Langt over i Sydamerika ligger Chile med sine høje bjerge og sine traditioner, der næppe har ændret sig siden de første mennesker opdagede den artsrigdom, som den kolde Humboldtstrøm skabte langs kysten.
Her kommer Camilla Sarrazin, koreograf og performer, fra, og her lærte hendes mormor for mange år siden hende at hækle de bastante uldtæpper, som Andes-bjergenes befolkning bruger til at beskytte sig mod kulden fra et klima, der er påvirket af naboen Sydpolen.
Sammen sin mand, Lars Gregersen, har Camilla Sarrazin skabt historie-laboratoriet Glimt, der især dyrker det fysiske på scenen og som lige nu er aktuel på Københavns Musikteater med forestillingen "Rootless". Det er en poetisk, nærmest porøs fortælle-performance om det at forlade noget gammelt, finde noget nyt, længes tilbage til fortiden for at opdage, at verden aldrig står stille og forandrer sig for hver ny generation.
Glimts seneste forestilling "Rootless" er blevet til i et samarbejde med den unge, dygtige komponist Martin Pedersens fine nye musik, den italiensk-sydafrikanske danser Tiziana Fracchiolas gode råd og Tobias Ståls smukke lysdesign og video. Og så selvfølgelig de 14 kvadratmeter hæklet bagtæppe, som Camilla Sarrazin har nørklet med i et halvt år, som hun klatrer rundt i, kæmper med og slæber rundt på som en dårlig samvittighed.
Der er momenter af uendelig skønhed i "Rootless", når Camilla Sarrazin klatrer ind i og ud af sin diffuse fortid og ophæver tyngdelovens inderste væsen og kraft. Det er en fascinerende blanding af cirkus, dans og teater, tilsat musikkens universelle forklaring, på én gang spindelsvævs let som mindet og jordnært tungt som den smerte de evindelige rejser til alle tider har aflejret i den rodløses erindring.
Det gør "Rootless" til en tidløs fortælling om det flygtige, det flyttende, det søgende menneske, der under sin rejse udvider sine sanser. Et menneske der smager, lugter, dufter noget nyt, og derfor må træffe de nødvendige eksistentielle valg, der følger af at skabe sig efterkommere, at komme videre.
Den lille forestilling spiller til på søndag i København, men kommer forhåbentlig landet rundt på turné.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278