De fleste af verdens magthavere, også den danske regering, fastholder hårdnakket at Israel er et demokrati. Det gør de for at legitimere deres støtte til den zionistiske besættelsesmagt.
Et flertal af de jødiske israelere mener, at deportation af landets halvanden million palæstinensere er legitim at hensyn til zionismens strategi.
Argumentet er at den zionistiske stat har et parlament, Knesset, som alle landets borgere, jøder såvel som palæstinensere, kan stemme til!
Terror og diskrimination
I sin bog ”Goliath: Life and Loathing in Greater Israel” sætter den amerikanske journalist Max Blumenthal det israelske ’demokrati’ til debat. Han foretager en politisk rejse gennem Israel - med enkelte afstikkere til de besatte palæstinensiske områder - og interviewer politikere, studerende, journalister og unge. Han refererer meningsmålinger og statistikker.
Der tegnes et billede af et israelsk regime der anvender terror og diskriminerende love i forhold til Israels ikke-jødiske befolkning, ikke kun palæstinenserne, men også afrikanske asylansøgere. Hvor jødiske medlemmer af Knesset overfalder palæstinensiske medlemmer af Knesset. Hvor der stilles krav om at palæstinensere skal erklære troskab over for den jødiske stat der undertrykker dem (”No loyalty - No citizenship”). Hvor Holocaust rutinemæssigt udnyttes til at fremme zionismens nationalistiske mål.
Meningsmålinger viser at et flertal af de jødiske israelere mener, at deportation af landets halvanden million palæstinensere er legitim at hensyn til zionismens strategi: oprettelsen af et nationalt hjem for alverdens jøder.
Bogen er på næsten 500 sider, men inddelt i mange korte afsnit så man selv kan vælge enkelte afsnit ud. Dertil kommer et omfattende noteapparat, der kan hjælpe læseren til nyttige informationer.
Det særlige og det interessante ved denne bog er at dens forfatter er ude på gaderne til "fredsdemonstrationer" i israelske byer; inde i det israelske parlament, når fascistiske love vedtages; ude i flygtningelejrene og landsbyerne, når palæstinenserne angribes af bevæbnede bosættere; med i Gaza, da Israel gennemfører sin massakre; med på Vestbredden når der demonstreres imod Apartheidmuren.
Han mødes med israelske jøder, der støtter den internationale boykot Israel-bevægelse BDS (Boycott, Divestment and Sanctions) og derfor indkaldes til forhør hos det israelske efterretningsvæsen; er på cafe med den verdensberømte "venstrezionististe" forfatter David Grosmann, der støttede Israels massakre i Gaza 2008/2009!
Voldsom zionistisk kritik
Bogen har - ikke overraskende - fremkaldt voldsom kritik fra zionistiske kredse, der kalder den for ”The Hate Israel Handbook”. Bogen er ikke et kampskrift for et frit Palæstina. Den er uklar i sin holdning til "det israelske demokrati".
Men gennem bogens hverdagsbeskrivelser af den israelske statsterror og diskrimination opbygger den et billede af staten Israel som en brutal apartheidstat, der dermed står direkte i modsætning til demokrati.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278