Poul Christian Asmussen kommer smilende ind ad døren i Café Oskar i Mejlgade 49 i Aarhus. Bare to husnumre længere henne ad gaden lå Gøglerskolen i en årrække, en skole som han var med til starte i 1989. Hans officielle titel var forstander, men han insisterede på at blive kaldt cirkusdirektør.
Nu er der gang i de unge med klimademonstrationerne, Fridays For Future. Tænk, hvis vi gamle røvhuller gik med dem?!
Nu drager han rundt med sin bog "Venskab på livstid", en bog om de vilde 70’ere. Om tiden forud for Gøglerskolen, om dengang han og andre unge ville revolutionere kriminalforsorgen. Han læser op af bogen om de vilde 70’ere, hvor alt skulle prøves – men han vil mere end bare at underholde.
Der er gang i de unge nu
Poul Christian Asmussen eller PC, som han kalder sig, lægger cykelhjelm og handsker fra sig på cafébordet. Sætter sig og ryster kulden af sig. Han er 68 år og rundet af 68-generationen, fortæller han stolt, men han synes, mange af de gode idéer og erfaringer er blevet glemt.
– Nu er der gang i de unge med klimademonstrationerne, Fridays For Future. Tænk, hvis vi gamle røvhuller gik med dem?! Ligesom der var nogle, der tog os højtideligt og støttede os dengang, siger PC med begejstring.
>>LÆS OGSÅ: Da unge skiftede hjul og tandhjul, også i kriminalforsorgen
– Jeg vil gerne prikke lidt til dem fra min egen generation, der enten er blevet bitre og sure på udviklingen, imod mobiler, eller de har glemt alt om dengang. Nogle af dem er gået på efterløn og spiller golf i Spanien, siger han med et drilsk blik.
– Dengang kunne det ikke blive revolutionært nok, og i dag kan det ikke blive borgerligt nok, siger han bidende, men også med et håb.
Da de gamle aktivister støttede os
– Nu går vi på pension. Vi må da stadig kunne kæmpe. Dét, vi kunne engang, kan vi måske stadigvæk? siger han opmuntrende og fortæller om sin aften hos klubben "Gamle Sure Mænd", som også tæller en del kvinder. En aften, hvor der blev spist, sunget røde sange og diskuteret. Hvor der blev husket og rusket op i drømme og drivkræfter fra dengang.
– Hvem betød noget for os, da vi var unge? Selv husker jeg digteren Carl Scharnberg, der arrangerede marcher mod atomvåben med tusindvis af deltagere tværs gennem Danmark. Scharnberg var med til at starte Børnenes Jord.
– Der var nogle gamle mennesker, der tog os unge alvorligt og ikke ville belære os. De støttede vores oprør og engagement i 70’erne!
Slut med isolationsfængsling
I sin bog "Venskab på livstid" har PC åbnet sine sider for en hel ungdomsgeneration, der var i gang med at skifte hjul og tankegods overalt i samfundet. Også i kriminalforsorgen, som PC havde sat kursen mod. Det skulle være slut med fængselsophold og isolationsfængsling af unge.
– Folk bliver ikke mindre kriminelle af at blive buret inde. Al forskning viser, at når de kommer ud igen, så er de først rigtig farlige, så har de lært alle tricksene, fortæller PC.
PC ønskede at gå andre veje end pisk og straf, og man kunne jo også spørge de unge, der ville ud af fængsel og kriminalitet. Få dem til at arbejde med deres egne livshistorier.
Rul livshistorien ud
– Hele den filosofi og måde at tænke verden på ligger tæt op ad narren og gøglerens måde at arbejde på. I gøglet tager man sit eget handikap op og vender det til sin fordel. Man skal have nogle "knager, man kan hænge sit liv op på", mener PC og finder frem til knagen med Den Rullende Pipcelle.
PC og narkomanen og bankrøveren Kjeld Henriksen rejste landet rundt i 80'erne med en tro kopi af en isolationscelle i Horsens Statsfængsel. Idéen var Kjelds. Hans unge liv havde mest formet sig bag tremmer. Isolationscellerne opfyldte slet ikke FN's mindstemål, så Kjeld ville ud at oplyse og protestere.
Han byggede en tro kopi af cellen, satte hjul under, hvorefter han rullede både Pipcellen og sin egen livshistorie ud til børn og unge. Han ønske var, at de ikke skulle få samme løbebane som han selv.
Hvor blev visionerne af
Poul Christian Asmussen slipper Pipcellen og vender sig mod visionerne. Som leder af Gøglerskolen i Aarhus gennem tre årtier har han erfaret, hvor livsvigtigt det kan være for unge at få hjælp til at vende deres svagheder til styrker, i stedet for at samfundet og socialrådgiverne jagter dem med krav om uddannelse og arbejde som det vigtigste.
Derfor troede PC heller ikke sine egne ører, da han som gæstelærer på socialrådgiverskolen hørte studerende fortælle, at de ville være socialrådgivere "for at komme efter Dovne Robert og Fattig Carina". Hvor var visionerne henne?
Vi holdt folk ude af spjældet
– I de 30 år jeg har været på Gøglerskolen, har der været tre forskellige lovgivninger, og de målte altid vores resultater på, om vi fik de unge i arbejde eller uddannelse. Men det var ikke det, vi lavede. Vi lavede hardcore socialt arbejde!
– Hvis man i stedet havde målt os på, hvor mange folk vi holdt ude af spjældet og ude af psykiatrisk afdeling, ville det være en sindssygt god forretning!
– Jeg har aldrig mødt en ung, som ikke ville i arbejde eller uddannelse, hvis noget passede til deres læringsstil. Folk laver kun kriminalitet, hvis de ikke har noget at miste.
– Er der nogle, der platter og svindler? spørger PC eftertænksomt. Han lægger hovedet skiftevis til den ene og den anden side, mens han overvejer:
– Jo, men efter 30 nederlag og for at bevare en krumme selvrespekt tænker de, "systemet kan fucke mig", konkluderer han og fortsætter:
– Men min erfaring er, at hvis du virkelig kommer og giver dem et tilbud om at gøre gavn og have noget at stå op til om morgenen, så vil de fleste gerne!
Trak aldrig offerkortet
– Dér synes jeg, at Pipcelle-Kjeld kunne være et godt modbillede, siger PC om Kjeld Henriksen, som han mødte i et kollektiv, hvor unge boede sammen med unge kriminelle, der ville ud af løbebanen. Man var sammen fireogtyve timer i døgnet, havde de samme lommepenge og vedtog alting på fællesmøder.
– Måske er min allerdybeste motivation til at skrive bogen "Venskab på livstid", at Kjeld var et helt fantastisk inspirerende menneske, fordi han aldrig trak offerkortet, siger PC om vennen Kjeld Henriksen og smiler med varme i blikket.
Nu går vi på pension. Vi må da stadig kunne kæmpe. Dét, vi kunne engang, kan vi måske stadigvæk?
– Jeg har i mange situationer tænkt, at hvis Kjeld kunne vende det hele til noget, der minder om et stykke absurd teater eller Olsen-banden, så måtte vi andre også lade være med at pylre og i stedet prøve at angribe tingene med humor og vende tragedie til komedie.
Første røverhistorie
PC har flere gange taget tilløb til at skrive sin bog "Venskab på livstid", men ordblindhed holdt ham tilbage. Der kom først hul på skriveriet, da Aarhus Stiftstidende inviterede ham som fast klummeskribent. Stadigvæk rumlede planerne om bogen.
Det var en kamp at komme i gang med linjerne, men pludselig en dag havde han skrevet det første kapitel. Egentlig var det slutningen på historien, men en god historie skal ikke fortælles fra A-Z.
Indholdet behøver heller ikke være helt korrekt, det drejer sig om at få folk til at forstå og at finde kernen. Desuden har han svært ved at huske nogle begivenheder, og nogle personer er visket lidt ud. Derfor vil han også helst kalde sin bog for en røverhistorie.
Nu kan han slet ikke få nok af skriveriet. Han lytter med udslagne ører til programmet Skønlitteratur på P1, om hvordan forfatterne skriver deres romaner.
– Og jeg kan vaske op samtidig og behøver ikke at stå stille. Det er nemlig min læringsstil! griner PC.
– Jeg lovede min ven Kjeld at skrive en bog om ham, men vi var uenige om hvordan. Kjeld ville være en rockstjerne a la romanen "Lev stærkt, dø ung". Jeg ville skrive om ham, som han var, og samtidig brede livet og tiden ud, husker PC.
Diskuterer visioner med nutidens unge
De nåede aldrig at skrive bogen sammen, da Kjeld døde i 2012. Poul Christian Asmussen sluttede i 2019 på Gøglerskolen og er nu freelancer med sine skriveværksteder og konsulentvirksomhed. Men han bruger sin bog om ungdommen og 70’ernes visioner til at komme i diskussion – også med de unge på Gøglerskolen.
Dengang kunne det ikke blive revolutionært nok, og i dag kan det ikke blive borgerligt nok, siger han bidende, men også med et håb.
– Når jeg har læst højt for de unge på Gøglerskolen, syntes de, at det var enormt spændende og vigtigt. De havde ofte hørt om de vilde 60’ere og 70’ere i overskrifter, men vidste ikke rigtigt, hvad det var. Måske noget med kollektiver og rødstrømper, men med min bog syntes de, at det var spændende at dykke ned i idéerne fra dengang, fortæller den tidligere cirkusdirektør for Gøglerskolen og rejser sig.
Poul Christian Asmussen hiver sin jakke op fra stoleryggen og rækker ud efter handsker og cykelhjelm. På Værestedet for hjemløse venter nogle skrivelystne på ham. I næste uge er det nogle unge i Gellerup. Han føler sig overbevist om, at unge som den afdøde digter Yahya Hassan ikke er en undtagelse. De må bare have anerkendelse og støtte til at finde deres livshistorie og vende den til en styrke.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
