Jeg blev født i 1946, Israel i 1948. Min far, som var medlem af den danske modstandsbevægelse under krigen, var i min barndom en varm Israel-ven, lige som hans anden hustru, der var en af de danskere med jødisk blod i årene, der måtte flygte til Sverige.

Jeg voksede op i Herbert Tingstens Sverige og i Herbert Pundiks Danmark med billedet af Israel som et hjem for de forfulgte og historierne om de israelske kibbutzer, der fik ørkenen til at blomstre. 

Jeg voksede op i Herbert Tingstens Sverige og i Herbert Pundiks Danmark med billedet af Israel som et hjem for de forfulgte og historierne om de israelske kibbutzer, der fik ørkenen til at blomstre. Jeg stod på Israels side i krigen mod Egypten i 1956 og så det som en Davids kamp mod Goliath.

Og jeg husker tydeligt seksdags-krigen i 1967 og sejrrige Moshe Dayan med sin sorte klap for øjet, Golda Meïr, der blev kvindelig premierminister i 1969, og Abba Eban med sin veluddannede engelske accent. Ja, jeg er vokset op med billedet af Israel som et i bund og grund europæisk land og som "Mellemøstens eneste demokrati".

Et eller andet tidspunkt omkring 1970, da de palæstinensiske flygtninge blev fordrevet fra Jordan og flygtede til Libanon, og Leila Khaled begyndte de palæstinensiske kapringer af passagerfly, begyndte billedet at krakelere.

Var historien om Israels fødsel ikke også historien om mordet på Folke Bernadotte af Stern-ligaen under ledelse af den kommende israelske premierminister Yitzak Shamir? Var Palæstina virkelig "et land uden folk", som ventede på "et folk uden land"? Hvorfor havde jeg aldrig hørt om al-Nakba katastrofen, hvor 700.000 palæstinensere - 85 procent af den arabiske befolkning - blev fordrevet af israelske terrorgrupper, palæstinensiske byer blev lagt øde, og palæstinensisk ejendom blev eksproprieret?

Og selvfølgelig, ørkenen blomstrede, men skete det ikke med stjålet palæstinensisk vand? Og var Israel virkeligt et demokrati, når statsborgerskabet var baseret på religion og landets arabiske befolkning blev diskrimineret?

Og min tvivl voksede, da israelske tropper eller israelsk-støttede militser massakrerede palæstinensiske flygtninge i Tel al-Zatar 1976 og i Sabra og Shatila i 1982, eller lagde Jenin øde i 2002.

Israelske agenter kidnappede Mordechai Vanunu i Italien i 1986, fordi han afslørede Israels hemmelige atomvåbenprogram.

Israel begyndte at torturere palæstinensiske fanger ved hjælp af "rystning".

Israel byggede "beskyttelsesmuren" på palæstinensisk område på trods af kritik fra den Internationale Domstol i Haag.

Den isralske hær dræbte fredsaktivisten Rachel Corries, da hun forsøgte at stoppe nedrivningen af palæstinensiske huse.

Og min skepsis voksede.

Og i løbet af alle disse år, på trods af "fredsprocesser" og forskellige israelske regeringer, amerikanske præsidenter eller FN-resolutioner, øgede de israelske bosættelser vejspærringerne, militærkontrollerne, gennemfartsvejene "kun for israelere" og antallet af bosættere på den besatte Vestbred og Israels kontrol over adgangen til vand, samtidig med at de områder, som palæstinenserne kontrollerede, skrumpede ind. Situationen for palæstinenserne blev forværret, og antallet af dræbte palæstinensere var tre gange større end antallet af dræbte israelere.

Jeg begyndte efterhånden at betragte Israels adfærd som en meget systematisk etnisk udrensning - det samme som soldater og politikere i det forhenværende Jugoslavien blev stillet for retten for ved den Internationale Domstol i Haag (som Israel i øvrigt aldrig har anerkendt).

Israels angreb på Gaza 2008 bestyrkede mig i denne opfattelse. Ved den lejlighed dræbte Israel 1200 palæstinensere ved blandt andet at beskyde FN-skoler, hvor civile havde søgt tilflugt, forhindre sygehuspersonalet i at komme de sårede til undsætning, bombe de sygehustelte, som Danmark havde sendt for at hjælpe de nødstedte, beskyde Røde Kors-transporter og dræbe de chauffører, som forsøgte at bringe mad ind til de sultende. Israel lod kampvogne skyde den Svenske Kirkes sundhedsklinik i småstykker og forhindrede verdens medier i at rapportere om forbrydelserne.

De, der kalder sig Israels venner, taler om Israels ret til selvforsvar, men de vil ikke tale om Israel som en besættelsesmagt og om de daglige ydmygelser, som israelske soldater udsætter palæstinensere for, hvor palæstinensiske kvinder tvinges til at føde ved vejspærringerne, og syge palæstinenere dør, fordi de bliver nægtet adgang til medicinsk hjælp.

Israels tilhængere fornægter de israelske krigsforbrydelser: brugen af hvid fosfor i tætbyggede områder og anvendelsen af civile palæstinensere som levende skjolde. De påstår i fuldt alvor, at de dræbte civilie palæstinensere, blandt dem børnene, alle er døde ved en slags fejltagelse, mens de samtidig antyder, at arabiske forældre ikke elsker deres børn lige så meget som os andre "civiliserede mennesker" gør, men i stedet bevidst skubber dem frem foran sig, når kuglerne hviner, og bomberne falder.

Israels nuværende angreb på Gaza er ifølge samstemmende rapporter om muligt endnu mere brutalt end angrebet i 2008. Atter massakreres civile palæstinensere, og endnu en gang øger Israel sin magt og sit territorium.

Mikael Wiehe, Malmö 30. juli 2014