Ian Curtis og Joy Division er noget særligt i en ellers ofte kommerciel og overfladisk musikverden. Ikke mindst fordi Curtis blotlagde sine følelser og traumer, så det synes som om han henvendte sig direkte til lytteren.

Joy Division lød som de gjorde, fordi de fire unge mænd fra Manchester voksede op i en by og et land, der var præget af økonomisk afmatning, inflation, politiske spændinger og strejker.

Som en anden til tider melankolsk musiker, Robert Smith fra The Cure, er citeret for at sige: "Jeg kan huske første gang jeg hørte Closer (Joy Divisions sidste album). Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg kunne skrive noget så stærkt. Jeg troede at jeg måtte tage mit eget liv for at lave en overbevisende plade".

Indre spændinger

Joy Division lød som de gjorde, fordi de fire unge mænd fra Manchester voksede op i en by og et land, der var præget af økonomisk afmatning, inflation, politiske spændinger og strejker.

Men forsanger Ian Curtis led også under indre spændinger. Han havde epilepsi i en tid hvor synet på sygdommen og behandlingsmulighederne var mildest talt mangelfulde, og han var måske maniodepressiv og led af humorsvingninger.

Der synes at have været mindst tre versioner af Ian Curtis: Ægtemanden og faderen, hvis job det var at skaffe arbejde til mennesker med handikap. "En af gutterne", der sloges, lavede fis med de andre bands, drak og jagtede groupies. Og æstetikeren, der læste Dostojevskij, Hesse og Ballard, og talte om litteratur og digte med konen Debbie og kæresten Annik.

Ifølge Joy Divisions bassist Peter Hook var der simpelthen for mange personer inden i  Curtis. "Jeg tror ikke, han selv vidste, hvem den rigtige Ian var", skrev han i sin biografi om tiden i Joy Division.

Myten og manden

En dyster mytologi omgærder Joy Division og Ian Curtis, der ofte beskrives som en plaget og lidt endimensionel æstetiker. Måske fordi bandet sjældent gav interviews, fordi pladecoverne ikke havde billeder eller informationer om bandet, eller fordi de fleste kendte billeder og filmklip er i sort/hvid.

"Han har ry for at være en depressiv og sky romantisk helt, fordi jeg kun publicerede de billeder, hvor Ian så depressiv ud", som bandets mest brugte fotograf Kevin Cummins har udtalt.

Ifølge bandet, hans venner, og hans mor og søster, var Ian nu ellers sjov at være sammen med, men også tilbøjelig til at skjule hvor skidt han havde det, og ændre væremåde alt efter hvem han var sammen med.

Selvmordssange

Men uanset hvor god Curtis var til at få sine omgivelser til at tro, at han havde det nogenlunde okay, var der alligevel mange tegn på at det ikke var tilfældet.

Hans epilepsi blev værre og værre, både når han optrådte med Joy Division og derhjemme. Medicinen, som han tog, havde utallige ubehagelige bivirkninger, og hans kone havde krævet en skilsmisse på grund af hans påståede utroskab med kæresten Annik.

Curtis havde allerede forsøgt at begå selvmord en gang. Han havde fortalt sin kone, at han ønskede at dø ung, og at han kun havde ønsket at lave en single og en LP. Og i et brev til kæresten Annik havde han skrevet, at en stor del af ansvaret for bandet hang på hans skuldre, og at det "var blevet for meget".

Hans tekster, der alle dage havde handlet om ondskab, livspres, krise og fiasko, begyndte efterhånden at lyde som deciderede selvmordsbreve.

"Watching the reel as it comes to a close". "Look beyond the day at hand, there’s nothing there at all". Og "hangman looks round as he waits, chord stretches tight then it breaks" sang han blandt andet på nogle af de sidste sange, bandet skrev som Joy Division.

Selvmord før USA-turné

Ian Curtis endte da også med at tage sit eget liv, blot 23 år gammel, en tidlig morgen den 18. maj 1980, samme dag som bandet skulle have rejst til USA for at indlede en turné.

På hans pladespiller lå "The Idiot" med Iggy Pop, der blandt andet synger "well the day begins, you don’t want to live, 'cause you can't believe in the one you're with". Og han havde set Werner Herzogs film Stroszek aftenen forinden, der handler om en musiker, der begår selvmord, efter at have flyttet til USA og blevet forrådt af sin kæreste.

På en hylde var et brev til hans kone, hvor han fortalte hende, at han ville flytte sammen med hende og have et normalt familieliv, når han vendte hjem fra USA.

Folk i hans omgangskreds havde forskelige udlægninger af hans motiv og sindstilstand. Nogle mente, at han glædede sig til at komme på turne i USA, andre at han hellere ville dø end at tage med. Ifølge hans søster Carole, er en del af forklaringen dog nok, at hendes bror var god til at skjule sine følelser for andre, fordi han ikke ville gøre nogen ked af det.

"Men jeg troede aldrig på, at han ville nå at opleve sin 30-års fødselsdag", siger Carole Curtis.

Den sidste ægte fortælling

Joy Division solgte i hundredetusindevis af plader, uden at deres pladeselskab Factory Records brugte reklamer eller havde marketing-budgetter. Begge deres LP'er fik topkarakterer i førende britiske musikblade som NME, og Closer endte på sjette-pladsen på den britiske LP-hitliste.

Samtidigt måtte bandet fortsætte med deres almindelige arbejde i årevis, mens de spillede et utal af koncerter. Og da de endelig sagde deres jobs op, måtte de klare sig for et par tusind kroner om måneden, for pengene fra Joy Division begyndte først at strømme ind, efter at Curtis var død.

Ifølge Peter Saville, der designede Joy Divisions pladecovers og alt andet, der havde med bandet og Factory Records at gøre, er historien om Ian Curtis således "den sidste ægte fortælling i en popkultur der er domineret af store firmaer".

En fortælling, der har inspireret alt fra George Michael til The Cure og Interpol. Og en fortælling som fortsatte, da de tre tilbageværende medlemmer dannede et af firserne og halvfemsernes mest indflydelsesrige bands, New Order.

Drømmen fortsætter

Døde helte laver ikke dårlige plader og bliver aldrig gamle. De lader os spejle vores frygt, håb og drømme i dem, som en musikalsk version af Oscar Wildes Dorian Gray. De ser ind i afgrunden og beskriver, hvad de ser, for os.

Ian Curtis sagde engang, at man "enten må blive udenfor systemet, eller blive en del af det for at forsøge at ændre det fuldstændigt".

Men måske var en del af problemet, at han bare aldrig var blevet enig med sig selv, om han skulle gøre det ene eller det andet.

Men som han skrev i en note til sig selv, som hans kone fandt efter hans død:

"Virkeligheden et kun et begreb, baseret på værdier og slidte principper, hvorimod drømmen fortsætter for evigt".