Nick Bruun ser tilfreds ud. Skuespilshusets billetluge oplyser, at Mutter Courage alligevel gennemføres i dag, men med afstand. Kun en teatergæst på hvert andet sæde. Nick Bruun har set frem til at anmelde Mutter Courage, måske det mest kendte teaterstykke af hans yndlingsdramatiker Brecht. Han har anmeldt teater for Arbejderen i 25 år, og det skal fejres med Mutter Courage og et jubilæumsinterview.

Som anmelder må man vise ydmyghed. Vi snakker ikke om sandheder. Det vil medføre, at en anmeldelse bliver røvkedelig.

Her lørdag den 7. marts er mange teatre og koncertsteder er begyndt at aflyse. Rygterne går om faren for coronasmitte.

Tynde striber af forårssol kommer ind gennem Skuespilhusets store glasfacade. De spejler sig og blinker svagt i havnen ud for Holmen i København.

Vild med revy og politisk teater

Caféen her bag glasfacaden er det perfekte sted for dette interview. Nick Bruun kender området. På modsat side af havnen ligger Holmen, hvor flåden har holdt til i århundreder. Ved siden af ligger det forhenværende skibsværft B&W, hvor Nick Bruun som tømrerlærling var med til at bygge de store haller om til kontorer.

Længere til højre ligger Den danske Scenekunstskole. Mod nord ligger Operahuset, og denne dag er der også et gråt krigsskib i havnen. Et eller andet sted ligger coronavirussen på lur. Lidt uhåndgribeligt.

– Jeg elsker teater, og dét vil jeg gerne dele ud af, kommer det fra Nick Bruun. En væsentlig grund til, at han har anmeldt teater for Arbejderen igennem 25 år. Avisens læsere har haft glæde af mange anmeldelser. Han har ikke rigtigt tal på dem.

– Jeg er fuldstændig vild med Cirkusrevyen og Ulf Pilgaard. Revy i det hele taget. Det er så underholdende, smiler Nick Bruun, der også er vild med tyske Brecht og italienske Dario Fo, som begge lavede politisk teater. Så vild, at han skrev speciale om dem begge under sin teateruddannelse. Det skal vi høre mere om senere.

Altid lønarbejde ved siden af

Når valget som anmelder faldt på Arbejderen for 25 år siden, skyldtes det flere ting, forklarer Nick Bruun.

– Jeg er optaget af samfundet, og hvordan kan man lave det om til det bedre? Og kan man bruge teatret til det?

Set i det lys er han glad for både at have en uddannelse i teatervidenskab samtidig med at have haft lønarbejde ved siden af og prøvet alverdens ting, siden han prøvede kræfter med Brecht for første gang, mens han var på efterskole i firserne.

Mens han var i lære som tømrer, lavede han busture til Tyrkiet for beboerne i sin boligforening sammen med Sven-Erik Simonsen (i dag formand for Dansk-Cubansk Forening). Nick havde lige fået buskørekort som 18-årig, det kunne man godt dengang i firserne – og så var det ellers om at komme ud i verden.

Ud i verden

Han tog på Tvind, blev lastbilchauffør for Ulandshjælp fra Folk til Folk (UFF). En tid var han postarbejder. Siden tog han lærereksamen fra Det Nødvendige Seminarium, blev hjælpelærer på Juelsminde Efterskole og instruerede teater.

Jeg er optaget af samfundet, og hvordan kan man lave det om til det bedre? Og kan man bruge teatret til det?

– Jeg synes, det kvalificerer mig som anmelder, at jeg har lavet noget andet ved siden af. Det er vigtigt for mig at komme uden om indspisthed, siger Nick Bruun, der igennem 20 år har arbejdet med socialt udsatte, sindslidende, psykisk syge med behandlingsdomme, forsorgshjem for hjemløse og nu med unge på et rusmiddelcenter.

– Det har givet mig en indsigt i det land og det samfund, jeg bor i, siger Nick Bruun. Arbejdserfaringerne tager han med ind i sine teaterovervejelser.

>>LÆS OGSÅ: Når der er plads til skurke, kommer der skurke

Det unikke øjeblik på scenen

– Nogle synes, at det er åndssvagt at gå i teatret, men det handler om smag, mener anmelderen, der gerne vil få flere til at gå i teatret.

–Lige nu og her er vi i samme rum! Scenekunstnerne skaber en situation her og nu, siger Nick Bruun med begejstring om det øjeblik, hvor det skal lykkes på scenen, modsat en film, hvor man kan tage scenerne om.

Nu er disse "unikke øjeblikke" i teatrene ved at blive lukket ned for en periode. Vi bemærker, at der ankommer flere gæster her i Skuespilhuset. De lytter opmærksomt til personalets råd og anvisninger over højttaleren om at holde afstand. Udenfor går mange mennesker og nyder solen efter en meget grå vinter. Lige så grå som det krigsskib, der ligger i havnen.

– Jeg elsker teater, og dét vil jeg gerne dele ud af, kommer det fra Nick Bruun.

– Mutter Courage er et antikrigsstykke, siger Nick Bruun og nikker i retning af krigsskibet. Han fortæller om Mutter Courage, at hun har en kræmmersjæl. Hun er ikke en heltinde, slår han fast.

– Som anmelder må man spørge sig selv, hvorfor dét teaterstykke lige nu? Hvad er det alment menneskelige i stykket? siger teateranmelderen og stiller skarpt på det at anmelde:

– En anmeldelse skal ikke være en brugsanvisning, men må gerne være underholdende. Noget, der kan give viden om teatret, gøre det interessant og vedkommende.

>>LÆS OGSÅ: Krigen, kræmmeren, moralen og dens ofre

Som en fodboldkamp

– Min egen teateruddannelse skulle gerne medføre en objektiv vurdering, hvad angår lys, lyd og virkemidler. Jeg vil gerne give læserne et indblik i teatermaskineriet. Det er lidt med teatret som en fodboldkamp. Jeg elsker, når sportskommentatoren fortæller om tanken og mekanismerne bag spillet: "Nu skifter de spilsystem!"

Han kommer selv op i spiltempo nu. Ordene bliver nu driblet afsted fra Arbejderens anmelder gennem 25 år:

– Skuespilleriet er vigtigt for mig. Altså det håndværksmæssige. Hvordan spiller de rollerne? Deres timing? Virkemidlerne? Det er vigtigt at undgå indforståethed. Som anmelder skal man gøre sproget levende og formidle det, man ser, og ikke det man gerne ville have set!

Som anmelder må man spørge sig selv, hvorfor dét teaterstykke lige nu? Hvad er det alment menneskelige i stykket? 

– Men jeg overholder det ikke altid, griner Nick midt i at takle sig selv. Han griber fat igen, nu mere som en kommentator ved scenekanten:

– "Nu gør I stykket til noget helt andet!"

Så hopper han ud af spilsystemet og er tilbage i Skuespilhusets foyer igen. Fortæller, at han værdsætter disse ændringer i "spilsystemet". Netop dér kan overraskelsen ligge.

– Som anmelder må man vise ydmyghed. Vi snakker ikke om sandheder. Det vil medføre, at en anmeldelse bliver røvkedelig. Jeg opfatter mig ikke som en fejlfinder. Jeg er optaget af, om det virker. Hvad kan det? Det skylder man dem, der har lagt et arbejde i det.

Interessen for teatrets håndværk stiger

Inden han begyndte på sin teateruddannelse i 1995, var han selv aktiv som skuespiller i teater Grimassen i Aarhus. I 1993 var han i Mozambique som seminarielærer og instruerede stykket "Moderen" af Brecht. Herefter stiger hans interesse for selve dramaturgien, for håndværket. Hvordan spiller det sammen? Hvordan virker en tekst? Hvordan kan den beskæres?

I 1994 er Nick Bruun tilbage i Danmark og bliver teateranmelder på Arbejderen. Det var daværende redaktør Lotte Rørtoft-Madsen, der gav ham tips til at skrive anmeldelser og kritik.

Samtidig går han til sang og undervisning i skuespil for at søge ind på Statens Teaterskole. Han bliver ikke optaget, men finder på noget andet med teater.

– Teatervidenskab. Aha! Dét er lige mig, siger Nick Bruun og sætter sig til rette med en ny kop kaffe, mens solnedgangen kaster et lyserødt skær på himlen over Holmen.

Dramatikerne og samfundet

Det bliver til fem spændende år med teatervidenskab som hovedfag samt film og medie som bifag. Hans fokus er hele tiden, hvordan dramatikerne skildrer samfundet og den tid, deres stykker udspiller sig i. Så teaterhistorie er også en vigtig del af uddannelsen.

Teatret er lidt som med en fodboldkamp. Jeg elsker, når sportskommentatoren fortæller om tanken og mekanismerne bag spillet.

Da han skriver sit afsluttende speciale, vælger han teaterteoretikere som Bertolt Brecht, Dario Fo og John Gay og som den fjerde Wole Soyinka fra Nigeria. Alle fire har de beskæftiget sig med Mackie Messer (Mack med kniven) – en røverfigur, stjålet fra John Gays "Beggars Opera", "Tiggeroperaen", som hos Brecht kom til at hedde "Dreigroschenoper" ( på dansk "Laser og Pjalter" ).

>>LÆS OGSÅ: Dario Fo-Fo-Fo-rmidable

De fire dramatikere arbejder i hver sin tid med teaterudvikling, nemlig 1920'ernes Tyskland, 1700-tallets til England, 1970'ernes Italien og Nigeria.

Teater kan bryde vægge ned

Dansk teater har ændret sig meget i de 25 år, Nick Bruun har anmeldt teater, og Brechts ideer har vundet frem.

– Alle teaterstykker har Brecht med i bagagen, mener teateranmelderen og giver eksempler på, hvordan skuespillere bryder den fjerde væg, altså den usynlige væg mellem scene og publikum. Ofte henvender skuespillerne sig direkte til publikum, klæder om til en anden rolle midt på scenen, hele tiden for at få publikum til at huske, at det er teater, at det ikke kun er dem på scenen, der kan handle og reagere.

– Brecht gør op med det naturalistiske teater, hvor man bliver trukket ind i et univers, en situation. I stedet dyrker han det episke teater og siger til publikum: Nu skal I høre, nu vil jeg fortælle. Hvordan mon hovedpersonerne løser denne konflikt?

Skuespilhusets signal lyder. Nu skal vi ind at se, hvordan Det Kongelige Teater med Karen-Lise Mynster i hovedrollen som Mutter Courage har arbejdet med Brechts ideer.

For Nick Bruun er det at anmelde en social begivenhed. Han vil gerne høre, hvad ledsageren mener om teaterstykket. Ofte anmelder han sammen med sin bror eller søn. Vi dykker ind i Skuespilhusets mørke parate til at lytte og se, hvordan Mutter Courage kan bryde den fjerde væg.