15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Næstved Bibliotek lukker skranken

Næstved Bibliotek lukker skranken

Næstveds kommunale økonomi er nu så hårdt presset, at Hovedbibliotekets bemandede skranke er lukket. I stedet skal der bestilles tid til løsning af opgaver i Borgerservice. Udviklingen bekymrer Danmarks Biblioteksforening og Bibliotekarforbundets medlemmer.

Fra den 4. maj i år var det slut med den åbne skranke på Næstved Hovedbibliotek. Fremover skal borgerne bestille tid til vejledning, hvis den skønnes at vare mere end fem minutter. Det gælder borgerserviceopgaver som pas, kørekort og boligsikring, samt hjælp til litteratursøgning.

Hvis medarbejderen vurderer, at opgaven vil tage længere tid at løse eller mangler den fornødne kompetence, bliver der bestilt en tid til borgeren.

– Vi indfører tidsbestilling på hovedbiblioteket, fordi vi efterhånden er så hårdt presset økonomisk, så vi prioriterer en masse service med udadrettede opgavers om arrangementer, udstillinger, læring og aktitiviteter med borgerne frem for en bemandet skranke, forklarer Michael Olsen, souschef i Næstved Bibliotek og Borgerservice, om baggrunden for den nye ordning.

I stedet for en bemandet skranke indføres en "kvikskranke", hvor biblioteksassistenter kan hjælpe folk med enkle opgaver, der ikke tager over fem minutter. Hvis medarbejderen vurderer, at opgaven vil tage længere tid at løse eller mangler den fornødne kompetence, bliver der bestilt en tid til borgeren.

Bibliotekarer bestyrtede

Næstved kommunes begrænsning af hjælp til litteratursøgning og borgerservice har vakt bestyrtelse, ikke mindst blandt bibliotekarer landet over. "Hvorfor lukker man ikke bare biblioteket?", lyder en af mange stærkt kritiske kommentarerne i Perspektiv, der er Bibliotekarforbundets fagmagasin. En anden gør opmærksom på, at den nye ordning især vil ramme de af kommunens ældre, der efter en lang rejse til Næstved Hovedbibliotek blot får at vide, at de kan få en tid dagen efter.

Samtidig har Næstved kommune gjort det til en forudsætning, at borgere der henvender sig til filialbibliotekerne i Fensmark, Glumsø og Fuglebjerg har adgang til og kan anvende NemID. Også denne begrænsning vil ramme kommunens ældre.

Arbejderen har derfor i en mail den 19. juni sendt en række spørgsmål til formanden for Næstved Kommunes Kulturudvalg, socialdemokraten LInda Frederiksen: "Hvilke tanker har kulturudvalget gjort sig i forbindelse med de problemer, som især ældre medborgere uden kendskab til NemID kan få på grund af de nye regler?"

Ved redaktionens deadline mandag havde vi stadig intet svar modtaget.

Bekymring i branchen

Næstved og andre kommuners nedskæring i servicebegrebet har ført til en livlig debat i branchens organisationer. På et møde den 18. juni diskuterede Bibliotekarforbundets Hovedbestyrelse de forandringer, der ruller ind over bibliotekerne. Der var på mødet bred enighed om, at forandringerne rykker på bibliotekernes værdimæssige fundament.

– Dewt er bekymrende, at man sniger et paradigmeskifte ind i bibliotekerne, der går ud på, at vi ikke længere skal behandle hinanden lige, sagde HB-medlem John Holmgaaard Knudsen Larsen på mødet.

Der var bred enighed om, at nedskæringerne tager udgangspunkt i en forvaltningstankegang, og at ledelsen alt for ofte prioriterer borgerserviceopgaver fremfor biblioteksbetjening. Det kalder på en skarpere adskillelse mellem de to forskellige arbejdsområder.

– Vi har nu gennem en årrække prøvet kræfter med borgerservice i bibliotelerne, og erfaringerne er, at der er brug for skarpere snitflader. Bibliotekarer skal ikke lave myndighedsopgaver, sagde medlem af Forretningsudvalget Pia Olsson.

Brancheorganisationen Danmarks Biblioteksforening følger udviklingen med bekymring.

– Det er med skepsis jeg ser en model, hvor man skal bestille tid for at få personlig betjening, skriver foreningens direktør Michel Steen-Hansen til Arbejderen. Han kender ikke modellen i detaljen, men vil afvente den nærmere udvikling.

– Men grundlæggende er det vigtigt, at man tænker biblioteket som et åbent sted med direkte adgang til personalet, specielt for de mange, der har hjælp behov. Så kan der være situationer, hvor man må stå i kø, men det kender vi jo også fra andre serviceerhverv, slutter direktør Michel Steen-Hansen.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jun. 2015 - 13:54   03. jul. 2015 - 12:47

Kulturpolitik

gp@arbejderen.dk