Søndag sluttede den 70. internationale filmfestival i Berlin. En tid i opbrud og en tid i ombrud, en tid hvor nerverne sidder udenpå, og mange trends syntes at overtage ærlige meninger og gedigen filmkunst.

Mange perler glimter mellem de utallige film på lærredet – også filmen, "Sheytan vojud nadarad", der vandt den gyldne bjørn.

Alligevel er dette års verdens-plenum i film og premiere for nye ledere, både i programmet Forum og på festivalen som sådan, vellykket. Mange perler glimter mellem de utallige film på lærredet – også filmen, Sheytan vojud nadarad, der vandt den gyldne bjørn.

Filmen Sheytan vojud nadarad (There Is No Evil, direkte oversat: Satan findes ikke), som er instrueret af Mohammad Rasoulof fra Iran, får mig til at tænke på den polske filmmager Kieslowskis Dekalog om de10 bud.

Det er altid let at kritisere onde magter, og der er mange film om at stille magthaverne til ansvar på Berlinalen. Men hvad med det onde i os selv, hvad er det enkelte menneskes ansvar, når det får ordre til at henrette et andet menneske?

Kan man leve videre, når man har fået ordre til at slå ihjel og har udført ordren? Kan man leve videre, når det at sige nej har kostet andre ansvar?

Ansvar og skyld

I fire episoder, der er kædet sammen, belyser Mohammad Rasoulof i enkle opsætninger ansvar og skyld i en film, der handler om, hvordan de unge iranere, der tvinges ind i militærtjeneste, også tvinges til at udføre ordrer, der påvirker resten af deres liv.

Med dramatisk raffinement og patetisk enkelthed drages vi ind i historier, hvor gåder langsomt opstår, sandheden pludselig afsløres og igen opløses på dramatisk vis, og hver episode ender med et spørgsmålstegn, ikke med en løsning.

På mirakuløs vis – og højst dramatisk skildret – lykkes det den ene bøddel at slippe for sit lod, den anden lulles ind i en verden fuld af løgne.

Den ene udfører ordren, den anden ikke, og alligevel stilles det enkelte menneske til ansvar for sine handlinger, alle bringer ofre... der findes ingen ondskab..

Pa den måde spejler filmen naturligvis det repressive system i Iran, men dens problemstilling er universel. Filmens skuespillere er som oftest brilliante i deres enkle kammerspil, hvilket jeg forresten ofte har oplevet meget stærkt i iranske film.

Filmen er et møde med Iran tæt på i en velovervejet og klassisk kombination af total billeder med en næsten teateragtig iscenesættelse af hverdagslivet i halvtotal, godt fotograferet af Ashkan Ashkani.

Til pressekonferencen er instruktøren Mohammad Rasoulofs stol tom, han er frataget sit pas og må egentlig ikke lave film. Hvordan det er lykkedes ham at skabe dette stærke stykke filmkunst er mig en gåde. 

Universelt tema

Sølvbjørnens store pris går til en film, der omhandler et lige så universelt tema.

Filmen Never Rarely Sometimes Always af Eliza Hittman handler om en ung pige, der, uden støtte fra forældregenerationen står alene med et uønsket graviditet, og må rejse gennem flere stater til en stat, hvor det er legalt at få abort, da det er forbudt, der hvor hun bor. Filmens to hovedroller er fint spillet af Sidney Flanigan og Talia Ryder.

Glasbjørnen i ungdomsprogrammet 14+ går også til en amerikansk film, Sweet Thing, af Alexandre Rockwell. Det er en epos i sort og hvid om tre unge mennesker, der bryder ud af voksne på afvejes jerngreb og i et kort moment er fri og deres egne herre.

Filmen er et rigtig familieforetagende. De to søskende i filmen er instruktørens børn, og deres mor er moren i filmen. Sammen har de fået ideer og sat plottet for Sweet thing op, hvilket giver en friskhed, selvom der er lige lovlig mange temaer der skal vendes.

De tre unge hovedroller Lana Rockwell, Nico Rockwell og Jabari Watkins går sammen med de smukke sange simpelthen lige til hjertet.

Den internationale pris i Generation klassen går til Los Lobos af Samuel Kishi Leopo fra Mexico. Den handler om de to drenge, der sammen med deres mor krydser grænsen mellem Mexico og USA imod det forjættede land.

Den internationale jurys ”special mention” gå velfortjent  til filmen Kaze No Denwa af Nobuhiro Suwa.