09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tilbage til fascismen

Tilbage til fascismen

De tre medvirkende i teaterudgaven af Zappa er kvalme, skræmmende, ynkelige - og helvedes virkelige.

Rovfiskeejer og stjernepsykopat Sten styrer sin hulegruppe med fascistoid hånd. Her sværger Mulle til venstre i billedet troskab mod gruppen.
FOTO: HEIN Photography
1 af 1

"Kom så, Mulle, spis nu skovsneglen! For du vil da gerne have din marokkopude tilbage, ik?" Sten, den satan og gruppens ubestridte leder, stikker kæppen op mod Mulles mund - og jo, Mulle vil godt have den marokkopude tilbage, som Steen har konfiskeret til sit pseudo hule-fællesskab. Skovsneglen glider ned, sammenholdet er sikret og i baggrunden smisker Bjørn, som altid rede til at slikke sin fører i røven.

Sten (Hans Henrik Clemmensen), den velbegavede dreng fra det bedre borgerskab, styrer gruppen. Han ejer rovfisken Zappa, har aldrig har fået kærlighed fra sine high-society forældre og er endt som en mesterligt manipulerende stjernepsykopat. 

Mulle (Bjarne Henriksen) er gruppens klovn, den glade dreng, der elsker kanariefuglen Gokke. Han er den solide arbejderdreng med et hjerte af guld, søn af en kommunist, der har lært ham "at sige fra". Den tredje, Bjørn (Ulver Skuli Abildgaard), er prototypen på en kollaboratør med rygrad som en regnorm. Det er hans følgagtighed, der holder magtgryden i kog. Han stinker langt væk af overløber og frygt for venneløs ensomhed.

Det er historien om fascismens oprindelse, udvikling og magt, som Thomas Markmann har sat i fokus på Teater Vestvolden i Hvidovre i sin dramatisering  af Bjarne Reuters berømte roman "Zappa" fra 1977 og Bille Augusts efterfølgende film. Vi møder de tre barndomsvenner Sten, Bjørn og Mulle et halvt århundrede senere, modne mænd der genopliver situationer i glimt fra dengang og nu.

Det er en skræmmende oplevelse, for "Zappa" er en skræmmende forestilling i Camilla Back Mortensen effektive instruktion. Med enkle virkemidler i Ingvild Rømo Grandes minimalistiske scenografi klæder den fascismens væsen af til skindet. 

"Zappa" er et samarbejde mellem Teater Vestervoldens kunstneriske leder Stephen Pollner og Inger Mikkelsen, Nils Ole Kragh og Hannah Karina Mikkkelsen fra Guldborgsund kommunes egnsteater Masken i Nykøbing Falster. Sammen har de skabt en scenisk oplevelse af høj karat, en modig og tidsrelevant fortælling om at sige til og fra.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. mar. 2014 - 14:30   26. mar. 2014 - 14:30

Teater

gp@arbejderen.dk
Zappa

Zappa. Manus: Thomas Markmann efter Bjarne Reuters bog. Instruktion: Camilla Back Mortensen. Scenografi: Ingvild Rømo Grande. Teater Vestvolden i Hvidovre til 28. marts og 14.-25. april og Teatret Masken i Nykøbing Falster 31. marts - 11. april.

Vurdering

Af tekniske årsager kan der ikke vises stjerner i avisens netudgave. Vi arbejder på at løse problemet. "Zappa" på Teater Vestvolden får fem ud af seks stjerner.