Vi sad på et af Tivolis mange udendørs serveringssteder og delte en sidste flaske rødvin. Så sent på den kølige forårsaften, som det var blevet, var der ikke mange, der gjorde det. Ved bordet lige ved siden af os sad to sultne unge mænd af sydeuropæisk udseende og spiste et helt måltid, ellers var her tomt.

På scenen tæt ved gav en Elvis-imitator den gas. Der havde vi lige været, men efter én bitte tur på dansegulvet til et af de langsomste numre måtte jeg indse, at jeg ikke er tyve mere, derfor var vi endt her.

Da de to unge mænd skulle betale, var der noget i vejen. Tjeneren diskuterede med dem, på grund af musikken var det meget begrænset, hvad jeg kunne få fat i, og man sidder jo heller ikke sådan og lytter. Men tjeneren konkluderede åbenbart, at han blev nødt til at tilkalde politiet.

Strisserne var der næsten med det samme og gik, for at sige det på den måde, ret friske til sagen. Den slags skulle bare lægges i håndjern.

Herefter måtte han forlade bordet, der var en del gæster i den indendørs afdeling. Først rejste de unge mænd sig, tilsyneladende for også at gå, men da han bad dem sætte sig og vente, gjorde de det lydigt. Han, der sad nærmest os, vendte sig imod os for at forklare den pinlige situation.

Hans engelsk var ikke noget at prale af, det er min hørelse heller ikke, men jeg kunne forstå, at de var rumænere, og der var et eller andet med deres betalingskort.

Min veninde, der er noget bedre hørende end mig, havde fået fat i, at der åbenbart ingen penge havde været på det, selv om han havde sat penge ind et par dage i forvejen. Hun sagde til ham, at det kunne skyldes, der havde været Store Bededag, hvor de danske banker er lukket. Hendes søn havde haft et lignende problem.

Friskt politi

Strisserne var der næsten med det samme og gik, for at sige det på den måde, ret friske til sagen. Den slags skulle bare lægges i håndjern. Tjeneren, der var kommet til igen, bedyrede lidt forskrækket, at de unge mænd havde opført sig stille og høfligt.

Min veninde forsøgte at gentage sin forklaring for betjentene. ”Ja, og mit navn er Julius Cæsar!” afbrød den ene uden at høre efter. Så blev jeg gal. ”I må da høre på, hvad hun siger,” sagde jeg og var lige ved at sige noget meget værre.

Betjenten, der var ved at være færdig med sit brutale armvrideri, var vist godt klar over, at han bevægede sig nær kanten af acceptabel opførsel. Han mumlede et eller andet i retning af: ”Ja, jeg hører, jeg har hørt det!” Og så begyndte de at trække af med de to nu håndjernsbelagte unge mænd, dog en smule mindre voldeligt.

Jeg råbte noget om en total misforståelse efter dem, men de havde ikke tid.

Planlagt forløb?

Da de var væk, kom tjeneren hen til vores bord for at undskylde, at vi havde måttet overvære sådan en episode.

Min veninde forklarede ham sin teori om Store Bededag. Men sådan var det ikke. Tjeneren havde tjekket kreditkortet, da det ikke virkede, og det havde vist sig, at det var meldt stjålet et halvt år i forvejen.

Det kunne vi jo godt se forandrede sagen. Og i bagklogskabens lys kunne vi også godt se, at en uskyldig nok ville have protesteret mere mod anholdelsen. På den anden side havde de også haft rig lejlighed til at stikke af uden at gøre det.

Men måske var det hele forløbet, som de havde satset på. Først havde de fået et gratis måltid i Tivoli, og nu havde de udsigt til natlogi og måske gratis morgenmad i detentionen.

Og her er det vel, at nogle læsere forventer, vi skal til at have lidt fælles ondt i røven over, hvad vore skattekroner går til. Men så må de læsere skamme sig.

Hvis vi skal have ondt i røven over noget, så er det, at vi lever i et Europa, der er parat til at ofre milliarder og atter milliarder på at holde hånden under banker, men andre må ty til den slags selvfornedrende tricks blot for at sikre sig mad og sovested.