Hudfletter EU's fælles mønt

Dermed er vi ovre i en anden af bogens forcer: nemlig en meget klar gennemgang af EU's fælles mønt, og en præcis redegørelse for, hvorfor europrojektet er dømt til at slå fejl og forårsage enorm skade på en række af de lande, som er med i euroen (Grækenland, Portugal, Spanien, blandt andre).

Det sker, fordi disse lande har opgivet deres egen valuta, og dermed det afgørende instrument til at kunne føre økonomisk politik, ligesom disse lande nu faktisk KAN gå fallit, fordi de ikke kan trykke flere penge.

På linje med andre keynsianske økonomer, som danske Jesper Jespersen, slår Mosler fast, at euroen alene kan reddes, hvis der etableres en finans- og skatteunion, der modsvarer den fælles mønt.

Mosler hudfletter en række andre neoliberale dogmer. Det skal dog siges, at bogen er svær at læse og forstå. Det tager lang tid at komme ind til kernen af, hvad Mosler mener. Og nogle steder er den indforstået i forhold til specifikke amerikanske forhold.

Politikeren Mosler

I bogen er der ligeledes et afsnit, hvor Warren Mosler opstiller en række konkrete forslag til, hvordan der kan sættes gang i den amerikanske økonomi igen. Forslagene stammer fra 2010, da Mosler opstillede til senatsvalg i delstaten Connecticut som uafhængig kandidat.

Det forfriskende ved disse forslag er, at de fuldstændig bryder med traditionel politik, og kan være en øjenåbner for, at økonomisk politik er et valg og ikke en facitliste. Det er for eksempel kravet om at fjerne al skat på løn eller at lade staten overtage alle arbejdsmarkedets indbetalinger til sundhedsforsikringer. Ved på den måde at pumpe penge ud til de laveste indkomstgrupper, kan man stoppe bølgen af tvangsauktioner.

Et andet forslag fra Mosler er, at der ryddes op i det betændte boligmarked, så folk kan blive boende i deres huse. Staten skal overtage husene og gælden i en midlertidig periode. Ligeledes ønsker han, at den amerikanske nationalbank pumper "fri" kredit ud til alle sine medlemsbanker uden krav om sikkerhedsstillelse. Formålet er, at erhvervsliv og private får likviditet til at sætte "gang i hjulene". Til gengæld kræver han skarp kontrol med bankernes virke.

Endelig foreslår Mosler, at der umiddelbart skabes samfundstjenestejobs til "alle, der vil arbejde", til otte dollars i timen. Dette skal gøre langtidsarbejdsløse arbejdsmarkedsparate, så de bliver i stand til at overgå til den private sektor, efterhånden som det økonomiske opsving kommer i gang.

Teoretikeren Mosler

Der er to elementer i bogen, som jeg til gengæld ikke finder særlig relevant eller givende.

Det ene er et længere kapitel , hvor Mosler fortæller, i anekdotisk stil, om sin egen karriere i den amerikanske bankverden og senere som en fremtrædende finansmanager og –spekulant.

Det andet er Moslers bidrag til den økonomiske teori. Mosler er en af de ledende økonomer indenfor den nye retning, som kaldes "moderne monetær teori", en retning, der er vokset frem gennem de sidste 20 år, som en udløber af Keynes teoretiske fundament.

Her må jeg blankt erkende, at jeg ikke kan se, at Mosler bidrager til større indsigt og klarsyn , hvad angår kapitalismens funktionsmåde, og åbenlyse problemer.

Warren Mosler er på ingen måde revolutionær. Han er tværtimod en varm tilhænger af kapitalismen. Men til forskel fra mange andre keyensianske økonomer, som også er systembevarende, er Moslers bog total renset for klassemodsætninger og klassekamp af enhver art. Han har slet ikke øje for, at kapitalen, uden nogen hensyn til samfundets behov, sætter sine egne profitinteresser og behov for kapitalakkumulation over alt andet, og dikterer en politik, der varetager disse klasseinteresser.

Ideal drømmeverden

Mosler lever i en slags "ideal drømmeverden". Det er for mig at se den helt store svaghed ved Moslers bog. Han ser simpelthen den kapitalistiske økonomi som en vaskemaskine, hvor de ledende neoliberale politikere og økonomer desværre bare ikke har fundet ud af, hvordan man betjener knapperne.

Derfor kan Mosler også i fuld alvor erklære, at man kan afskaffe arbejdsløsheden i USA over en weekend, ved at gøre brug af hans politiske forslag. Mosler tager simpelthen udgangspunkt i, at alle er interesseret i at afskaffe arbejdsløsheden, også kapitalen. Men kapitalisterne har jo netop brugt arbejdsløsheden som et effektivt middel til at presse lønnen i bund, og etablere en systematisk løndumping, ligesom de bevidst har brugt afmonteringen af den offentlige velfærd til det samme formål. Det giver ikke nogen mening, at tage udgangspunkt i den tese, at vi alle sammen vil hinanden det bedste. Det er for naivt.

Også andre steder hopper kæden af. For eksempel mener Mosler, at USA´s enorme handelsunderskud overfor Kina og Japan er fuldstændig uproblematisk og tværtimod en kæmpe fordel, for det har givet amerikanerne større levestandard og masser af billige forbrugsvarer. At der er nedlagt mange millioner industrijobs i USA, fordi også den amerikanske industri i stor stil er draget til de asiatiske lande, er angiveligt heller ikke noget problem. Staten kan bare etablere nye jobs i den offentlige sektor som erstatning for industrien, mener Mosler.

Alt i alt synes jeg, at Warren Moslers bog først og fremmest er interessant, fordi den kan sparke gang i en meget nødvendig ideologisk debat om, hvordan vi gør os fri af økonomiske kriser, finanskriser, arbejdsløshed og fattigdom. Kan kapitalismen gøres human og krisefri, blot ved at indsætte nye politikere og en ny økonomisk politik ? Eller kræver det et opgør med selve kapitalismen?

Det er et spørgsmål, som det bliver stadig mere påtrængende at få afklaret for den progressive bevægelse. Hvis bogen kan være med til at sparke gang i denne afklaringsproces, har den gjort det godt.