Bob Dylans slidte læderrøst fylder den lille lejlighed på Vesterbro med store ord og minimalistisk musik.

De sagte toner fra en måske svunden tid blander sig med lyden af Halmtorvet på den anden side af vinduerne og kaffen, der signalerer, at den er ved at være klar. Men lejlighedens ejer mener ikke, at hverken Bob Dylan eller den samfundskritiske musik hører fortiden til.

Kaffen er klar, og det er Lukas Scherfig - frontmand, forsanger og guitarist i bandet The Movement - også. Faktisk kan musik være med til at give svar på en masse spørgsmål, lyder argumentet fra den velklædte københavner.

- I den her medierede virkelighed er det sgu ikke til at finde ud af, hvad der op og ned. I dag aner man jo ikke, hvorfor vi er i krig i Afghanistan. Man ved ikke det grundlæggende. Man får at vide, at "det er for demokratiets skyld". Og mange unge sætter jo spørgsmålstegn ved alt det her i dag, lyder det fra musikeren.

Er The Movement så et svar på de her spørgsmål?

- Altså, vi sætter jo selv spørgsmålstegn ved tingene. Men vi vil godt være et kompas. En bevægelse uden et kompas, kan jo hurtigt blive overfladisk og noget, der bare forsvinder igen. Hvis der ikke er noget ideologisk grundlag, kan det være godt nok på kort sigt, men på lang sigt, spørger Lukas Scherfig retorisk.

Et anderledes band

The Movement ligger langt fra det gennemsnitlige danske rockband. Og selvom bandet netop har udgivet det tredje fuldlængde album fulgt op af en turné, der tog det tre mand store band rundt i otte lande på 24 dage, så finder man ikke bandet i rotation på P3.

The Movement er blandt de få, der ikke er bange for at bekende kulør, og kuløren har i høj grad røde nuancer. Lukas Scherfig tør godt kalde sig antikapitalist eller klassebevidst, og han har spillet  koncerter med det palæstinensiske flag henover guitarforstærkeren.

Med sangtitler som "We Got Marx", "No Jobs" og "More Products" kræver det ikke meget fantasi at forstå, at der her er tale om et band med en social bevidsthed. Og måske endda mere end det.

Vi vil gerne være et kompas. En bevægelse uden et kompas, kan jo hurtigt blive overfladisk og noget, der bare forsvinder igen. 

Lukas Scherfig og The Movement har revolutionære sympatier, som også titlen på bandets andet album "Revolutionaries Sympathies" mere end antyder. Men bandet vil ikke sværge troskab til ét politisk parti, én politisk leder eller én ideologi. 

- Vi er ikke et partipolitisk band. Vi vil gerne være en del af en bevægelse. Vi spiller tit til anti-fascistiske arrangementer, og vi støtter både kommunister og anarkister. Sådan set støtter vi dem, der gør noget, selvom vi selvfølgelig har vores personlige politiske holdninger, siger Lukas Scherfig.  

Men tekster og budskaber gør det ikke alene. Budskaberne virker bedre, hvis de er serveret med god musik til.

- Jeg kan ikke lide politisk musik, hvis det bare er paroler. For mig er det lige meget, om teksten er god, hvis ikke nummeret også er godt. For mig skal der også være følelser i musikken, siger The Movements frontmand. 

Men er det ikke bare, fordi I er nogle gamle røvhuller, og er det i virkeligheden ikke passé at synge om en teoretiker som Marx, der døde i 1883?

- Det er ikke fordi, jeg mener, at alt hvad Marx nogensinde har sagt, er rigtigt. Men i de her krisetider er der jo brug for en analyse. Og hans analyse med merværdi og at man arbejder to timer for sig selv og resten af tiden gratis. Ja, den analyse er jo rigtig, lyder det stålfast fra Scherfig. 

Kærlighed og klassekamp

Men på The Movements plader fylder kærligheden ligeså meget som politik. Og man skal ikke tale længe med 38-årige Lukas Scherfig før man mærker den: kærligheden til musikken. Han lever og ånder for musikken, og han laver ikke så meget andet end netop dét.

We got love. We got hope. We got Marx.

Fra nummeret We Got Marx fra albummet Fools Like You - 2012

Det går op og ned rent økonomisk, men det kører rundt. Den gamle arbejderlejlighed bærer da heller ikke præg af en særligt flamboyant livsstil. Det er ikke vigtigt for Lukas Scherfig. Musikken er vigtig og fylder meget. Hvilket de mange stablede kasser med bandets nyeste plade fra 2012 ovre i hjørnet også giver et fingerpeg om.

Det hele startede tidligt.

- Jeg købte min første guitar som 11-årig, og så spillede jeg bare løs, fortæller en opløftet Lukas Scherfig, mens hans blik fortæller, at han i sindet for en kort stund er på en rejse tilbage i tiden.

I 1997 flyttede han til London for at forfølge sin drøm og passion. Og da han tog afsted, var han ikke sikker på, han ville komme hjem igen. Han blev i en del år og spillede et hav af koncerter. På et tidspunkt i tre bands på én gang. Der skulle jo penge ind til mad og husleje. Der er få ting, Lukas Scherfig kan forestille sig at lave, skulle det ikke være inden for musikken.

- Hvis jeg ikke skulle lave musik, gad jeg godt at være sømand. Du ved, tage afsted på arbejde i en måned og så hjem igen. Jeg hader dagligdag. 8-16 er slet ikke mig.

Kontrasternes band

The Movement er også kendt for andet end deres musik. De går konsekvent på scenen iført pæne jakkesæt - en stil der hører den såkaldte "mod-rock" til. For Lukas Scherfig er kontrasten mellem det velklædte og det til tider beskidte rock interessant, hvor andre bands ofte er en smule én-dimensionelle.

Men selvom The Movement går pænt klædt, betyder det ikke, at budskaberne er polerede - måske tværtimod.

- I 1920'erne og 30'erne tog folk jo deres fine søndagstøj på og gik på gaden og demonstrerede. Jeg kan huske, at min bedstefar, Hans Scherfig, fortalte, at til at starte med var det altid kommunisterne, der gik til 1. maj i deres pæneste tøj. Lenin rendte jo også rundt med slips, fortæller Lukas Scherfig.

Hvis jeg ikke skulle lave musik, gad jeg godt at være sømand. Du ved, tage afsted på arbejde i en måned og så hjem igen.

Jakkesæt eller ej. The Movement dedikerer ikke bare en sang, en koncert eller et album til de unge, der forsøger at ændre verden til noget bedre. Nej, The Movement dedikerer selve bandet The Movement til de unge og håbefulde.

- Vi er "The Movement", og i den forstand er vi bevægelsernes band, forklarer Lukas Scherfig.

Og bevægelsernes band er i den grad i bevægelse - og har været det siden starten for ti år siden.

Højt til loftet

The Movement har igennem årene spillet langt flere koncerter i Tyskland end hjemme i Danmark. Dels er det et større geografisk område med flere mennesker, men derudover har tyskerne taget bedre mod bandets budskaber og musik. 

Lukas Scherfig synes, at der er lidt højere til loftet i Tyskland.

- Herhjemme er det jo nærmest sådan, at hvis man ikke har villa og vovse inden man er 30, så er man jo helt skævt på den, og man skal føle sig anderledes og som en taber. Altså, hvis man sidder og ser Aftenshowet og ser, hvad de taler om dér. Der sidder jo folk, der er meget yngre end én selv og er helt skaldede og taler som om, de er meget ældre, end de er, siger Lukas Scherfig med et listigt smil.  

VI forlader Lukas Scherfigs lejlighed for at gå de cirka 15 meter til stamværtshuset, Bodega 54 - også kendt som "St. Pauli Minibar". St. Pauli er et kvarter i Hamburg og er blandt andet kendt for sit fodboldhold af samme navn, som har anti-fascistiske supportere på næsten alle kontinenter. Som et af de få steder i byen kan man her få den kendte øl Astra, som også er sponsor for St. Pauli.

St. Pauli, anti-fa og Astra

Hvad er det fede ved det her sted?

- Det er, at der ikke er andre steder som det her - og så selvfølgelig, at man kan købe vores plader oppe i baren, siger Lukas Scherfig med et grin.  

Og selvom der ikke er noget fast i kalenderen, så er der ny musik på vej fra The Movement. Og til marts næste år rykker de tre venner ud på endnu en Europa-tour.

Bliver du aldrig træt af livet i en tourbus? 

Nej! Tværtimod! Jeg har bare lyst til at komme afsted!

Lukas Scherfig tømmer sin Astra, lægger Bodega 54 og tonerne af The Clash bag sig og træder ud i mørket, der har lagt sig over Vesterbro. I horisonten kan man skimte det nye år, der venter med masser af musik. The Movement er fortsat i bevægelse.