Et nyt grundigt værk om den danske velfærdsmodel er kommet på markedet og var ønsket. Forfatteren er historiker og lektor ved Syddansk Universitetscenter og har selv erfaringer fra det politiske liv. Undertitlen: sporskifter, motiver, drivkræfter beskriver i sig selv forfatterens intention, der byder på mange interessante synsvinkler.

I disse tider anfægtes den skandinaviske universelle social-politiske diskurs, der har været banebrydende for den nordiske velfærds-model. 

I disse tider anfægtes den skandinaviske universelle socialpolitiske diskurs, der har været banebrydende for den nordiske velfærdsmodel. Overgangen fra almisse og trangsbegreber beskrives indgående - også den folkelige lettelse over at blive frigjort for ydmygelsen. De fleste har glemt, at vi først i 1961 blev fri for valgretsfortabelse ved udbetaling af fattighjælp.

Noget for noget

Forfatteren beskriver indgående det politiske spil om den langsomme overgang til et universelt system selvfølgelig først og fremmest anfægtet og modarbejdet af den politiske højrefløj.

Noget for noget er blevet den triste småborgerlige mantra.

Modellen er i disse nedbrydningstider svært anfægtet desværre af et bredt flertal i det nuværende folketing med Enhedslisten som undtagelse. Noget for noget er blevet den triste småborgerlige mantra, og det hævdes tilmed, at den universelle model blot tjener til at fedte for de øvre mellemlag. Forfatteren dementerer grundigt denne farlige myte og beskriver, hvor meget der er blevet opnået ikke mindst fra 1950erne til 1973.

Samtidig gøres op med en anden myte. De fleste mener, at socialpolitiske, almene forbedringer kun kan gennemføres i højkonjunktur. Ikke mindst 60'ernes højkonjunktur var også frugtbar basis for velfærdssamfundets opbygning, men også i krisetider har de folkevalgte - på basis af folkelige ønsker - kunnet skabe sociale og nyskabende forbedringer. Dette er vigtigt at holde sig for øje også her efter 2011. hvor regeringspartierne hele tiden råber om nødvendighedens politik, der udmønter sig i benhård fattigdomsskabelse.

Den faglige styrke

Et andet vigtigt tema er, at i opbyningsårene var de faglige folk stærkt på banen. Det være sig selve fagbevægelsen, men også læger, socialarbejdere i bred forstand og fremsynede, progressive embedsfolk.

De fik - også via aktiv social forskning - skabt forståelse for, at omfordeling, fattigdoms-og sygdomsbekæmpelse var nødvendigt for samfundets sammenhængkraft - dets sociale kapital.

Om end mange sørger og lider under det sociale systems ændring fra aktiv, human og værdighedsskabende indsats til kontrol, bureaukrati og ofte umenneskelige sanktioner, er der forbløffende - ja uhyggeligt - stille i de samme kredse her i 2014.

Forskningen kommer ikke med nye resultater, der kan danne grundlag for forbedring af vor alt for mange udstødtes levevilkår. I mit eget fag gemmer man sig bag jobcentrenes skranker og deltager angst i nedladende tale og uværdige initiativer.

Venstrefløjens rolle

Som sagt er bogen en omhyggelig gennemgang af udviklingen gennem tiderne. Forfatteren Carsten Jensen skrev engang, at hvis befolkningen havde en kollektiv hukommelse, var der kommet revolution.

I sorte tider som nu - hvor klare fascistiske træk præger vort samfund - må den nye venstrefløj gøre en bevarende indsats for værdighed, ligeværd og social tryghed.

Når man her læser, hvorledes forringelse er fulgt efter forringelse fra midt-firserne til nu, må man konstatere, at hukommelsen mangler og den deraf udledte handling også. For det er da ganske forbløffende, hvor hurtigt et samfundsmæssigt storværk kunne brydes ned.

Søren Kolstrup gentager flere gange, at under opbygningen af velfærdssamfundet gjorde den yderste venstrefløj ofte vrøvl, mens de i dag klamrer sig til de endnu ikke afskaffede goder.

Som både gammel venstrefløjspolitiker og socialrådgiver ser jeg ikke noget påfaldende eller forkert heri.

Under højkonjunktur og opbygning må en venstrefløjspolitiker gøre sit bedste for at opnå den til en hver tid allerbedste løsning for den brede arbejdende, sygdomsramte eller arbejdsløse befolkning, for de udsatte børn og svage ældre.

I sorte tider som nu - hvor klare fascistiske træk præger vort samfund - må den nye venstrefløj gøre en bevarende indsats for værdighed, ligeværd og social tryghed. Heri er ingen modsætning.

Massakren på velfærden

Det havde været hensigtsmæssigt, hvis Kolstrup havde fået medtaget de sidste to års socialpolitik, hvor massakren på det hensygnende velfærdssamfund har efterladt så blodige spor, at de dårligt stillede, de direkte fattige næsten er forvist plads i den almindelige samfundsmæssige debat. De isoleres i egne boligområder, bestemte skoledistrikter, de ytrer sig aldrig offentligt, og medierne gider ikke beskæftige sig med dem.

Men tak for megen viden til gavn for den kollektive hukommelse.