Der er forhold mellem mennesker, som er sande og eviggyldige. Kunsten er at pejle dem på en sådan måde, at vi bare må overgive os og sige: Ja, sådan er det. Der er noget særligt ved sandheden!

Dér er der brug for mennesker, der kan række ud over sig selv, vise følelser og kærlighed til børn, unge og gamle. 

Sandheden er alt for vigtig til alene at overlade til kolde karrierepolitikerne. For uden følelser og empati - uden kærlighed går det ikke. Dér er der brug for mennesker, der kan række ud over sig selv, vise følelser og kærlighed til børn, unge og gamle.

Som malerne her i dag. De fortæller om kvinder alene med deres børn og deres huslige arbejde, om store slidte gamle varme hænder, om gaden med de, der ikke har hjemme i verden mere, om kysset på kælkebakken, om fabrikken, om håndværket, om fyraften, om pigen, der står og venter og ikke mindst – om klassekampen.

Jeg tænker altid på Folmer Bendtsens smukke fyraftensbillede i DR´s gamle kantine, når jeg synger sangen "Nu piber alle fløjter". I den nye DRTV bygning er der ingen billeder - kun fladskærme!

Kunsten i klassekampen

Kunsten i klassekampen får os til at huske andre billeder og historier, egne billeder og egne oplevelser. ”Første maj står mange mennesker skulder ved skulder”, sang vi, og jeg så dem for mig stå i Fælledparken med de røde faner og det grønne løv. Helt modsat den mainstream, der daglig omgiver os. Hvor der, som med tapetet på væggen, intet er på spil.

Kunsten i klassekampen er autentiske fortællinger om, hvad der sker mellem os mennesker. Og om hvad vi drømmer skal ske engang.

Helt modsat den borgerlige kunst, der har fødderne solidt plantet i cementklodser. Hvor kunsten er til for kunstens skyld - og ikke andet. Hvor den store forkromede kedelighed hersker, fordi modet og lysten til at leve i hverdagen ikke findes. Hvor det heroiske er reduceret til postmoderne liberalistisk ligegyldighed.

Dengang disse billeder blev malet var kunstnerne ikke bange for at sætte en dagsorden. Man havde – i modsætning til i dag - mod til at tænke store tanker. Tanker om det danske folks vej fra vugge til grav. Man lagde planer og drømte om at gøre verden mere menneskelig, mens politikerne og fagbevægelsen skabte vores velfærdssamfund.

Kunst og politik

Jeg så udstillingen for nogle dage siden, og jeg undrede mig over, hvad tanker kunstnerne i dag egentlig gør sig om kunsten og den verden, som vi lever i på godt og ondt?

Ja, faktisk ser det jo ikke for godt ud. Danmark har tabt to krige. Aldrig har der været så mange arbejdsløse i verden. Vi smadrer klimaet, og gældskrisen kører fortsat derudaf. Engang stod den danske arbejdsklasse skulder ved skulder, i kampen for velfærdssamfundet. Nu kan man dårligt nok samle nogle få hundrede til en demo mod krigen og forsvar for miljøet.

Hvor er samspillet i dag mellem politik og kunst?

Hvorfor er der så få kunstnere, der tager sig af, hvor elendigt magthaverne røgter vores samfund? Hvorfor har kunstnerne i dag erstattet den udadvendte samfundskritik og meldt sig ind i flinkeskolen? Hvorfor sidder mine unge kollegaer bare og kikker ned i guitarhullet, digter på engelsk om hjerte og smerte og hverdagens små finurligheder og maler billeder af dronningen, mens de rige bliver rigere og de fattige fattigere? 

Hvorfor har unge i dag vendt blikket indad til en slags indadvendt selvtugt med kursus og coach, og afreagerer selvkritisk på problemer (nysprog: udfordringer) med omstillingsparathed som et effektiviseringsmiddel for at kunne klare tidens konkurrencevilkår? Hvorfor går man i fitnesscentret i stedet for at protestere over, at DR endnu engang tager røven på os med mad-, livsstilsprogrammer og X-factor?

Rent ud sagt, hvor finder man i dag i kunsten indignationen, empatien og fællesskabet? Hvad sker der med festen, de varme hænder og ømme kys, når det bare hele handler om at spille spillet og fyre sig selv af?

Fortælling om oprøret

Svaret på disse spørgsmål er ikke mindst denne udstillings fortælling om oprøret.

En art dokumentation, der fortæller os, at det kan blive bedre kammerater, men vi klarer den ikke alene. At det er torskedumt at tro, man kan klare sig uden fagforeninger. At det er naivt at tro, at vi – såkaldte medarbejder - ror i samme båd som direktøren, og at vi rent ud sagt stadig er proletarer.

Arbejdermuseet er genialt. Her får vi den historie, vi i dag har så meget brug for. Historien om et folks stolthed, deres drømme og deres respekt for menneskelige værdier. Her finder vi historien om vores grundvilkår i en tid, der råber på en ny protestkultur, på oprør nu og her.

Denne lille fine samling billeder pejler på egen lille stolte måde, hvad er er brug for: Det begynder med hinanden – også i kunsten.