08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rød Festival sætter fokus på folkestyret

En anden verden er mulig

Rød Festival sætter fokus på folkestyret

30.juni åbner Vildmoseporten for Den Lille Røde Festival, hvor aktive kan møde hinanden og skabe netværk. Musiksiden byder på Perlefar, Sigurvin Sigurdsson, Karina Wilumsen og David Rovics. Johnny Heftig og Tanja Zabell er konferenciers.

– Det er fantastisk at opleve og mærke kampgejsten efter OK18, siger Gitte Madsen fra bestyrelsen i Venner af Arbejderen, Nordjylland.
FOTO: PN
1 af 1

Sommeren er over os, og det betyder rød festival i Nordjylland. Lørdag den 30.juni åbner Vildmoseporten i Aabybro for gæster, talere, musikere og boder. Det er anden gang festivalen afholdes med den smægtende overskrift: Spring kammerat – En anden verden er mulig.

Folk, der aldrig før har deltaget i demonstrationer eller været politisk aktive, er virkelig kommet op at stå nu.
Gitte Madsen

Festivalen baserer sig på lokale kræfter for at skabe netværk mellem dem, der vil en anden verden, som man kan læse på festivalens hjemmeside. Erfaringerne med solidaritet under OK18, vil præge dette års festival.

På musiksiden kommer mange unge talenter, som blander sig i hverdagens kampe. Tag nu bare Perlefar, som lavede OK18-hittet "Vis Hvad I Er Værd". Sigurvin Sigurdsson med band kommer til festivalen. Blandt de nordjyske kræfter har en københavner sneget sig ind sammen med en amerikaner, nemlig satiresangeren Karina Willumsen og den amerikanske folkesanger David Rovics.

Musketereden rykker folk

Med musketered og solidaritetspagt under forårets overenskomstforhandlinger har folk oplevet, hvad det vil sige at stå sammen udover landet. Sammenholdet og støtten var stor både til de ansatte og til velfærden. Der er tale om en ny stemning, mener arrangørerne af Den Lille Røde Festival:

– OK18 har rykket og fået folk op på dupperne. Folk, der aldrig før har deltaget i demonstrationer eller været politisk aktive, er virkelig kommet op at stå nu. Det er fantastisk at opleve og mærke kampgejsten, siger Gitte Madsen fra bestyrelsen i Venner af Arbejderen, Nordjylland.

– Meningen med festivalen er, at politisk aktive folk kan møde hinanden og skabe netværk, uddyber Jan Eriksen fra bestyrelsen og tilføjer:

– Samtidig vil vi gerne øge kendskabet til Arbejderen, som en avis, der skriver om mange af de følger den nuværende regerings politik har.

Talere med erfaringer og bud

Derfor er arrangørerne glade for at kunne præsentere et stærkt og politisk program med så forskellige talere som Allan Busk, formand for 3F Ålborg, og Emil Olsen, Murersvend og formand for WFTU - Faglig Verdensforbunds Ungdomssekretariat. Begge har været meget aktive under OK18.

Desuden kommer Hanna Mohamed Hassan, socialrådgiver og social forkæmper med mottoet "Ryk en balle - plads til alle!" Som den sidste i rækken af talere finder vi Kim Madsen fra Jobcentrets ofre.

– Alle talere er aktive folk med et bud på, hvad der kan laves om, hvis man vil have en bedre verden, kommenterer Gitte Madsen de fire talere.

Folkestyret skal være aktivt

Festivalen vil sætte fokus på det danske demokrati og det danske folkestyre, og opfordre folk til at blive aktive for deres krav og ikke give op.

– Jobcentrets ofre afspejler blandt andet, hvordan man behandler de svage i samfundet. Ankestyrelsens rolle er jo efterhånden at være kommunernes og regeringens forlængede arm, forklarer Jan Eriksen og peger på, at demokratiet også mangler, når man vil bruge klagevejen:

– Når de folkevalgte stiller spørgsmål til ministre, som i forbindelse med Tibetkomiteen, så kommer der mørkelygte på. Så vi har betalt 20 millioner til en kommission, som alligevel ikke kan få de oplysninger, den spørger om. Så kan man jo sætte spørgsmål ved, hvordan demokratiet fungerer?

Solidariteten frem i boderne

Nogle af dem, der mærker følgerne af mange års ændringer af velfærdssystemet og det manglende demokrati, vil være at finde med boder ved Den Lille Røde festival, som Næstehjælperne.

– Før det første kommer vi for at fortælle, at vi overhovedet findes, siger Ruth Kronholm til Arbejderen. Hun er aktiv i Næstehjælperne i Jammerbugt Kommune:

– Og som det andet fortælle om, hvor hurtigt man kan nå derned, hvor man ikke kan bunde, siger hun med henvisning til de mennesker, der ryger på kontanthjælp eller slet ingen hjælp efter lange sygemeldinger eller arbejdsløshedsperioder. Hun har selv prøvet turen.

På festivalen vil man også kunne møde Råd & Dåd fra Brovst, der arbejder for at finde job til mennesker, der af en eller anden grund ikke kan klare "ræset" på arbejdsmarkedet. Dansk Sygeplejeråd, kreds Nordjylland har også meldt med en bod.

Righoldig billedkunst

Som noget nyt har festivalens arrangører valgt at samle alle aktiviteter, så at man i år kan snakke ved boderne uden at være helt væk fra talerne og musikken. 

Men festivalen har endnu en trumf i ærmet. Flere kunstnere udstiller deres egne værker, blandt andre Erik Raaschou og Ane Vandel Kristensen. Andre kunstnere har doneret billeder til lotteri og auktion, som Jens Galschiøt, Allan Kjær Nielsen og Grete Folman.

Og så måtte arrangørerne lige udenfor byen og ned Aarhus for at finde en til at lave plakaten, nemlig Thomas Kruse.

Interesse og støtte

Fra Aarhus er også kommet økonomisk støtte fra 3F Murersvendenes Klub og 3F Murerarbejdsmændenes Klub. 3F Aalborg og Frederikshavn har også spyttet i kassen, sammen med 3F Transportarbejderne i Esbjerg og 3F Vendsyssel.

Arrangørerne er lykkelige for den økonomiske støtte, og Jan Eriksen lover at et overskud på festivalen bliver delt mellem Arbejderen og Den Lille Røde festival 2019.

Så kan man bare komme an med tilmeldingerne, siger arrangørerne. Det koster kun 175 kr, og der er plads til overnatning med eget telt. Mad kan købes, og der er lagt vægt på gode økologiske madvarer både hvad angår mad og drikke.

Hele festivalprogrammet styres af to, der kan få hjertet og humøret op i gear, nemlig Johnny Heftig og Tanja Zabell.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jun. 2018 - 12:50   07. jun. 2018 - 13:14

Festival

kb@arbejderen.dk
Info og tilmelding:

Den Lille Røde Festival foregår i Vildmoseporten i Nordjylland lørdag 30.6.

For program og tilmelding: denlillerøde.dk

Festivalen er afholdt første gang i 2017. Arrangørerne skriver:

"Den Lille Røde er arrangeret af den frivillige organisation "Venner af dagbladet Arbejderen, Nordjylland", som er en lille gruppe af politiske aktivister med rødder i det nordjyske, der ønsker at sætte fokus på hvordan musikalsk og kunstnerisk æstetik kan sætte en dagsorden for vores politiske virkelighed.
Vi støtter dagbladet Arbejderen og donérer derfor al vores overskud til avisen, som velgørende formål, da vi mener at Arbejderen sætter fokus på nogle vigtige problemstillinger både lokalt i Danmark og på verdensplan."