Det kan godt være lidt overvældende at sætte pigtråd omkring pædagogsønnen fra Lyngby-Taarbæk, teatermanden Pelle Nordhøj Kann, som han sidder der og gnasker i et efterårsæble i teaterkollektivet Teatergrads møde- og frokostrum.

– Det er en historie, der betyder afsindigt meget for mig og som jeg står i hver dag - hele tiden - og forholder mig til.

Lige nu spræller han rundt som en fisk i vandet som instruktør for demens-forestillingen "Husker du? - en musikalsk hyldest til glemte minder". Den følger den tidligere musiklærer Jens, der får stillet diagnosen Altzheimer som 50-årig – lige som Pelle oplevede det for fem år siden med sin egen mor.

– Hans historie er jo tragisk, og det er en personlig nøgle ind. Det er en historie, der betyder afsindigt meget for mig og som jeg står i hver dag - hele tiden - og forholder mig til. Og samtidig er der en stor samfundsmæssig debat i det: Hvad er det, vi gør med vores ældre? Hvad er det, vi gør med vores syge, og hvad er det for en tilværelse, vi tilbyder dem, spørger Pelle Nordhøj Kann.

– Politisk set har Dansk Folkeparti taget patent på at være de ældres frelser, så sådan en som mig med mit politiske tilhørsforhold kan næsten ikke sige højt, at vi bliver nødt til at tage os bedre af vores ældre, for så ryger man i boks med dem. Det er dybt tragisk og en falliterklæring fra venstrefløjen. I den debat har vi spillet os selv op i et hjørne, lyder det kontant fra Pelle Nordhøj Kann,

Iværksættergenet

Kærligheden til teatret kommer ikke hjemmefra. Hans far spiller musik, men ellers kommer han ikke fra et kreativt miljø.

– Jeg blev virkelig dybt fortørnet over, at Lyngby-Tårbæk kommune ikke lige kunne se mig som den nye Mozart og smide 5-6 millioner kroner efter det.

– Jeg startede som 14-15 årig på Lyngby Ungdomsskole, og der fik jeg et iværksættergen. Jeg har altid villet spille og lave teater, og søgte om at lave et egnsteater første gang, da jeg var 17-18 år. Jeg blev virkelig dybt fortørnet over, at Lyngby-Tårbæk kommune ikke lige kunne se mig som den nye Mozart og smide 5-6 millioner kroner efter det, griner Pelle Nordhøj Kann.

Turen gik videre til skuespillerskolen i 2000. Fem år senere stiftede han “Det Flydende Teater”, som især har stillet skarpt på danske kulturpersonligheder som J.P. Jacobsen, Karen Blixen, Henrik Nordbrandt, Asger Jorn og Naja Marie Aidt.

– Drømmen var en karriere som free lance-spiller, og så at have mit eget ved siden af. Der er en fed dynamik i det. Som spiller kan jeg hengive mig fuldstændig, og som instruktør er man priviligeret. Der kan man have en vision, og så prøve at få den lavet sammen med de spillere, man er sammen med.

Teatergrad

I 2014 etablerede Det Flydende Teater sommen med teatergruppen danskdansk byrumsteatret Teatergrad. Formålet er at bringe teater ud i det offentlige rum.

– Når vi udtænker forestillinger, så har jeg to spor, der skal gå hånd i hånd: Jeg skal kunne mærke en personlig historie i det – jeg skal kunne blive personligt berørt af det. Og så skal det ville et eller andet i samfundet. Det er en balancegang.

– Nogle gange har vi lavet staveplade politisk teater med et ræverødt afsæt. Det har jeg også lyst til at lave, men det udspringer af et personligt behov for, at jeg skal kunne forstå – at der er en konflikt i mig, som jeg skal prøve at finde ud af. Så de to spor skal hele tiden være til stede, griner han.

Det poetiske teater

Midt i alt det politiske og bevidste stikker en anden Pelle Nordhøj Kann frem på linsen.

– Personligt har jeg en forkærlighed for teater, der har en poesi indbygget. Jeg er ikke så meget til “kitchen zink” teater, denne hyperrealisme, som filmen er så vanvittig dygtig til. Teatret bliver spændende, når det tør bruge de teatrale virkemidler, at lave TEATER. Det er der, hvor vi tør tage poesi i munden og spille nogle krydsende landskaber, filosoferer teatermanden Pelle Nordhøj Kann.

Han stortrives i det nye Teatergrad samarbejde og føler sig rigeligt udfordret på det faglige plan.

– Jeg bliver mere og mere bevidst om min rolle som teatermager. Ikke mindst fordi vi har fået skabt dette fantastiske hus, hvor jeg har mulighed for at folde det ud sammen med nogle absurd dygtige mennesker, som på mange måder er markant dygtigere end mig. Men jeg har min plads i det rum og kan få lov til stille og roligt at udvikle mit teatrale rum med det, som jeg synes er spændende. Så er der den der teaterinstruktør og kunstneriske leder-del af det, som er under rivende udvikling, og jeg ved ikke, hvor den bærer hen.

Krig i børnehøjde

Næste projekt hedder “Krig i børnehøjde”, og det er affødt af en mor, der kom hen til Teatergrad-folkene til et Folkekøkken i Korsgade-hallen.

– Og selvfølgelig skal teatret kunne det. Hvis det ikke kunne det, hvad var så vores berettigelse?

– Det var lige, da Syrien-krigen var på sit højeste hun og sagde: “Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal tale med mine børn om det her krig, der bare er overalt. Vi kan ikke gå ned ad Nørrebrogade eller gå ind og spise et sted, vi kan ikke åbne radioen og se tv. Der er bare krig og død og ødelæggelse over alt, og hvad fanden skal jeg sig til mine unger?”

Typisk for Teatergrad tændte emnet med det samme.

– Vi sad egentlig og bryggede på noget helt andet, men tilbage på kontoret kiggede vi på hinanden og måtte så rydde skrivebordet. Der er en personlig krog, for vi sidder alle sammen som fædre og mødre med problemet: Hvad skal vi sige til dem. Vi kan jo ikke lyve for dem. Og selvfølgelig skal teatret kunne det. Hvis det ikke kunne det, hvad var så vores berettigelse?, spørger Pelle Nordhøj Kann – og svarer selv:

– Vi skal lave en forestilling om krig, set fra børnehøjde. Det bliver både en teaterforestilling og et samtalerum. Vi vil spille en masse scener, som vi får af børnene, men vi skal også lave vi en masse billeder på krig. De skal kunne tale om, hvad det er. Det kan være svært som far og mor at spørge sit barn: "Hvad tænker du om krig?" Men kunsten kan åbne et samtalerum, et poetisk rum, som åbner for snakken og fantasien, så tror jeg at vi kan komme rigtig langt.

Et andet publikumsrum

Pelle Nordhøj Kann vender gerne tilbage til "Husker du?", som netop har overstået sin prøvefase, og nu skal rundt til landets plejehjem.

– Den forestilling kan alt, og så absolut intet, og det afhænger fuldstændigt af publikum.

– “Husker Du?” er på mange måder en stor forestilling, der ser ud til at være lykkedes, men det er også en undersøgelse af en gruppe i et publikumsrum, som vi slet ikke kender noget til. Vi har spillet for en sal kun med demente, og det fungerede ikke. Forleden sad der tre demente og syv Politiken Plus-gæster, og det fungerede heller ikke. Det var bare til den anden side, konstaterer Pelle Nordhøj Kann tørt.

– Så har der været de forestillinger, hvor de demente skrålede med og er i live på en måde, som ikke er set før. Der sad en ældre mand, der pludselig begyndte at råbe sin afdøde kones navn under forestillingen, og ingen havde hørt ham nævne hende i de ti år, han havde boet på plejehjemmet. Personalet flækkede fuldstændigt over på midten. Der kan den noget, som er fuldstændig unikt.

Så er den der igen - klicheen om poesien og modet og virkeligheden som et konkret rum for teaterfreak'en Pelle Nordhøj Kann.

– Til premieren sparkede de taget af, og da sundhedsborgmester Ninna Thomsen var der, lagde de bare ti meter til. Der var det det hele værd. Den forestilling kan alt, og så absolut intet, og det afhænger fuldstændigt af publikum, siger Pelle Nordhøj Kann. Han uddyber:

– Hvis du står inde på Det Kgl. Teaters Gamle Scene og spiller ud i mørket, så gør du dit shit – du gør det du skal. Du ved, at Romeo og Julie dør. "Husker du?" er 100 procent afhængig af publkum. Rolf er ikke Jens. Han er simpelthen nødt til at være åben og kommunikere med det publikum, der er hele tiden. Det er bare så voldsomt at mærke hele tiden, for det hele er sat på spidsen. Man taler meget i børneteater om, at det er det hårdeste publikum, men vi har fundet et publikum, der er endnu hårdere, griner Pelle Nordhøj Kann.

Gamle tosser

Det er ikke lutter lagkage, understreger han.

– Når vi kommer ud på de plejecentre og møder de skæbner… Der sker jo mange fantastiske ting, men der sker ved gud også ting, der ikke er så fantastiske. 

– Når vi kommer ud på de plejecentre og møder de skæbner… Der sker jo mange fantastiske ting, men der sker ved gud også ting, der ikke er så fantastiske. Samfundet er i den grad bærer af, hvordan jeg behandler min gamle mor og min gamle mormor. I de gamle, gamle dage boede familierne sammen og der var tid og værdighed ved at være den vise, den kloge gamle. Nu er man en gammel tosse. Børnebørnene har bedre styr på tingene, og ellers googler de sig til det - så den der overlevering af levet liv er fuldstændig forsvundet, og det synes jeg er dybt tragisk.

Hustru, administrativ leder og medspiller Christine Worre Kann kommer ræsende ned ad trappen:

 – Amen. Så er der afgang!

Teatergrad rykker videre.