- Altså søde Fritz, heste er sgu da større end au pair-piger, forklarer den dekadente Poul sin whiskybælteven. De to overklasseløg er fået heste som hobby og må erkende, at det er noget nemmere at håndtere au pair-piger i motorsejleren!
Alt er tilsyneladende ved det gamle i Rasmus Botoft og Martin Buchs "Rytteriet 2 Live" med undertitlen "Så kan man lidt igen" på Bellevue Teatret. Og så alligevel ikke.
På overfladen ligner deres figurer tidens sociale tv-satire, der sparker nedad. Fladpandede shows som Krysters Kartel, Drengene fra Angora, Piger på prøveløsladelse, Skråplan og Radio Karin har sat middelklassens polerede normer over et skræmmende proletariat, og risikofrit fremstillet dem som dyr i zoologisk have.
Anderledes med Rytteriet. Overklasseløgene Fritz og Poul er patetiske i deres fordomme om "de fattige". Den undertrykte Else formår at forlade sin alkoholiserede mand Erik for at opleve friheden hjemme hos veninden Tulle og hendes frisindede mand John. Og se, om ikke kurvefletter Steen slipper ud af kløerne på sin dominerende keramikerkvinde Jutta.
Rytteriets Husorkester er satirens modstykke. Bjørn Fjæstad fra minimalistbandet Baal, Marie Key - der siden sin solodebut i 2010 har redet på en bølge af succes - kapelmester Henrik Balling og trommeslager Mads Andersen udgør et vibrerende, dystert kontrapunkt til Botoft og Buchs rablende vanvittige karakterer.
Rytteriet startede som søndag morgen radioshow på P2 i 2008 og er på få år blevet kult. Parret fik i 2014 en Robert for bedste korte tv-serie, men samarbejdet går helt tilbage til Teatret Marianne, der huserede på Plan B i Huset i Magstræde og Café Teatret 2002-2008.
"Rytteriet 2 Live" er en finurlig forestilling om, hvor galt det kan gå, når tilværelsens rutine løber af sporet og vi træffer nogle forkerte valg. Det er hjerteskærende, når den undertrykte pilefletter Steen møder en kvinde, der opfatter ham som mand.
I modsætning til den snobbede sparken-nedad sociale satire er det i Rytteriets absurde verden tilladt at tage fejl, og stadig være en del af livet med alle dets muligheder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278