"Poeter kan fængsles, men ord kan ikke holdes fangne".
Således skriver den palæstinensiske digter Dareen Tatour i sin tak til Carl Scharnberg-Fonden, som i år tildelte hende en af fondens uofficielle priser, som blev uddelt i sidste uge på 3F's kursuscenter Langsøhus i Silkeborg.
Havde Carl levet, havde han uden tvivl været blandt Dareen Tatours støtter og hendes digte sikkert trykt i Uofficielle Synspunkter.
Ditte Scharnberg
Den 34-årige Dareen Tatour, som bor i en landsby i det nordlige Israel, var ikke selv tilstede for at modtage prisen. Hun er nemlig er frihedsberøvet.
Dareen Tatour blev fængslet i oktober 2015, fordi hun havde postet et digt på Facebook, hvis titel var "Resist, My People, Resist Them" (Modstand, mit folk, gør modstand mod dem).
>> LÆS OGSÅ: Forfatter står til otte års fængsel for at skrive et digt
Efter at have opholdt sig tre måneder i forskellige fængsler har hun siden siddet i husarrest. Hun har desuden i hele perioden været nægtet adgang til at ytre sig offentligt.
Carl ville have støttet Dareen Tatour
– Havde Carl levet, havde han uden tvivl været blandt hendes støtter – og hendes digte sikkert trykt i de Uofficielle Synspunkter, han udgav fra 1968 til sin død, sagde Ditte Scharnberg, som på fondens vegne motiverede prisen.
– Takket være aktivisterne omkring hende har vi kunnet kommunikere med Dareen, blandt andet kunne vi sende hende nogle af Carls digte i en engelsk oversættelse, fortalte Ditte Scharnberg og opfordrede alle de tilstedeværende til at støtte Dareen Tatour, som hun sendte en varm hilsen:
– Dear Dareen. On behalf of the Carl Scharnberg Foundation and all of us present here tonight our warmest greetings. Keep on writing, keep on fighting for the voice of poetry, art and justice.
Sammen med prisen følger 15.000 kroner. Og pengene falder på et tørt sted, påpegede Ditte Scharnberg. Dareen her nemlig fået tilkendt ret til at forlade hjemmet mellem 9-19 ledsaget af vagt! Og for den 'ydelse' skal familien betale 6.000 shekel til den israelske stat. Dareen har også udgifter til advokat, som langt overstiger familiens formåen.
Pris til tegneserie
Carl Scharnberg-Fondens anden pris gik til tegneserie-projektet "Uledsaget".
Som optakt til Festivalen Svendborg Graphic blev fem unge, uledsagede asylansøgere indkvarteret sammen med fem tegneserie-skabere, kunstnerne Halfdan Pisket, Tom Kristensen, Adam O., Lars Horneman og Karoline Stjernfelt, som i tengeserie-form skulle fortælle de unge flygtninges historie. Det færdige produkt blev til tegneserieantologien "Uledsaget".
– Vi har i Fondsbestyrelse begrundet prisen med, at denne tegneserieantologi har betydet, at nogle af de allermest udsatte i vores samfund får stemme, sagde Kristian Gaardsøe, formand for FOA-Aalborg.
– Formålet med projektet ”Uledsaget” har været, at vise, hvor stor gennemslagskraft en tegneserie har, hvis den laves rigtigt. Målet er til fulde nået med stor visuel styrke. Vi bliver ledt igennem drengenes forfærdelige og urimelige flugt fra død og ødelæggelser i deres hjemlande.
Prisen samt 15.000 kroner blev modtaget af projektleder Maja Lisa Hansen og festivalleder Asbjørn Rune Bourgeat fra festivalen Svendborg Graphic.
Peter Abrahamsen fortolkede Scharnberg
Det var 20. gang, at Carl Scharnbergs Uofficielle Fond uddelte sine priser.
Jubilæet blev blandt andet markeret ved, at Peter Abrahamsen optrådte med fire af de sange, som har udgav i 1977 sammen med Carl Scharnberg. Alle sange på albummet "Dag efter dag" er med tekster af Carl Scharnberg.
>> LÆS OGSÅ: - Han fór lige i blækhuset
Peter Abrahamsen blev præsenteret af Hans A. Sørensen, formand for 3F i Horsens, som også overbragte en hilsen 3F's forbundsledelse og Per Christensen.
– 3F værdsætter det arbejde, som fonden gør, lød det i hilsenen fra forbundsformand Per Christensen.
Og Jørgen Hedegaard Kristensen, bibliotekar på Langsøhus, afsluttede aftenen med at takke for endnu en inspirerende aften i Carl Scharnbergs ånd.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278