Jeg var kommet i besiddelse af et større pengebeløb fra en arbejdsmarkedsforsikring som erstatning for kritisk sygdom. I forhold til den insolvens, jeg havde oparbejdet ved at låne til køb af en ejerlejlighed, da de var allerdyrest, var det dog kun en lille sum, knapt til at fylde en fjerdedel af hullet.

I næsten et år stod alle de rare penge dog blot på min almindelige lønkonto, det hverken gav renter eller mindskede renterne på gælden. Men for en fattigrøv som mig var de så gode at have stående der til at sætte drømme i gang. Efter ti måneders drømmerier fik jeg dog mobiliseret styrke til at bestille en tid hos min bankrådgiver for at få ordnet en delindfrielse af mit lån.

Ja, men vi kunne da nok finde ud af noget at gøre ved de penge, mente hun, da vi mødtes.

Ja, jeg havde jo tænkt mig at betale dem af på lånet i lejligheden, sagde jeg og forventede, at de ville blive glade for at få deres penge igen.

Men det var ikke, hvad de plejede at råde deres kunder til, sagde hun. Ydelserne på lånet ville næsten ikke blive mindre af det. Nej, i stedet for så ville hun invitere mig til at blive med i bankens investeringsforening, det ville jeg have meget mere ud af.

Ja, jeg var nu ikke så meget til det med at spekulere, sagde jeg. Jeg var opdraget på landet, og der lærte vi, at gæld var noget skidt, som man skulle holde sig mest muligt fri af. Banken måtte vel også blive glad…

”Ja, lad os nu se på det”, sagde hun medfølende og tastede lidt på sin computer. ”Nu skal du se… Hvis du ikke er så meget for at tage riscici… Vi har jo tre risiko-kategorier for vore investeringer…”

Jeg sagde, at hun ikke skulle gøre sig for meget umage. Jeg ville helst bare betale af på lånet.

Men jeg slap ikke for at høre alt om de tre risiko-kategorier, og hvor meget rente jeg kunne forvente.

Ja forvente, sagde jeg. Men jeg kunne jo også tabe hele lortet.

Men der glimtede hendes øjne. Nu havde jeg bevæget mig ind på hendes banehalvdel. ”Jeg vil sige det på den måde,” sagde hun, ”at investeringerne i lavrisiko-kategorien nok er mere sikre end at lade pengene stå på en konto i banken. Her kan du se… siden 2007, altså i finanskrisens allerværste år, har de givet mellem 5 og 14 %, og her i de seneste år er det stigende…”

Jeg var i defensiven. Joh, men hvad var det så, man investerede i? Jeg var jo ikke ligeglad…

Nej, det kunne hun så udmærket forstå, i disse tider. Men det lå sådan, at investeringerne var godt spredt, det gav stor sikkerhed. Og 35 % af dem gik slet ikke til usikre euro-lande, men til USA…

Jeg så på hende. En energisk ung pige med ben i næsen. Men vi boede på hver sin planet. Og jeg opgav at forklare hende, at det slet ikke handlede om sikkerhed, og det med at investere i USA var noget af det værste, hun kunne sige til mig. Jeg gentog stædigt, at jeg ville betale af på det lån i stedet.  

Jaja. Nu ville hun lave en oversigt over begge slags anbringelser, sagde hun, så ville hun sende den til mig, og så kunne jeg tænke over det. Og længere kom vi ikke på det møde. Da vi gav hånd til afsked, sagde jeg en sidste gang, at jeg sådan set havde tænkt færdig.

Efter et par dage ringede hun mig op. Til min lettelse havde hun givet sig. Jeg fik det, som jeg ville. Hun ville sende mig et brev om, hvad vi havde snakket om på mødet.

Brevet kom et par dage senere. Det, der stod i det, var at mit valg – endnu engang – gik på tværs af bankens udtrykkelige rådgivning.

Nåh hvad skidt, tænkte jeg. Så har hun det papir at rive sine overordnede i næsen, hvis de kommer efter hende. Og om mig må de tænke, hvad de vil. Det skider jeg på.