Torsdag den 14. december var 100-årsdagen for Tove Ditlevsens fødsel; og det er nok værd at markere i disse 'danskhedens & kulturarvens' med højlydte fanfarer-proklamerede tider...

Der er efter vores mening ikke noget i vejen med de to begreber – hverken danskheden eller kulturarven – eller med at udforske, nyde og dyrke dem, historisk og aktuelt.

Men det ville være rart (og respektfuldt), hvis kulturelle fyrtårne i vores historie – som for eksempel Ludvig Holberg, H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og Steen Steensen Blicher eller Otto Gelsted, Hans Kirk og Hans Scherfig – i langt højere grad blev dyrket og nydt for deres stadig bevægende budskaber, realisme og skarpe satirer frem for mest som museumsgenstande og mærkevarer på markedet.

Og hvis arbejderbørn som Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen også kom meget mere til deres ret – ikke på trods af, men netop fordi de så ærligt, talentfuldt og hjertevarmt skildrer og gengiver omgivelser og vilkår, tanker og følelser i det miljø og den klasse, de var rundet af.

Både Tove Ditlevsens Vesterbro og Halfdan Rasmussens Christianshavn er så ganske anderledes i dag end i 1930'erne til 1970'erne... Men kernen og hjertet i deres digtning om disse miljøer og deres mylder af mennesker – med deres længsler og slid, sorger og glæder, kampe og kærlighed og humor – har fortsat bud til mange af os i vort mere og mere afpillede velfærdssamfund. Og derfor vil de også til stadighed være nogle af de mest læste og yndede digtere blandt de mange i dagens og morgendagens Danmark.

BARNETS TRÆ

Nu lyser stjernerne forventningshvide,
og glemte minder træder tavse frem,
som dunkle skygger står de ved vor side,
hjemløse gæster de et barndomshjem
Erindringsåbne standser vi og griber
i stormens sus en sang, der går igen
som støvets dans i blege solskinsstriber
fra somre, der forlængst er faret hen.

Og børnene, hvis hjerter har en viden,
som vi har glemt og sjældent helt forstår,
de klipper stille glanspapir af tiden
og sætter månesølv i deres hår.
De pusler højtidsstemte rundt og værner
konvekse pakker svøbt i gylden snor,
og deres øjne er som store stjerner,
der spreder lys, hvor mørket tættest gror.

Og de får feberrøde julekinder,
mens fodspor sættes i det bløde sind,
der endnu ikke ved, det samler minder
til mange mørke vintres forråd ind.
Men vi, der ved, at dagene er korte,
vi plukker af vor barndoms træ en frugt,
så sød og bitter – snart er alting borte,
kun barnets træ er uberørt og smukt.

Tove Ditlevsen, Kvindesind, 1955.