Musikken bølger gennem Copenhagen JazzHouses svedige, højtloftede lokaler. Den amerikansk-fødte multi-instrumentalist Ned Ferms rustne saxofonlyd river melankolsk i nervetrådene, mens danske Oliver Hoiness sender elektriske guitarbudskaber ind i centralnervesystemet. Over, under, overalt blander lyden sig med Kira Skov og Marie Fiskers magiske åndedræt. Velkommen til The Cabin Project.

I en anden tidslomme kunne dette være en tresserkoncert med psykedeliske bobler på glasskiver i lyskanonens skær. Men her er ingen syrede klatter på filmlærreder,LSD-ampuller eller små poser med tørrede psylosibin-svampe. Her er idel vellyd.

Holdet på scenen, styret tilbagelænet fra pulten af den geniale lydmand og producer Mark Howard oser af musikalsk mindfullness. Klange, lyde, riffs og stemmer regner blidt og insisterende ned over tilhørerne som spirituelle bade.

Den københavnske jazzscenes mekka er næsten fyldt til op til denne ekstrakoncert med det højst overraskende musikprojekt, der har efterladt de danske musikanmeldere med hagen i bordet. Siden releasen 1. september af "The Cabin Project"' på cd og lp er dette dybt personlige og intenst vibrerende projekt stormet til tops på den officielle danske salgsliste og ligger nu nummer to - foran Rasmus Sebach og kun overgået af Tina Dickow.

Det svarer til, at en indspildning med Den Røde Hærs kor ligger i Top 10 i USA. Der er intet - absolut intet - der skulle tilskrives, at et analogt værk, indspillet i en canadisk tømmerhytte nord for Toronto af to danske vokalister, topper tidens pop- og rockfikserede Top 40 over solgte værker.

Den historie er for god til at være sand, men den er god nok. Kira Skov og Marie Fiskers hytteprojekt er i højeste grad en realitet.

- Der var rimeligt hillbilly-agtigt derude i "the woods", hvor vi havnede, fordi produceren Mark Howard havde inviteret os til at komme. Han har specialisret sig i at indspille med mobile studier, og vi havde diskuteret, om vi skulle indspille i Europa eller hvor vi skulle være,. Det var lidt mere eksotisk end det vi lige selv kunne diske op med, og så tilføjede det en ekstra facet, siger Kira Skov til Arbejderen.

Uventet succes

- Det er lidt langhåret. Jeg har ikke været hjemme i snart to måneder, lyder det undskyldende fra Kira Skov. Hun har bænket sin musikalske tvillingesøster Marie Fisker og Arbejderen på græsset i den lille have foran det lækre kolonihavehus i Sundby, hvor hun bor med mand og barn.

De er begge en smule rystede over den succes, der nærmest ud af det blå omgiver deres musikalske projekt. At så mange har villet høre deres koncerter, og ikke mindst at deres hjertebarn, der har været flere år undervejs, er en salgssucces.

- Vi sidder og kløer os i nakken og det må bare være en hyldest til, at man skal følge sit hjerte og så rammer man noget, som nogen har brug for og andre gange er man alene med det! Det må bare være en præmis og jeg tror ikke, at det er noget man skal regne på eller prøve at gøre sig klog på, for det tror jeg ikke det bliver godt af, siger Kira Skov.

- Det er ikke noget vi har kalkuleret med, men heldigvis dumper det lige ned i skødet på os. Jeg er sikker på, at Tina Dikow og Rasmus Seback bliver liggende på salgslisten lidt længere end vi gør. fniser Marie Fisker i solen og nipper til den grønne the med kvæde.

- Det er fedt nok, fordi der ikke var regnet med noget her. Det er dejligt med lidt medvind, tilføjer Kira Skov nøgternt.

"The Cabin Project" har været længe undervejs. På et tidspunkt måtte de to travle vokalister lægge det i syltekrukken i næsten halvandet år, før der var tid til at følge projektet helt til dørs.

Gamle venner

Tanken om et samarbejde mellem Marie Fisker og Kira Skov har rumsteret længe.

- Vi mødtes, da vi var 14-15 år. Maria havde gået på en lilleskole sammen med en pige som jeg gik i klasse med ude på Statens Pædagogiske Forsøgscenter og så lavede vi et band sammen hvor vi sang sammen dengang til demonstrationer og i Ungdomshuset og på Strøget, mindes Kira Skov.

Det minder om Kira og jeg, som startede med rotter i ærmet, griner Marie Fisker.

- Så tog jeg til USA, da jeg var 17 og så skiltes vore veje i mange år. Tilbage i Danmark skulle Marie spille afgangskoncert på Rytmisk Konservatorium med Rune Kjeldsen, som var i mit band. Jeg ville vildt gerne høre hende, fordi vi havde været så tætte og jeg blev slået helt bagud.

- Så blev vi venner igen og begyndte langsomt at ses mere og mere, supplerer Marie Fisker.

Marie Fisker debuterede i 2009 med "Ghost of Love". Året efter fik hun en steppeulv, der uddeles af de danske musikanmeldere, som Årets Håb. I 2011 kom EP'en "Mirror, Mirror, Mirror, Mirror" og i 2012 hendes andet albu  "So, Hoes, and Heroes". Hun optræder også som solist og forsanger hos Danmarks elektronica-konge Anders Trentemøllers verdensturné 2010-2015, hvor hun både fascinerer med sin usædvanlige, melankolske stemme og sit talent som komponist.

Kira Skov har haft en lang karriere, siden hun vendte tilbage fra sine ungdomseventyrlige rejser til USA og Storbritannien. Hun har fortalt om sit musikalske liv til Arbejderen i interviewet "Lyset fra rockens sorte stemme" fra 2008.

Hyldest til Johnny Cash

Tilfældet gav Kira Skov og Marie Fisker lejlighed til at starte det gamle samarbejde op igen.

- Det hele startede jo, da vi spillede "First Time Ever I Saw Your Face" til et tema lørdag program på DR2 om Johnny Cash, fortæller Marie Fisker. Det var i 2007.

- Det åbnede døren til vort nye samarbejde. Vi kunne se, at det vi kunne sammen var lidt for særligt, og så skulle vi lige prøve lidt mere.

Parret optrådte et par gange sammen, men først i 2013 var de nået så langt, at materialet var i hus.

KS:- Vi havde været i øvelokalet og sangene var skrevet og arrangeret og vi havde haft en periode op til, hvor vi mødtes et par gange om ugen og skrev og prøvede det af og skrev noget mere. Maria havde skrevet nogle sange til en film og jeg og var i gang med at skrive sange til min egen plade "When We Were Gentle", så var jeg alligevel i det flow, husker Kira Skov. 

Efter releasen 1. september drog bandet på en hurtig turné, og modtagelsen er kommet bag på de to garvede musikere.

- Nu har vi været ude og spille i sidste uge, hvor vi havde vores første rigtige fuldlængde debutkoncert på Aarhus Teater. Der var udsolgt og det var meget andægtigt. Det bliver næsten ikke mere pompøst end det. Det var en ret vild scene at lægge ud på, griner Kira Skov.

Bandet fortsatte til Hamburg og senere til Benelux-landene. Her spillede de som opvarmning for andre bands, og det var en god oplevelse.

- Det er meget fedt at komme ud et sted og spille, hvor publikum ikke har nogen som helst forventninger. Det var ret godt lige at teste materialet for nogen folk, der bare tog det for det, det var. Det gik rigtig godt, men i går var det …

- det var en helt anden fornemmelse, for folk kom med en glæde og en varm stemning, lapper Marie over.

- Der fik man virkelig fornemmelsen af, at det bliver modtaget og at du laver noget, der er krævende følelsesmæssigt og som folk skal bruge noget energi på. Det var ret stærkt, siger Kira Skov.

- Det er altid det bedste ved koncerter, når man føler at man deler, at man giver frem og tilbage, smiler Marie Fisker.

Et skrøbeligt univers

De er godt klar over, at deres musikalske univers er lidt specielt.

- Jeg synes vort univers er både meget skrøbeligt og meget maskulint og meget feminint - nej, jeg synes faktisk ikke at det er særligt feminint, griner hun.

- Der er noget hengivenhed, men jeg ved ikke om man kan sætte den etikette på det, fortsætter Kira Skov.

- Kira og jeg har været vant til at være solister, men at kunne smelte sammen og blive til én stemme med en anden giver helt nye dimensioner. Det er vi begge to meget fascineret af, og synes, at der ligger sådan en utrolig smuk selvforglemmelse i det, som måske også giver et helt nyt udtryk. Det er vi stadig ret nysgerrige på og nyder nu også at fremføre live, siger Marie Fisker.

Så kigger hun på uret. De skal videre. Hendes og Kira Skovs rejse til musikkens indre hytte fortsætter - forhåbentlig et godt stykke endnu.