- Vi skulle lige snakke om, hvorfor du er konferencier på Rød Første Maj, siger jeg forsigtigt til Maja Petrea Fox. Vi er mødtes i et af Københavns absolut mest berømte buler siden 1917, Bo-Bi Bar. Det er lørdag aften, larmen er øredøvende og luften tyk af øldunst.

Maja er en fyldig ung kvinde, iført sort katolsk bodshat og med smilende, grønne øjne i et ovalt ansigt omkranset af kulsort hår.

- Ja, siger hun lidt mat. Maja er en fyldig ung kvinde, iført sort katolsk bodshat og med smilende, grønne øjne i et ovalt ansigt omkranset af kulsort hår. En fyr ved bordet giver en omgang.

- Skal vi lige sige chin-chin, fniser Maja. De skåler. Jeg forsøger igen, men bliver afbrudt.

- Hvad hedder du?, vil den pæne ældre mand ved min venstre side høfligt vide. Han hedder Poul og er professor i matematik. Det bliver svært, det her. Jeg skal ha' et interview med den stærkt upcoming 24-årige danske spokenword poet Maja Petrea Fox i kassen og artiklen skal ligge klar senest mandag aften.

- Jeg har sovet tre timer i en lufthavn, siger Maja mellem et par slurke. Hun er lige landet efter fem dag i England, hvor hun har optrådt på en festival i Nordengland og i London-kvarteret Camden.

– De havde hørt et eller andet om mig, og alle de andre var sådan nogle rigtige straight-heads – du må ikke drikke, du må ikke ryge – så de ringede til mig for at få ballade i byen. Det fik de så, griner Maja.

Den unge fyr ved bordet vil også være med. Han begynder på en lang historie om spokenword-guruen Claus Høxbro, som han vist nok ikke kender fra en bartender i Nørregade. Det handler om 200 lakplader i en container.

Det bliver virkelig en lang omgang.

Sorthvid i Haderslev

Maja Petrea Fox er 23 år gammel og født i Haderslev.

– Min far var jazzmusiker og sort, min mor var meget blond med store bryster. Så kom jeg ud af det. Og de var rødstrømper, allesammen. Alle mændene sad inde i stuen, alle kvinderne – der er vildt mange kvinder i min familie – røg cigaretter og snakkede politik. Det var smukt, griner Maja.

Hun flyttede hjemmefra som 15-årig og ankom til København som 18-årig. Her fandt hun en sofa på Vesterbro.

– Det var den mest inspirerende tid i mit liv. Det handlede ikke om, hvor mange penge vi havde eller hvad vi havde. Vi var stadig konger og dronninger på en vildt underlig måde, selv om vi intet havde, siger Maja begejstret.

Den ældre bordherre bladrer lidt i en tynd bog. Det er "Åben", Majas seneste digtsamling, som udkommer i slutningen af maj på forlaget Copenhagen Storytellers.

Han begynder at grine.

– Jeg læser den om mænd, siger han.

– Åhh, jeg elsker mænd. Nu ved du det, griner Maja tilbage.

Digte for cigaretter

Maja Petrea Fox begynder at fortælle om sin start som digter.

– Da jeg var teenager havde jeg ikke penge til cigaretter, fordi jeg ikke havde noget fritidsjob. Så mor ville kun give mig cigaretter, hvis jeg skrev et digt. Et digt for én cigaret.

Hun har altid skrevet:

– Digte, dagbøger, noter på servietter eller borde, cigaretpakker, og jeg fik altid formidable karakterer i dansk, selv om jeg ikke gjorde en skid for det, griner Maja.

Hun skifter spor og fortæller om den digterfestival, hun lige har deltaget i.

– Det var fedt, men man skal faktisk til et andet land for at blive anerkendt, konstaterer hun nøgternt, og kommer ind på sine spokenword digte.

– Jeg har faktisk ikke gjort andet end at drikke mig hamrende fuld og så skrive om det. OK, der er så lige en masse i det, som er mere end det, siger hun.

Professoren begynder at fortælle om sin tilværelse på dødsruten og livet som bymenneske. Maja forsøger at fiske komplimenter ud af ham om hendes nye digtsamling. Det lykkes.

Så kaster hun sig ud i en beretning om en kvinde i Svendborg, der havde ringet hende op.

– Hendes far døde 48 år gammel, og hans sidste ønske var, at jeg skulle skrive hans fucking gravord. Det er da for vildt, at nogen i Svendborg kan bruge mine ord, og de blev læst op ved kisten og det hele. Jeg ville ikke have en skid for det lort der. Det var en kæmpe stor ære, så penge betyder ingenting. Tænk at der sidder nogen i Svendborg, der har haft et forhold til det lort som jeg har skrevet. Det er vanvittigt. Det slår næsten alting.

Livsdigte i blues

Stemmerne ved bordet og i det trange barrum har nået kakofoniske højder. Løsrevne ord og halve sætninger bevæger sig fra Majas mund de ti centimeter hen mod mig men bliver blæst omkuld. Hendes hænder banker rytmisk i bordet – hun taler om musik, jazz og bluesmusik.

– Jeg er inspireret af dem og kan høre på dem hele tiden, bluesrytmerne. På grund af, at jeg er politisk ukorrekt… Jeg er ikke kommunist, ikke rød, ikke blå, men jeg er et menneske, som ved hvad det handler om. Jeg har faktisk et digt i min bog som slutter af med "som den arbejder, jeg aldrig bliver"...

Den unge fyr viser sig at være jurist. Han fortæller detaljeret om sin seneste druktur. Det var vist i går.

Det har været svært det her. Pludselig rejser Maja Petrea Fox sig op og spørger sine bordherrer med et kæmpegrin:

– Hva' så, drenge. Skal vi på Floss?

På fredag står Maja Petrea Fox, den københavnske undergrunds digterræv, på scenen til Kommunistisk Partis "Rød 1. Maj"-arrangement som medkonferencier. Formentlig læser hun et digt op om sin seneste druktur eller den næste.

Så tag godt imod hende. Uanset hvad – kedeligt bliver det ikke.