Så oprandt D-dag – den store dramadag, hvor DR havde Danmarkspremiere på sit nye søndagsfamiliedrama Liberty. Opreklameringen hos DR selv og i pressen generelt har været helt på niveau med ugerne op til en Danmarksindsamling.

I sig selv et paradoks, at udviklingsminister Ulla Tørnæs og en nødhjælpsorganisation som Folkekirkens Nødhjælp hopper på det ahistoriske fluepapir.

Sammenligningen er ikke helt tilfældig, som når man i P1 Morgen bruger tid på at diskutere, om "man er blevet meget klogere og i dag leverer bedre og mere effektiv udviklingsbistand end dengang", hvad der skal ligne Tanzania i 80’erne! I sig selv et paradoks, at udviklingsminister Ulla Tørnæs og en nødhjælpsorganisation som Folkekirkens Nødhjælp hopper på det ahistoriske fluepapir.

Bedrag mod danske skatteydere

Det store spørgsmål er, hvad DR Drama vil tilføje med disse nye afsnit i føljetonen om den dysfunktionelle familie (som Arvingerne, Bedrag og Herrens Veje) - "nu i Afrika"?

Vil de næste fire afsnit bidrage til at kvalificere og nuancere den hjemlige debat om for eksempel parallelsamfund, social kontrol (eller manglen på samme) og opdragelsesrejser, eller vil den blot understøtte eksisterende og politisk belejlige udbredte fordomme om, at udviklingsbistand ikke nytter, fordi der er en grundlæggende alliance mellem udviklingsarbejdere og de lokale om at malke den danske skatteyder?

De cirka fem timer DR-drama bygger på den 700 sider store roman Liberty, tredje bind i Jacob Ejersbos trilogi, der udspiller sig omkring International School i Moshi ved Kilimanjaro i Tanzania.

Romanens bidrag

Nu er det ikke første gang, at Liberty dramatiseres. Allerede i 2013 dramatiserede Teater Nordkraft både Eksil (første bind) og Liberty (tredje bind) i to forestillinger på tilsammen otte timer. TN formåede med større troskab end DR at redigere og med færre midler at visualisere Jacob Ejersbos forlæg.

Romanen foregår over 10 år i tidsrummet 1980-90 og fortælles gennem den danske teenager Christian og hans tanzaniske modstykke Marcus' udviklinger til voksne i en verden fuld af voksensvigt, mangel på omsorg, grådighed og ikke mindst fordomme om hinanden og den omgivende verden.

Julius Nyerere i 1985 valgte at overdrage præsidentposten til Ali Hassan Mwinyi, så IMF og Verdensbanken endelig kunne spille ind med strukturreformer.

Som læsere oplever vi verden gennem Christian og Marcus' venskab, der ikke kan holde i længden, da kort sagt Christian ønsker at finde en identitet som "sort", mens Marcus målrettet har arbejdet på at komme ud af fattigdom og blive "hvid velfærdsmenneske". Kun punktvis, når det er nødvendigt for handlingen, får vi henholdsvis Christian og Marcus' registreringer af og subjektive betragtninger om de voksnes ageren i den omgivende virkelighed.

Dysfunktionel familie som bestseller

Dette har alligevel været for spinkelt for DR’s dramaafdeling, som jo har udviklet og forfinet den dysfunktionelle familie som dramatisk bestseller. Manuskriptforfatter Asger Leth flytter fokus fra teenagernes rodløshed, usikkerhed og famlen omkring køn og identitet til de voksnes uhæmmede hedonistiske og ikke mindst racistiske parallelsamfund.

Allerede i dette første afsnit er der meget stærke indikatorer på, at vi endnu engang ahistorisk skal dissekere den dysfunktionelle familie i versioner af enten skrupelløse racistiske sexistiske udbyttere (sådan nogen findes da) eller lallende naive idealister omgivet af en korrupt sort elite, tumpede tjenestefolk som lynhurtigt kan blive til tyve eller liderlige prostituerede (alle typer findes i virkeligheden). Og sådan må det jo nok blive, når man arbejder ahistorisk på det generelle niveau og forfalskende i detaljen.

Andelsbevægelsen er ikke ny

Nu er det hverken TV-seriens Niels Knudsen eller Danida, der har opfundet den tanzaniske andelsbevægelse. Der var faktisk en organisering allerede i kolonitiden, men Danmark har både alene og i samarbejde med andre nordiske lande faktisk støttet udviklingen af landbrugskooperativer i Tanzania siden selvstændigheden i 1961 og helt frem til slutningen af sidste årtusinde, hvilket man ikke havde gjort, hvis det ikke havde effekt.

Allerede i 1964 oprettedes et Cooperative Education Center i Moshi til at træne og uddanne kooperatører. Både de nordiske kooperatører og statskasser bidrog økonomisk til centret og til bevægelsens Cooperative Development Bank. Kooperativerne, som blev etableret i et opgør med indiske opkøberes de facto monopol, har i tanzanisk historie været en politisk slagmark mellem bønder, stat, parti, donorer og marked som i sig selv kunne bære en thriller.

Så kom Verdensbanken og IMF

I 1980’erne blev situationen i virkelighedens Tanzania ekstra kritisk. Forsøget med at indføre socialisme / Ujamaa (kollektivlandsbyer og selvforsyning) led gradvis skibbrud, da man forblev afhængig af import af basisvarer samtidig med at prisen på eksportvarerne kaffe, sukker og bomuld faldt drastisk på verdensmarkedet. For eksempel stoppede produktionen af sisal næsten helt, da nylonrebet blev opfundet.

Den manglende kontekstbeskrivelse og sjuskede research skriver sig helt ind i handling og dialog.

Tanzania manglede hård valuta, hvorfor landsfaderen Julius Nyerere i 1985 valgte at overdrage præsidentposten til Ali Hassan Mwinyi, så IMF og Verdensbanken endelig kunne spille ind med strukturreformer, hvorefter der gradvist kom varer på hylderne i slutningen af årtiet samtidig med, at en tanzanisk middelklasse poppede op.

Djævelen ligger i detaljen

Det er netop dén historiske kontekst romanen punktvis henviser til, og som første afsnit i tv-serien ignorerer. Den manglende kontekstbeskrivelse og sjuskede research skriver sig helt ind i handling og dialog. Djævelen ligger i detaljen. Christians mor Kirsten glæder sig til at skulle arbejde for Læger uden Grænser (endda idealistisk uden løn for en tid), men Læger uden Grænser begynder først at arbejde i Tanzania i 1993 og ikke i Kilimanjaro området.

Når man i "Liberty" skal handle på det lokale marked, ligger det i Sydafrika og med vestafrikansk underlægningsmusik – ikke et eneste tanzanisk musiknummer er på soundtracket.

Diskoteket hører tydeligt til i et sydafrikansk township (bemærk ølmærkerne). Importerede øl herunder Amstel øl var uopdrivelige i Tanzania i 1980’erne, medmindre en udlænding havde videresolgt fra den private import (gyldne tider for de danske firmaer Ostermann og Peter Justesen). Derimod bryggede man lokalt fantastisk god øl – Pilsner og Safari – som blev solgt i halvliters flasker, når der ikke var forsyningskrise, og det var der tit. Og sådan kunne man blive ved.

DR Drama kan dog ånde lettet op. Succesen er hjemme. Den valgte casting kan ikke slå fejl. Skuespillerne er fremragende. Billederne primært fra Sydafrika har den rigtige mæthed. Forhåbentlig får vi andet end reggae og vestafrikansk musik på lydsiden. Dengang i 80’erne var lydbilledet i Tanzania (bortset fra diskotekerne) præget af Freddy Ndala Kasheba, Dr. Remmy Ongala, Vijana Jazz Orchestra med flere.

Stjernerne uddeles sammen med en samlet anmeldelse efter femte og sidste afsnit.