Flamenco og Anne Frank Dagbog? Umiddelbart skulle man ikke tro, at de danse, som nordafrikanske sigøjnere bragte med sig, da de kom til Andalusien i det sydlige Spanien har noget til fælles med en ung, jødisk kvindes tanker om livet på et mørkt loft under Anden Verdenskrig og hendes tragiske endeligt i nazisternes koncentrationslejr.
Flamencos er en samlebetegnelse for en række, ofte religiøse, sange og danse, der afspejler forskellige følelser, lige fra den dybeste fortvivlelse over ensomhed (soleares) til glæde (alegrías) og styrke (bulerias). Andre danse blander flamenco-traditionen med lokal folklore som fandango og sevillanas.
Den canariskfødte danser Maria Juncal, der regnes som en af genrens mest spektakulære aktører, har siden sin første optræden i 2001 skabt en række fortællinger i dans og musik med udgangspunkt i flamencoens vibrerende univers. Hun er lige nu aktuel på Republique med "Anna Frank", der er en hyldest til livet, modet og kærligheden med udgangspunkt i hendes efterladte dagbog.
Maria Juncals "Anne Frank" er gennemsyret af en ung kvindes lidenskabelige higen efter livet. Den afspejler sig ikke blot gennem den sydspanske flamenco, men i lige så høj grad gennem den jødiske kletzmer-musiktradition. Flamencoens smægtende og aggressive guitarer blander sig med den på én gang spillevende og klagende violin, klarinettens sørgmuntre længsel efter liv og kærlighed og hælens hårde stamp i trægulvet.
Forestillingens "cante jondo"-sanger sætter scenen op. Stemmen beretter om et liv, der aldrig vil blive fuldbyrdet: "Kvinden som ikke var, kærligheden som ikke elskede, min barnemave, som ikke skal føde. Historien om et liv som ikke vil blive levet, den bebudede omfavnelse fra en fader som ikke følte...".
Det er stor kunst, rørende i sin enkle scenografi - en skærm, der foldes ind og ud, en damekjole med et sort sjal, en herrefrakke med jødestjerne, syv vildt kompetente musikere. Sammen med lynende, brutale, ømme trin fra en danser, der ubesværet skræver over modsætningerne, bliver "Anne Frank" til en uforglemmelig forestilling om lidelse og håb.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278