17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På jagt efter fortiden

På jagt efter fortiden

"Lost Memories" på Københavns Musikteater insisterer på, at mennesket kun kan udfolde sig i hukommelsens forklarende lys.

FOTO: Natascha Thiara Rydvald
FOTO: Natascha Thiara Rydvald

Koreograf Pernille Garde begyndte sin uddannelse på Skolen for Moderne Dans i 1995 og debuterede med forestillingen "Fald" efter færdiggørelsen i 1999. Siden har hun gennem et væld af ofte små, fortællende forestillinger brugt danseteatret til at sætte ord på tidens følelser.

Senest er det blevet til "Lost Memories" på Københavns Musikteater, som desværre har spillet færdigt, når denne artikel trykkes. Men forestillingen fortjener ikke at dø i glemsel, fordi den er så typisk for Pernille Garde og tidstypisk for de temaer, der rumler rundt nogle steder i kunstens vadesteder og fødekilder.

I "Lost Memories" har Hr. H. tabt tilværelsen på gulvet, så det klodser. Han er blevet ramt af den store, traumatiske hændelse - en kær er død, en kvinde har forladt ham, jobbet er nedlagt - hvem ved, og who cares? Det er den store eksistentielle midtvejskrise, der brager ind over dette på enhver måde ganske almindelige menneske. Han kan nu vælg frit mellem pest eller kolera: at grave sig ned i sin kranke skæbne eller rejse sig, ryste skidtet af vingerne og flyve videre.

Pernille Garde insisterer på, at den traumatiserede Hr. H. kniber ballerne sammen, i stedet for at skvatte rundt som en livløs dukke. Uden sin fortid har han ingen fremtid. Derfor er det hans forbandede pligt at søge det, der kan vise sig ubehageligt, pinligt eller måske katastrofalt, koste hvad det koste vil, kort sagt trænge gennem fortrængningerne og grave selv de nok så udslidte brudstykker af sin erindring frem til offentlig beskuelse og selvransagelse. 

Pernille Gardes moralske krav er interessant i et større perspektiv end det enkelte menneskes lykke og ulykke. Det kolliderer med en samtid, hvor alt kører over stok og sten og materialismen hver dag fjerner os fra vort udgangspunkt med syvmileskridt. Hendes insisteren på personlig erindring og ansvar for det, vi forlod, bliver i den kontekst reaktionært. Nyliberalismen vil hævde, at fremskridtet skal sejre, at menneskeheden skal avancere, og at hver nye, fremadstormende generation har krav på en tilværelse hævet over fortidens primitive barbari.

Det er en rå, poetisk danseforestilling, hvor danserne Bo Madvig, Tiziana Frachiollia, Kristoffer Krarup og Sherwin Reyes sammen med video, ord og lys fører os ind i bag forsvarsværkerne til Tin Soheili og Niklas Schaks musik. Det er et bevægende indblik i vort eget væsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. apr. 2014 - 14:15   01. jul. 2014 - 14:27

Danseteater

Gert Poder
Anmelder
Lost Memories

Lost Memories. Dramadanseteater. Idé, koreografi og instruktion: Pernille Garde. Videodesign og scenografi: Signe Krogh.  Københavns Musikteater til 12. april, derefter på turné.

Vurdering: 5 stjerner.