08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tamas Schild ser sigøjnere fra en anderledes vinkel

Ungarsk fotograf udstiller i Aarhus

Tamas Schild ser sigøjnere fra en anderledes vinkel

Orkestret De Splittergale og VIAs Kunstklub står bag udstillingen "To Be Beautiful Gipsy", hvor hensigten er at bryde de negative fordomme, der i dag knytter sig til ordet roma/sigøjner.

Mor med nyfødt barn, skildret af den ungarske fotograf Tamas Schild. Billedet er taget i Somogy i Ungarn 2014.
FOTO: Tamas Schild
Fotografen Tamas Schild i samtale med regionsrådsformand Bent Hansen ved receptionen på udstillingen "To Be Beautiful Gipsy".
FOTO: Poul Nyholm

- Kig ikke efter, hvad de ikke har - men efter dét, de rent faktisk har!, lød det stilfærdigt fra den ungarske fotograf Tamas Schild ved åbningen af billedudstillingen "To Be Beautiful Gipsy", på dansk: "At Være Smuk sigøjner".

Det er ikke "Smil til fotografen-billeder", men snarere øjeblikke af stille glæde eller dyb tænksomhed.

Det er orkestret De Splittergale og VIAs Kunstklub, der har arrangeret udstillingen af Tamas Schilds billeder. Det er en del af projektet Den Gode Galskab, hvis sigte er: "…at bryde de negative fordomme der i dag knytter sig til ordet roma/sigøjner."

Tæt på sigøjnernes liv

Ansigtet og øjenkontakten fanger i Tamas Schilds fotografier. Unge sigøjnere, gravide kvinder, børn og forældre og ældre er skildret tæt på og intimt i den forstand, at der er tillid til fotografen. Han har fået lov at komme tæt på i deres liv. Det er ikke "Smil til fotografen-billeder", men snarere øjeblikke af stille glæde eller dyb tænksomhed.

Det har ikke været Tamas Schilds hensigt, at lave socialrealistiske billeder om sigøjnernes leveforhold i Ungarn, selv om man kan læse ud af de forrevne vægge og de slidte møbler bag menneskene, at der er fattigt. Billedernes baggrund er tonet ned, og stilen minder om mørkemalerne i 1920'erne, hvor der kun er kastet lys på det vigtige i billedet, altså det maleren eller fotografen vil fremhæve.

Mens Tamas Schild var midt i en stor sorg, vendte han tilbage til sin hjemegn i det sydvestlige Ungarn, hvor der bor mange sigøjnere. Han var meget sammen med dem og tog billeder af dem, som de bagefter fik foræret. Siden tog han billederne med rundt i verden, og nu er de i Aarhus.

Skub fordommene til side

Alle billeder i "To Be Beautiful Gipsy" er i store formater på 80x120cm, og fylder godt i aulaen hos VIA i Ceresbyen, Aarhus. Her kommer dagligt mange studerende.

- Billeder kan udfordre os på vores fordomme, sagde regionsrådsformand Bent Hansen ved receptionen fornylig og fremhævede Jakob Holsts "Amerikanske billeder" og deres betydning. Han kommenterede Tamas Schilds billeder for at  kunne få os tænke anderledes om romaer, der i dagspressen ofte fremstilles som mennesker, der helst skulle skubbes videre til et andet land.

I Ungarn bor mange sigøjnere, måske op mod 800.000, hvilket udgør omkring ni procent af befolkningen. Efter murens fald er arbejdsløsheden steget drastisk i denne befolkningsgruppe.

Projekt Den gode galskab

Udstillingen "To Be Beautiful Gipsy" er en del af projekt Den gode galskab i forbindelse med Aarhus/Region Midt som Europæisk Kulturhovedstad i år. I et samarbejde mellem De Splittergale, socialforvaltningen og VIA sættes et positivt fokus på udsatte grupper som blandt andet romaer og psykisk sårbare.

"To Be Beautiful Gipsy" kan ses på VIA UC, Bygning E, Musiktorvet, Ceresbyen 24, Aarhus C frem til 15. september.

Som det næste initiativ afholdes der Splittergal Sigøjnerfestival i Aarhus den 24.-26.august.

Kontakt: Jacob Hogrebe: ja.hogrebe@stofanet.dk. Se mere: www.desplittergale

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. aug. 2017 - 13:20   28. aug. 2017 - 10:48

Fotoudstilling

kb@arbejderen.dk