Den 27. maj er det 40 år siden, punk-bandet Sex Pistols udgav deres mest kendte sang "God Save the Queen". Det blev en sang, der var med til at ændre britisk kultur og havde indflydelse langt udenfor Englands grænser – også i Danmark.

Punkens budskab om det positive i at være negativ, om forandring, om at være sig selv, om at være deltager og ikke tilskuer, er stadigvæk relevant i dag.

Sex Pistols spillede to koncerter I Daddy’s Dance Hall i København i juli 1977, lige efter udgivelsen af God Save the Queen.

Ligesom det skete i Storbritannien, hvor bands som Joy Division, The Clash og The Cure blev dannet efter at have hørt Sex Pistols-koncerter, dannede Steen Jørgensen og Peter Peter bandet Sods (senere Sort Sol) efter at have været til koncerten.

Også i andre lande, som konfliktramte Nordirland, Australien, apartheid-Sydafrika og Brasilien, vakte Sex Pistols og punken genklang hos dele af ungdommen.

Men for at forstå, hvorfor God save the Queen og Sex Pistols fik så relativt bred og stor indflydelse blot for at kritisere monarken og tidens krise og konservatisme, skal vi tilbage til halvfjerdsernes Storbritannien.

No future

I 1977 var Storbritannien ligesom Danmark i krise, såvel økonomisk, kulturelt som musikmæssigt. Stormagtsstatussen var forsvundet sammen med kolonierne, monarkiet havde tabt sin magi, klassestrukturen var i opbrud, arbejdsløsheden var på over en million for første gang siden trediverne, og økonomien var så dårlig, at landet måtte optage lån hos IMF.

Krisen afspejlede sig dog kun i, hvor dårlig meget af musikken på hitlisterne i midt-halvfjerdserne var, ikke i sangteksterne.

I dag kan unge mennesker underholde sig med alt fra smartphones og sociale medier til kabel-tv. I midt-halvfjerdserne havde de en pop og rock musik, der ofte bestod af lyrisk eskapisme, glinsende post-glam-dragter og lange guitar-soloer. De oppustede rockstjerne-egoer havde ikke forstået, at hippiernes flowerpower var en død illusion.

Ødelagde myten om rock-guder

Unge mennesker, der gerne ville udtrykke sig musikalsk eller på anden vis, om deres ofte både kedsommelige og mere eller mindre udsigtsløse situation, og ikke blot være tilskuer til endnu en stof-induceret guitarsolo, havde brug for en ny inspirationskilde.

Punken var på denne måde en logisk videreudvikling af rock’n’roll, der, fra Gene Vincent og Elvis, til Iggy and the Stooges, Bowie og New York Dolls, havde kaldt til oprør. 

Og her vakte budskaber, som "we’re the flowers in the dustbin" og "there’s no future in England’s dreaming" fra God Save the Queen, genklang.

– Det var som at have været i et mørkt rum i tyve år, og nogen viste dig en udvej, har Peter Hook sagt om hans første koncert med Sex Pistols i Lesser Free Trade Hall i Manchester.

– De ødelagde myten om, at musikere var en slags guder, tilføjede Hooks ven, Sumner. Dagen efter dannede han sammen med Hook et band, der senere blev til Joy Division og New Order, to af Englands mest indflydelsesrige bands.

Tony Wilson, der også var til stede, dannede senere det anarkistiske og indflydelsesrige Factory Records, også under indflydelse af Sex Pistols.

Gør-det-selv

Punkens attitude og værdier var ifølge punkerne vigtigere end musikken. Punkens nej-hat skulle afløse tressernes ja-hat, for hippie-revolutionens helte havde nemlig ofte vist sig at være lige så egocentrerede og lige så meget til falds for store biler og berømmelse, som dem de oprindeligt havde kritiseret.

Musik og kunst skulle igen være en oprørsk førstehåndsoplevelse, ikke en dyr og kommerciel tilskuersport. Og det blev den, da hundredevis af unge mennesker, der havde set Sex Pistols, gik hjem og dannede deres egne bands og lavede deres egne plader og fanzine-magasiner.

Punken var på denne måde en logisk videreudvikling af rock’n’roll, der, fra Gene Vincent og Elvis, til Iggy and the Stooges, Bowie og New York Dolls, havde kaldt til oprør. Johnny Rotten var på en måde Ziggy Stardust med meget dårlige manerer.

Rygende pistoler

Punken blev på sin vis født, da Sex Pistols manager, Malcolm McLaren, spottede John Lydon (senere døbt "Johnny Rotten" på grund af hans dårlige tænder) på King’s Road i London, iklædt strithår, sikkerhedsnåle og en Pink Floyd T-shirt, hvorpå han havde skrevet "I Hate".

Johnny Rotten kunne sætte ord på den frustration, som resten af bandet følte, over deres udsigtsløse og restriktive situation.

Det viste sig hurtigt, at Rotten kunne sætte ord på den frustration, som resten af bandet (og store dele af landets andre unge) følte, over deres udsigtsløse og restriktive situation, selv om han aldrig havde skrevet eller sunget en strofe før. Og bandet kunne sammen skabe opmærksomhed, med Rottens konfronterende og kontroversielle tekster, og bandets ditto musik og opførsel.

Punken blev i første omgang populær, fordi de unge var trætte af at vente i årevis, og betale i dyre domme for at se store stadion-bands som Queen og Pink Floyd, når de langt oftere kunne se nye, jævnaldrende punk-bands for langt mindre, samt få en sludder med forsangeren efter koncerten.

Med punken kunne man lige pludseligt lave sin egne plader, som Buzzcocks gjorde det for 500 pund, for 1000 plader og covers. Eller man kunne vende sin magtesløshed til ord og handling, ved at skrive sine egne fotokopierede og skrivemaskine-producerede fanzine-blade.

Ramaskrig i medierne

Det, der for alvor gav Sex Pistols deres infamøse ry, var linjer som "the fascist regime" og "she ain’t no human being" fra God Save the Queen. Samt et live-tv-interview i december 1976, hvor Johnny Rotten og ikke mindst Steve Jones bandede af værten Bill Grundy ("You dirty bastard, you dirty fucker"), for hans provokerende og sexistiske spørgsmål til bandet og Pistols-fan Siouxsie Sioux.

Interviewet vakte ramaskrig i medierne, kom på forsiden af alle de nationale aviser, og gjorde Sex Pistols berømte overnight. De måtte pludseligt ikke spille nogle steder, deres musik blev bandlyst fra radio og tv, og de blev slæbt i retten og fordømt i parlamentet.

Sammen med furoren over udgivelsen af God Save the Queen, hvor pladeselskab og trykkeri nægtede at trykke pladen, og medierne og store butikker som WH Smith og Woolworths nægtede at spille eller sælge pladen, begyndte såvel bandet som andre punkere at blive udsat for overfald.

Blandt andet blev Johnny Rotten snittet i ansigtet med et barberblad og fik en machete hakket ind i sin knæskal, og flere andre i og omkring bandet fik tæv.

Punx not dead

Punken døde på en måde, da Sex Pistols gik hvert til sit efter deres sidste koncert i San Francisco i 1978, på grund af interne skænderier og mediecirkusset. Men hvis punk skal have mere end historisk interesse, skal den ses som andet og mere end høj og larmende rock’n’roll.

Sex Pistols måtte pludseligt ikke spille nogle steder, deres musik blev bandlyst fra radio og tv, og de blev slæbt i retten og fordømt i parlamentet.

Ja, punken sejrede på sin vis sig selv ihjel, og blev afløst af den næste ungdomsdille, hjulpet på vej af talrige Johnny Rotten-kloner, hårde stoffer, bands som The Cure og Joy Divisions videreudvikling af punk-musikken, og en pladeindustri der tog brodden af den oprindelige punk ved at markedsføre og sælge den.

Men samtidigt havde punken et budskab, der havde mere på hjerte end bare at være tidens tilfældige ungdomsoprør.

"Punken havde intet at gøre med musik, og alt, hvad der virkeligt betyder noget, har i virkeligheden meget lidt med musik at gøre. Musik er leflen for masseforbrug", som Johnny Rotten senere har udtalt.

No future i fremtiden

Punkens budskab om det positive i at være negativ, om forandring, om at være sig selv, om at være deltager og ikke tilskuer, er nemlig stadigvæk relevant i dag.

"No future" kunne lige så nemt være ungdommens motto i 2017, i kampen mod stigende ulighed, populistisk nationalisme, restriktiv didaktik, New Public Management-tankegang, og global opvarmning, som i 1977.

Sange og musik forandrer ikke i sig selv verden. Men hvis de har et budskab om forandring, der kan udfordre vores perspektiv, er de et sted at starte, der nemt vækker genklang.