Ditte Cederstrands (1915-1984) forfatterskab har haft et hovedmotiv: "At afsløre kapitalismen, afsløre det man har vovet at gøre med os mennesker".

Efter Tysklands-årene blev "vejen til socialismen uundgåelig, fordi jeg fik hele krigens meningsløshed, vanvid og gru direkte ind på livet…"
Ditte Cederstrand

Hun ville desuden "vise menneskets mulighed for at ændre ikke alene deres egen situation, men også samfundet som sådan".

Første etape

Cederstrand blev født i 1915 i København og voksede op i Hellerup, hvor faderen var kunsthandler. Hun tog en højere handelseksamen, da hun ville gå i forældrenes fodspor. Hun startede derefter som sekretær, samtidig med at hun lærte tysk og engelsk.

I 1937 giftede hun sig med den tyske præst Albin Siegbert Hummel og bosatte sig i Dresden, senere Leipzig. Ægteskabet krakelerede og mens luftalarmerne lød og bomberne faldt over Hitlers Tyskland, flyttede hun i juli 1944, gravid og med sine to børn til Danmark.

Anden etape

Her blev hun atter sekretær, og anden etape begyndte.

I Danmark ændrede hun omgangskreds. I 1946 flyttede hun sammen med den kommunistiske arbejderforfatter Harald Herdal og fik derved kontakt med forfattere som Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig.

Efter Tysklands-årene blev "vejen til socialismen uundgåelig, fordi jeg fik hele krigens meningsløshed, vanvid og gru direkte ind på livet… og var krige uundgåelige i det kapitalistiske system… så måtte der en ændring af samfundet til for at undgå en gentagelse, og det kunne kun socialismen tilvejebringe".

I Danmark ændrede hun omgangskreds. I 1946 flyttede hun sammen med den kommunistiske arbejderforfatter Harald Herdal og fik derved kontakt med forfattere som Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig.

Hun blev medlem af DKP og begyndte at skrive i Land og Folk. I 1947 fik hun sit fjerde barn. I 1951 bliver hun ekskluderet af DKP, grundet principielle og personlige årsager. De personlige var forholdet til Harald Herdal og trotskisten, lægen og litteraturkritikeren Georg Moltved.

Kommunist uden for partierne

Derefter arbejdede hun som "kommunist uden for partierne". I sine sidste år var hun tæt knyttet til Kommunistisk Arbejderparti, marxister-leninister, Kam-l, i hvis avis Arbejderbladet hun redigerede kulturstoffet. 

Fra 1952 til 1966 var hun fængselslærer i Horserød og begyndte i denne periode at skrive, især noveller. I 1958 flyttede hun og Herdal fra hinanden, og hun flyttede med børnene til Bogø ved Møn. Her boede hun i et gammelt fiskerhus, som hun drev som pensionat om sommeren.

Det kunne ikke køre og hun blev lærer på Arbejderhøjskolen i Roskilde indtil 1972, afbrudt af et års ulandsfrivillig i Tanzania. Her skrev hun erindringsbogen "Første etape" om sine år fra hun var 15 år, til hun og døtrene forlod Tyskland i 1944. Bogen udkom først i 1984.

Hun og Harald Herdal, der var blevet separeret i 1958, blev endeligt skilt i 1975. 

Da børnene var fløjet fra reden, begyndte hun at skrive de romaner, hun længe havde haft planer om. Som præstekone havde hun flirtet med skriveriet, der var præget af "humanistisk romantik, til dels forsøg på psykologisk forståelse af egen og andres adfærd".

Forfatterskabet

Forfatterskabet afspejler hendes egen udvikling, og bør derfor vurderes i etaper. Groft sagt kan man vurdere det fra før og efter 1974. Perioden før 1974 var præget af hendes borgerlige opvækst med debutbogen "DDR. Indtryk og stemninger fra en rejse i 1950", sammen med Herdal, som undtagelsen. Herefter var hendes forfatterskab orienteret mod arbejderklassen og dens liv.

Forfatterskabet afspejler hendes egen udvikling, og bør derfor vurderes i etaper. Groft sagt kan man vurdere det fra før og efter 1974. 

Hun debuterede i 1946 med nogle noveller i "Vild hvede" og påbegyndte trilogien "Den hellige alliance". Den består af "Jubilæumsugen" (1953), "Kompromis" (1954) og "Perspektiv" (1955).  Trilogien er en bred familie– og samtidsroman om de dramatiske år før, under og efter Anden Verdenskrig. Den handler om Sonja Jæger og firmaet Bendtsen og bygger delvist på Ditte Cederstrands eget ægteskab og opholdet i Tyskland.  

Efter et par afslag på nye bøger - det var koldkrigstid - forsøgte hun sig med to historiske dagbogsromaner. De handlede om en adelskvinde og kvinders afhængighed i 1700-tallets Sverige. "Livet det rige" (1960) og "Over sukkenes bro" (1962) blev en salgssucces.

Med den politiske klassekamps-, generations– og kærlighedsroman "Bagerbørn" beskriver hun allerede i 1967 fremmedarbejdernes forhold. Hun havde opdaget, at "man oparbejdede et nyt proletariat i Europa... det ville jeg sætte lyset på". Bogen blev en stor succes i DDR, hvor den kom i en tv-version! Et planlagt bind to om Den Tredje Verden og imperialismen blev skrottet, da modernismen nu var fremherskende.

De uspurgtes historie

Sit store gennembrud fik hun med romanserien "De uspurgtes historie" om arbejdernes og en hel slægts historie siden århundredeskiftet i Sverige, Danmark og Sverige. En serie hvor de uspurgte fik mæle.

Gennem seks bind følger vi den skånske familie Peter og Cilja Strand og deres efterkommere.

Bindene omfatter "En københavnsk familie" (1974), "Tillidsmanden" (1975), "Hvor har du hjemme – proletar?" (1976), "Soldat – i hvilken hær?" (1978), "Det skal vi huske dem" (1979), "Som det gik" (1981) og "På vej - trods alt" (1982).

Gennem seks bind følger vi den skånske familie Peter og Cilja Strand og deres efterkommere. Historien starter med "Hvor har du hjemme – proletar?", omkring Første Verdenskrig. Bogen slutter omkring 1920, hvor der er social uro og kup i Tyskland.

"Soldat – i hvilken hær" starter i 1932, kort før Hitlers magtovertagelse. Den følger kommunisternes organiserede, og illegale modstand mod nazismen. Noget af familien Strand er i Tyskland, mens andre er i Danmark. Den umiddelbare fortsættelse, "Det skal vi huske dem" er koncentreret om modstandskampen og hvor generationerne handler i fællesskab.

I "Som det gik" er vi nået efterkrigsårene og for mange kommunister var det også desillusioneringens tid, med usikkerhed og splittelse. Der var enhedsforhandlinger mellem socialdemokratiet og DKP. Det mislykkedes, DKP fik 18 mandater, men hvordan blev de forvaltet?

I bogen beskrives smukt forholdet mellem Karen Strand og en ældre maler, bygget på Cederstrands og Harald Herdal forhold. Bogen slutter i 1952, men følges op af "På vej trods alt". Bogen følger familierne op til 1970’erne med krise, splittet venstrefløj og voldsom grøde. Spørgsmålet er: Hvordan får vi socialisme? Vi er med til freds– og arbejdsløshedsdemonstrationer. Peters to familier mødes og forfølges fortsat af tragedier. En fætter udleveres af politiet til Vesttyskland hvor han står til en dom for at have solgt "forkert" litteratur. Bogen samler de mange løse ender, som de tidligere bind havde frembragt.   

"En københavnsk familie" foregår i København omkring EF-afstemningen i 1972 hos den midaldrende Anton Strand, fællestillidsmand på en større metalvirksomhed, og socialdemokrat, hans hjemmegående, og syge, hustru Jenny og deres fire voksne, men hjemmeboende børn. Her er generationskampen central.

I "Tillidsmanden" er Jenny død og man mærker følgerne af EF-afstemningen: mindre realløn og arbejdsløshed. Anton bliver også arbejdsløs, fordi han støtter en "vild strejke". Han påvirkes af de mange revolutionære strømninger og får arbejde på skibsværftet B&W.

Cederstrand havde planlagt to bind til. Et i forlængelse af "Det skal vi huske dem" og et om Antons børn og tiden omkring 1980. Men kræfterne slap op. 

Til det norske Klassekampen sagde hun, at hun skrev "De uspurgtes historie", fordi "der i vores samfund er mennesker, som aldrig bliver spurgt, de vælger aldrig en uddannelse, bolig eller noget selv. De bliver aldrig spurgt, om de vil bo der eller der, de må altid sælge deres arbejdskraft der, hvor de kan få solgt den. Denne gruppe af mennesker, med den største klasse i spidsen, arbejderklassen, er der fortalt noget om, men jeg vil være med til at sætte lyset på deres historie og liv".

Fra Karl til Rosa

Hun havde taget stilling, og i 1974 redigerede hun en bog om Marx og Engels' syn på kunst og litteratur. Hun introducerede den vidunderlige DDR-forfatter Anna Seghers på DKP’s Clarte. Gennem årene skrev hun en række noveller, som i 1977 udkom under titlen "Årringe". Hun var desuden aktiv i Socialistisk Kulturfront, og forfatterforlaget Ar-litt.

I 1979 udkom hendes "Revolutionens ørn. 13 billeder af Rosa Luxemburg". Hendes sidste bog var romanen "Seks dage" (1984). Det er en psykologisk spændingsroman med et tilsyneladende "normalt" selvmord som udgangspunkt.

I 1979 filmatiseres hendes novelle "Opgør" af en gruppe arbejdsløse. At "De uspurgtes historie" ikke er filmatiseret forekommer en gåde på linje med, hvorfor Hans Scherfigs "Frydenholm" ikke er det! 

 "De uspurgtes historie" er et blivende værk om arbejderklasses historie. Romanserien er på niveau med Martin Andersen Nexøs "Pelle Erobreren" og en inspiration til alle, der vil tage deres eget liv og historie alvorligt.

Selv sagde Ditte Cederstrand: "Det kan nytte at arbejde for en forandring – hvor vanskeligt det end ser ud!".

Hun døde i 1984, men forfatterskabet, som gav hende Kollegaernes Ærespris (1983) og Nexøprisen (1979), og mindet om hende lever.