Filmen "9. april" handler om en cykeldeling soldater ved den tyske grænse i Sønderjylland gennem et døgn i 1940.

Besættelsen blev i hvert fald bestyret venskabeligt og med allerstørste forståelse af det danske og det tyske udenrigsministerium. 

Filmen er et stykke hidtil upåagtet stykke danmarkshistorie, der handler om de danske soldater, der kæmpede mod den tyske overmagt ved grænsen i op mod fire en halv time, før beskeden om regeringens kapitulation nåede frem.

Filmen 9. april er egentlig o.k. men den rejser flere spørgsmål, end den besvarer. Blev danske soldater rent faktisk ofret i nyttesløse kampe den 8.-9. april, fordi regeringen på forhånd havde valgt at kapitulere og lægge sig fladt ned for Nazi-Tysklands militærstøvler?

Filmen indeholder en vigtig kritik. Hovedpersonen siger aftenen før 9. april, at soldaterne burde have at vide, hvad der er på færde, men ordren lyder på noget andet. Flere situationer i filmen viser, at hæren havde ren kadaverdisciplin. 

Cykler mod panservogne

Hvorfor kom der ingen besked om kapitulation til byerne i Sønderjylland? Havde fjenden kappet telefonledningerne? Var det virkelig ikke muligt med besked med ad andre veje?

Det var cykler mod panservogne. Det var rifler mod maskingeværer. Fuldstændig ulige kamp. Elleve danske soldater, tre grænsevagter og to piloter mistede livet. 

De civile i filmen bliver kun fremstillet som naive, sådan var det også ifølge beretningerne fra dengang, men der mangler noget civil modvægt i filmen. Fremstillingen af den danske befolkning som et rent selvglad hyggefolk holder ikke stik.

Lyden er mange steder for dårlig, meget tale er uforståeligt i vigtige øjeblikke, selvfølgelig undtaget skudepisoder.

Hyggelig besættelse

Det er som sagt meget tvivlsomt, om Danmark, som påstået, blev overrumplet den 9. april.

Det officielle Danmark tog slet ikke hensyn til advarsler fra blandt andet tyske officerer, som var mod Hitler. Heller ikke lige op til 9. april 1940.

Tyske soldater gik i Warnemünde ved Tysklands Østersøkyst om bord i den ordinære danske færge til Danmark og sejlede til Gedser, hvor de gik i land den 9. april – som andre turister. Derefter marcherede de mod København. De nåede helt til Vordingborg, før en tilfældig dansker syntes, at de marcherendes stålhjelme og uniformer så lidt fremmede ud, og slog alarm.

Meget tyder på, at der har været lavet underhåndsaftaler om den sælsomme besættelse, der også blev kaldt en "fredsbesættelse". Besættelsen blev i hvert fald bestyret venskabeligt og med allerstørste forståelse af det danske og det tyske udenrigsministerium. 

Næsegrus lamslået

Det officielle Danmark udstedte en forordning om at efterkomme kongens bud og holde ro og orden. Kongen valgte at opfordre til ro, selv om han og hans regering havde mulighed for at markere dansk modstand ved at rejse ud og oprette en eksilregering som blandt andet Belgien, Norge, Holland og Jugoslavien havde gjort det.

Nu kan man kun gisne om, hvorvidt det officielle Danmark havde planlagt at kapitulere med det samme, eller havde plan om at lade Tyskland overtage sikkerheden i Danmark. Sagt med andre ord, var regeringen så næsegrus lamslået over Tysklands styrke, at man gav op på forhånd. Eller havde regeringen på forhånd ladet Nazi-Tyskland forstå, at den i virkeligheden gerne ville have beskyttelse af Berlin?

Ja, spørgsmålende hvirvler stadig i vinden. 

Man kan nemlig ikke forstå filmen, hvis ikke dansk udenrigspolitik i de år bliver hevet frem og eksponeret. 

Indordne sig under Stortyskland

Danmarks daværende socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning slog jo åbent til lyd for, at Danmark skulle indordne sig under en storeuropæisk planøkonomi med Tyskland som centrum.

Det gjorde han den 8. marts 1941 – knap et år efter at landet var blevet besat – under et foredrag for københavnske studenter i Studenterforeningen.

Stauning sagde, at det ville være bedst, om man "roligt og villigt” tilpassede sig, fordi det er ”usundt og uklogt at vende sig imod en udvikling, som tid og forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af tidens politiske opgaver", sagde han.

Økonomisk tilpasning

En økonomisk tilpasning var ifølge Stauning nødvendig, men han håbede, at de besatte lande kunne opretholde deres forfatninger og dermed deres frihed. Staunings synspunkt skyldtes, at Tyskland i løbet af de første halvandet år af Anden Verdenskrig gik fra den ene sejr til den anden, hvilket fik tyske økonomer til at arbejde mere intensivt med planøkonomiske tiltag.

Allerede den 8. juli i 1940 ved en regeringsomdannelse kom erklæringen om Hitlertysklands uindskrænkede 'førerskab'. I erklæringen hedder det:

"Ved de store tyske sejre, som har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny ordning i politisk-økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt samarbejde med Stortyskland.'"

Opfordring til stikkeri

Stauning afgik ved døden den 3. maj 1942, men også hans socialdemokratiske efterfølger på statsministerposten, Vilhelm Buhl, var tilpasningens mand. Under en radiotale i september 1942 meddelte han, at regeringen med ”yderste strenghed” ville forfølge ”sabotage og anden forbrydelse mod den tyske værnemagt” og opfordrede befolkningen til at angive sabotører.

Men før krigen var Danmark heller ikke anti-tysk. Tvært imod.

Allerede syv år tidligere i 1935, da Hitlertyskland brød fredstraktaten fra Første Verdenskrig og indførte almindelig værnepligt, var den danske "radikale" udenrigsminister Peter Munch forstående overfor Berlin og stemte imod Folkeforbundets (nu FN's red.) fordømmelse.

Og den socialdemokratiske-radikale regering sagde ikke et pip, da vestmagterne med Storbritannien og Frankrig som de førende føjede Hitler og kvit og frit udleverede Tjekkoslovakiet til hans nåde og unåde i 1938. 

Forræderiet og invasionen imod Tjekkoslovakiet var det afgørende omdrejningspunkt og faktisk en bestilling af krigen. Gjorde det danske socialdemokrati sig ufrivilligt eller frivilligt til fødselshjælper for Hitler-nazisternes erobringskrig i Skandinavien?

Selv om, der var åbenlys krigsfare gik Danmark med statsminister Thorvald Stauning imod at skabe et nordisk forsvarsforbund.

Selv om, der var åbenlys krigsfare gik Danmark med statsminister Thorvald Stauning imod at skabe et nordisk forsvarsforbund. I stedet sagde han ja til en ikke-angrebspagt med Tyskland, selv om den tjente som kamuflage for Hitlers planer om krig. Det var derfor, de øvrige skandinaviske lande afviste Hitlers livsfarlige tilnærmelser.

Flere film

Tilbage står, at spillefilmsdebutanten Roni Ezra har postet 22 millioner i en film, der viser et brudstykke af begivenhederne den 8-9. april. Det gør han som sagt godt. 

Nu har vi altså fået en film om 9. april. Tidligere har vi fået film om de borgerligt demokratiske modstandsmænd Flammen og Citronen fra Holger Danske-gruppen. I 2012 fik publikum filmen Hvidsten Gruppen om nedkastningerne i Jylland af en upåagtet og stout gruppe danske patrioter.

Vi fik endda en anden oplevelse af danskere i krig i forrige århundrede, da Ole Bornedals mega-serie om 1864 tonede over fjernsynsskærmene i år – i øvrigt en anti-krigs-serie af høj klasse.

Nu mangler vi bare en spillefilm om kommunisternes modstandskamp 1940-45. Det er jo en kendsgerning, at kommunisterne var de mest slagkraftige i forhold til både sabotage gennem partisaner i BOPA-gruppen og det allertidligste modstandsarbejde. Kommunisterne var kendt for – gennem smidig alliancepolitik – at sammensvejse vidt forskellige politiske grupper til en enig folkefront. Dét kan ikke en gang den mest borgerlige historieskriver benægte.

Eller hvad med en film om, hvad der gik forud for kongens og regeringens kapitulation den 9. april 1940?

Vi venter spændt på begge film.