Det er hundekoldt langs Landeswehrkanal denne 13. januar bagved Berlins Zoologiske have. Her har en snes frysende mennesker, de fleste medlemmer af "Berliner Geschichtswerkstatt" (BGW, Berlins Historieværkested, red.), samlet sig under en dobbelt fodgængerbro. Diskret i baggrunden står en enkelt, afslappet politibetjent.

Ved foden af dobbeltbroens to buer er anbragt splitnye skilte. På det ene står der "Lichtenstein-Brücke" efter Zoo's grundlægger, M.H. Lichtenstein. Det hed den oprindelige bro på dette sted også, før den blev bombet til grus under Anden Verdenskrig.

På den anden brodel står: "Rosa-Luxemburg-Steg", og det er en sejr for BGW. For første gang kan dets medlemmer mindes det sted, hvor Rosa Luxemburgs livløse krop forsvandt i kanalens kolde vand, fra en bro, der bærer hendes navn.

Borgerlig koldkrig i Berlin

Hvorfor Zoo-direktøren har fået en "Brücke" (bro, red.), mens den verdensberømte polsk-tyske politiker må tage til takke med en "Steg" (gangbro på maskine, lille bro, red.) melder historien ikke noget om. Årsagen er formentlig lige så absurd som BGW's 27 år lange kamp for i det hele taget at få en bro med hendes navn.

Det illustrerer Jürgen Karwelat fra BGW's bestyrelse. Sammen med Sema Binia læser han op fra forhandlingsprotokollen for Berlin Indre By lokalråds behandling den 13. november 1986. Det var dengang historieværkstedet første gang ansøgte om, at den nye bro på dette sted burde bære Rosa Luxemburgs navn. 

Protokollen siger alt om det politiske klima dengang. Det er en opvisning i verbal koldkrig, hvor de to borgerlige partier FDP og CDU gør sit bedste for at fremstille Rosa Luxemburg som terrorist og anti-demokrat. Det ene agtværdige medlem af efter det andet går på talerstolen for at svine hende til i anti-kommunismens hellige navn

Skiltene der forsvandt

Den nye dobbeltbro blev indviet året efter, den 25. maj 1987, af Berlins daværende overborgmester Eberhard Diepgen, men den bar intet navn. For at råde bod på denne mangel opsatte BGW på dagen et professionelt skilt. Der stod "Rosa-Luxemburg-Brügge".

Det blev 20 minutter senere fjernet af politiet og senere returneret til selskabet. Det gjorde efterfølgende skilte, der blev anbragt hvert år den 15. januar til minde om mordet, ikke. De forsvandt efter et par dage.

- Måske burde man lede efter dem i kanalen, lyder det tørt fra Jürgen Karwelat.

Han og selskabets medlemmer har i det hele taget valgt at tage den 26-årige kamp for en bro med Rosa Luxemburgs navn med humor og et gran salt. Måske er det grunden til, at det endelig lykkedes. I 2002 vedtog lokalrådet for Berlins Indre By med stor flertal, at Rosa skulle have sin bro. Og sådan blev det, trods adskillige borgerlige forsøg på at ændre og forhale beslutningen.

Den 25. september 2012 blev Berlins senator for byudvikling, Michael Müller og Jürgen Kawelat på vegne af BGW, enige om, at fodgængerbroens ene halvdel fremover skal hedde "Rosa-Luxemburg-Steg".

Et uretfærdigt samfund

Jürgen Kawelat lægger ikke skjul på, at historieværkstedets primære grund til at ære den myrdede politiker er humanitær.

- Vi har villet vise, at Rosa Luxemburg var et menneske af kød og blod. På overfladen kunne hun fremsætte skarpsindige politiske analyser, men hun var samtidig et følsomt menneske med følelser som du og jeg. Hun interesserede sig for tilsyneladende banaliteter som fugle og planter og var et menneske, der stræbte efter kærlighed og menneskelig anerkendelse, siger Jürgen Karwelat.

Han fremhæver Rosa Luxemburgs indædte anti-militaristiske kamp, ikke mindst mod Første Verdenskrig i solidaritet med de millioner af europæere, der måtte lade livet som "slagteofre".

- Og så, at hun stod for et solidarisk, retfærdigt samfund, og dét er stadig aktuelt. Vi lever i et uretfærdigt samfund. Mens stadig flere bliver stinkende rige, lever samtidig stadig flere i ekstrem fattigdom, slutter Jürgen Karwelat sin tale.

Den frystende forsamlingen spreder sig stille. Den enlige betjent hilser høfligt Jürgen Karwelat farvel. Rosa har endeligt fået sin bro.