Et samfunds kultur holdes sammen af hvad antropologerne kalder tabu og totem. Både tabu og totem betegner ting, vi ikke må røre.

Tabu, fordi det anses for at være urent, og vi ved at røre det ville vise utilladelig mangel på respekt for det samfundsfællesskab, der gør det til tabu. Og totem omvendt, fordi det gøres helligt, og man viser sin ubetingede vilje til at underordne sig fællesskabet ved at underkaste sig dets helligdomme.

Tabu og totem handler altså om at svejse mennesker sammen til et fællesskab. Man kan lære meget om et fællesskab ved at studere, hvad det tabuiserer, og hvad det gør helligt. Og det er langtfra kun noget, der foregår i det, vi nedgørende kalder primitive samfund.

Dovne-Robert

Tag nu for eksempel Dovne-Robert.

Dovne-Robert roder op i holdninger, der er tabu-belagte selv langt ind på venstrefløjen. Men hvad er det egentlig, der er så forargeligt i det, han siger?

Som jeg har forstået ham, tillader han sig blot at takke nej til et job, hvis arbejdsgiverne ikke behandler ham godt nok til, at han finder det mere attraktivt end kontanthjælpen. Og hvad er der galt i den holdning?

Det paradoksale er så, at vi selv slet ikke lever op til demokratiets idealer. Demokrati handler om, at borgerne tager fælles beslutninger om samfundets udvikling. Og det gør vi ikke, og mindre og mindre efterhånden.

Dengang jeg var ung, gik vi sgu' alle sammen rundt og sagde, at hvis arbejdet ikke var godt nok, så gik vi hellere på støtten. Jeg husker ikke, at det vakte noget ramaskrig af forargelse. Dengang var det endda dagpengene og ikke bare kontanthjælp, arbejdsgiverne skulle konkurrere med, for da var dagpengereglerne meget bedre end i dag.

Det er en udmærket ting, at der under arbejdsmarkedet er sådan en bund af social sikkerhed. Det er godt for arbejderne ikke at være tvunget til at finde sig i hvad som helst. Og det er godt for økonomien, at der opretholdes en vis minimal forbrugsevne, også i kriser.

Demokrati

Men i dag er den slags snak altså tabu. Det er fordi vi har et totem, som vi kalder ”demokrati”.

Demokratiet er virkelig helligt i vores samfund, vi er ligefrem parate til at gå i krig og slå ihjel, ikke for at forsvare vores egen ret til at udøve demokrati, hvilket der vel kunne være rimelighed i. Men for, at også andre folkeslag skal anerkende ”demokrati” som højeste værdi.

Det paradoksale er så, at vi selv slet ikke lever op til demokratiets idealer. Demokrati handler om, at borgerne tager fælles beslutninger om samfundets udvikling. Og det gør vi ikke, og mindre og mindre efterhånden.

For samfundets fremtid formes i dets produktive liv. Og her træffes beslutningerne ikke i fællesskab i vore samfund. Tværtimod er det privat-autoriteter, der bestemmer, især finanskapitalister.

Som arbejdere kan vi anfægte dette diktatur ved at holde sammen og slås for minimumsrettigheder. Det burde især ”røde” regeringer anerkende. Men også de undergraver vore rettigheder.

Paradoks

Så vi lever med det paradoks, at vi selv lever mindre og mindre op til vores hellige totem, demokratiet, samtidig med, at vi mere og mere hidsigt vil tvinge alle andre til at anerkende det. Det hænger jo ikke rigtigt sammen.

Og det er ikke så godt. Det er svært at missionere for det, man selv bliver ringere og ringere til at praktisere. Men nu er der mange underfundigheder i det med tabu og totem, for eksempel kan man tabuisere sig væk fra det, der anfægter totems hellighed.

Hvis forholdene på vores arbejdsmarked kommer i alt for skrigende modsætning til vores hellige demokrati, gør vi det bare til tabu at problematisere de forhold. Derfor har alle så travlt med at forarges på Dovne-Robert!