09 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ti slags kage og en lun troubadour

Madopskrift

Ti slags kage og en lun troubadour

Når Folkebevægelsen holder grundlovsfest kan vejrguderne godt gå hjem og lægge sig - kagebordet vinder hver gang - selv på en vindblæst ø i Limfjorden.

Hindbærhjertesnitterne og napoleonshattene får du opskriften på i dagens artikel. Rosensukkeret på de rosa kager blev bragt sidste lørdag.
FOTO: Søren Kjær Nielsen
Mon ikke kagebordet på Egholm Gamle Skole lokker nogle aalborgensere over vandet?
FOTO: Søren Kjær Nielsen

”Det haver så nyligen regnet, det har stormet og pisket i vor lund”. Sådan indledes sangen, vi altid synger til Folkebevægelsens grundlovsfest. Vi har ikke altid - men dog i mange år - afholdt det på Egholm gamle skole.

Egholm er en lille ø i Limfjorden ud for Aalborg. I år fulgte vi ekstra godt med i vejrudsigterne, men den frygtede regn kom først, da de sidste af os ventede på færgen, der skulle sejle os tilbage til fastlandet.

Traditionsrigt kagebord midt på fjorden 

Arrangementet bliver normalt afholdt udendørs, men på grund af de mange varsler om regn, valgte vi i år at flytte indendørs. Storm var det ikke, men blæsten gik frisk over Limfjordens vande, så også derfor var det en god ide at rykke indenfor.

Truslen om regn fik også flere af os til at frygte, at vi i år ikke blev så mange som de tidligere år. Men jeg skal da lige love for, at vores frygt blev gjort til skamme. Inden arrangementet var slut, nåede deltagerantallet op på 70.

lagkage med vanillecreme, lagkage med cremefraichecreme og rabarber, rabarber-crumble, bradepandekage med marengs, chokoladebradepandekage, kryddermuffins, småkager med lakrids og tranebær, chokoladebrud, napoleonshatte samt hindbær-hybenrosesnitter

Selv når det foregår udenfor, holder cafeen til indenfor. Den plejer at være i det store køkken-alrum, men i år rykkede den ovenpå, hvor der var plads til det hele. 

Sædvanen tro var det mit ansvar at stå for cafeen, der efterhånden er blevet berømt for sit store nordjyske kagebord. Bordets brede udvalg af kager og andet godt til ganen blev traditionen tro leveret af de selvsamme, der i fjor såvel som flere år tilbage donerede til kagebordet.

Min fornemmeste opgave er at holde styr på, hvem der kommer med hvad. Jeg plejer at indlede min henvendelse nogenlunde sådan her: til grundlovsfesten plejer du at bage … - vil du gøre det igen i år? 

Bare rolig, der er plads til nytænkning, og andre, der har lyst til at være med, er selvsagt også velkomne. I år var vi otte, der bidrog med bagværk samt en, der donerede en fårespegepølse af egen produktion til bordet.

Det blev til denne menu: to slags boller, smør, ost og fårespegepølse, lagkage med vanillecreme og jordbær i cognac, lagkage med cremefraichecreme og rabarber, rabarber crumble, en stor bradepandekage med marengs, der med forskellig slags frugt var pyntet som et flag, en stor chokoladebradepandekage, kryddermuffins, småkager med lakrids og tranebær, chokoladebrud med nougat og peanuts, napoleonshatte samt hindbær-hybenrosesnitter.

De sidste tre kom herfra, og opskrifterne på mit bagværk får I nederst i spalten. 

Også hekse og EU på programmet

Først skal det dog handle om, hvad der ellers, og nok så vigtigt, var på programmet. Først synger vi. Allerførst er der dog flaghejsning, og i år var der også god grund til at takke alle for den store indsats i valgkampen, som vi på alle måder kan være tilfredse med. Efter fællessangen blev det Mikael K.'s tur til at synge og spille.

Han kan vist bedst betegnes som en nordjysk troubadour med godt lune. Mikael K. modtog i 2012 DMA-folk statuetten for årets autor. Sangene til hans seneste CD, der er fra i år og har titlen ”Sange fra Nord”, handler om mere eller mindre kendte nordjyder. For at kunne skrive sangene, har han forud for sangskrivningen tilbragt en dag sammen med hver af dem. En af dem er Dannie Druehyld, alias heksen fra Himmerland.

Jeg er ikke bleg for at indrømme, at der blandt mine heksebøger befinder sig Dannies Heksens Håndbog. Måske er det derfor, den sang gik lige ind hos mig, og her får I det første af sangens vers:

Der kører Dannie, Himmerlands heks. Hun skal til Støvring efter hundekiks. Hun kender ikk' til Janteloven, men kender alt hvad der vokser her i skoven. Dannie er et med gudindernes natur. Astrologien og solens vækkeeur. Hun blev vist født i ildvildsvinets år. Hvem dryssede blomsterstøv i baby Dannie's hår? 

Der er mange forslag, der på grund af EU-forordninger ikke får lov til at komme på byrådets dagsorden.

Mikael K. var på af to omgange, og imellem dem var der først en kaffepause og derefter dagens taler. I år var det rådmand Lasse Olsen. Rådmand eller ej, Lasse er først og fremmest en af vor egne. Det var en rigtig god tale, der burde bringes i avisen. Nordjyske var da også til stede, så jeg er sikker på, man deri kan læse dele deraf.

Lasse informerede os om, hvor stor andel af byrådets dagsorden, der er under indflydelse fra EU, jeg mener det er 47%, og han fortalte også, at der er mange forslag, der på grund af EU-forordninger end ikke får lov til at komme på dagsordenen.

Skal der ændres på det, må vi alle have hænderne op af lommen og tage aktiv del i kampen. Som Lasse sagde, er demokrati kun demokrati, når det bliver brugt.

Endnu en folkeafstemning på vej?

Han citerede også Carl Scharnbergs digt: ”det nye sker, når den, der altid er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig”. Det blev mere end højaktuelt allerede dagen efter. Mens vi andre fejrede grundloven, besluttede de andre EU lande nemlig, at det europæiske politisamarbejde EUROPOL skal ændres til et egentligt EU samarbejde.

Mens vi fejrede grundloven, besluttede de andre EU lande, at det europæiske politi-samarbejde EUROPOL skal ændres til et egentligt EU samarbejde.

Dermed kan en folkeafstemning om retsforbeholdet være på vej. Ifølge socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen bliver der imidlertid ingen afstemning, så længe modstanderne gennemfører massiv modstand mod afskaffelsen af retsforbeholdet.

Jeg hørte hende i nyhederne fredag morgen, hvor hun blev afbrudt, da hun var midt i en sætning om, at hun udbad sig svar fra EU-modstanderne, der tordnede imod… Lad os give hende, og alle de andre tilhængere, svar på tiltale, på hvorfor vi fortsætter kampen mod EU. Her har vi så også mulighed for at vise folk forskellen på DF og os, der i sandhed ønsker ikke blot mindre EU, men at vi på sigt kommer helt ud af unionen.

Der er dermed ikke tid til at hvile på laurbærrene, men lidt sommerferie skal vi nu have lov at ha'. Jeg vil derfor slutte af med at ønske jer alle en rigtig god sommer og en god Sankt Hans.

Skal der brændes bål af, og skal der være en heks, er der emner nok at vælge imellem. Jeg selv skal fejre Sankt Hans hos min veninde Ane, og man kan vist godt sige, vi gør det i Dannie Druehylds stil med mad over bål, hvor vi bruger mest muligt grønt fra naturen samt fra Ane & Jespers have. 

Napoleonshatte samt Hindbær-hybenrosesnitter 

Dej:

  • 300g hvede eller speltmel
  • 200g smør – gerne usaltet, men tilsæt så en anelse salt
  • 100 g rørsukker – heraf ca. 1/3 rosensukker – hvis du altså har det
  • 1 æg

Når jeg laver begge dele, deler jeg dejen i to, så der bliver halvt af hver. 

Til snitterne skal der også bruges:

  • Hindbærsyltetøj
  • Flormelis
  • Rødbedefarve til glasur
  • Krymmel eller rosensukker til pynt.

Vil du som jeg lave dem i figurer, skal du også bruge en kageform.

Til napoleonshattene skal der bruges:

  • 50 – 75 g mørk chokolade
  • ca. 150 g marcipan.

Bort set fra krymmellet brugte jeg økologisk råvarer. Om du vil gøre det samme, er selvsagt op til dig.

Sådan gør du

Bland mel, sukker og smør. Tilsæt æg. Alt afhængig af æggets størrelse tilsættes mere mel. Lad dejen hvile i køleskab, så den er til at rulle ud.

Rul dejen ud og tryk dejen ud med formen. Til napoleonshattene skal du bruge en rund form, til de andre bugte jeg en hjerteform. Placer en kugle marcipan midt på de runde stykker dej og klem tre steder, så dejen ligesom holder marcipanen i spænd. Sæt hatten på en bageplade med bagepapir.

Til snitterne lægges hjerterne på pladen. De smøres med hindbærsyltetøj og der lægges hjerter oven på. Bag kagerne ved 200 grader i ca. 9 – 10 minutter. Afkøl og pynt snitterne med glasur og krymmel eller rosensukker og smør bunden på hattene med smeltet mørk chokolade.

Velbekomme, og endnu engang god sommer til jer alle.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. jun. 2014 - 10:00   25. mar. 2020 - 09:49

Livsstil

Af Jonna Kjær Nielsen
Dit liv

De fleste medier har en livsstilssektion. Arbejderen.dk er ingen undtagelse, men her kan du ikke læse om dyre ferierejser, drømmeboligen til fem millioner eller den nyeste bilmodel.

Vi sætter fokus på de mange alternative ideer til at få et godt liv - i stort og småt - som findes blandt Arbejderens læsere.

Jonna Kjær Nielsen

Aalborgs røde madmor har i to årtier sat mad på bordet ved aalborgensiske arrangementer. Hun kokkererer gerne med årstidens grøntsager og henter inspiration fra hele verden, i særdeleshed Mexico. Kvalitet i maden og politisk bevidsthed præger menukortet, som du fremover vil få lov at læse med på her på arbejderen.dk.