14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Wasim og den satiriske asylspray

Illustreret humor om flygtninge

Wasim og den satiriske asylspray

Politisk satire og humor kendetegner de billeder palæstinenseren Wasim Kiwan skaber. Hvad enten det handler om at være flygtning i Danmark eller i Syrien. Han har nemlig prøvet begge dele.

"Nye love" kalder Wasim Kiwan sit billede med flygtningen, der er ved at segne under kravene fra den danske regering. Byrden på flygtningens skuldre er indhyllet i Dannebrog, som en satirisk kommentar.
FOTO: Wasim Kiwan
Plakaten "Asylspray". Dåsen har som "varedeklaration" eller pointe, at sprayen kun er lovlig i Danmark.
FOTO: Wasim Kiwan
- De nye love i Danmark er en tung byrde, siger Wasim Kiwan med henvisning til de seneste love om asyl og flygtninge. Efter hans mening blev de vedtaget ekstremt hurtigt.
FOTO: Venligst udlånt af kunstneren.

Politisk satire og humor kendetegner de billeder palæstinenseren Wasim Kiwan skaber. Hvad enten det handler om at være flygtning i Danmark eller i Syrien. Han har nemlig prøvet begge dele.

Teknologi og design har udviklet sig i tre generationer, men Wasim Kiwan er stadig flygtning.

Wasim Kiwan viser sit seneste billede "Nye love" frem, med flygtningen der er ved at segne under kravene fra den danske regering. Byrden på flygtningens skuldre er indhyllet i Dannebrog, som en satirisk kommentar.

Han har aldrig kendt til andet end at være flygtning. Han er født i lejren Yarmouk i Syrien ligesom sin far. Bedstefaderen blev fordrevet fra Palæstina i 1948.

Igen tager Wasim Kiwan den satiriske vinkel på sin historie i billedet "Historik for flygtninge", for det er kun husnøglerne, der har ændret sig.

Bedstefaderens nøgle var en gammeldags lang nøgle af jern, hvorimod faderens og Wasims egen nøgle til huset i lejren Yarmouk var en systemnøgle. Nu har Wasim et plastickort. Det har man som flygtning i EU. Teknologi og design har udviklet sig i tre generationer, men Wasim Kiwan er stadig flygtning.

Behov for at udtrykke sig

Som flygtning har han behov for at reagere på de indskrænkninger, der hele tiden sker for flygtninge via lovgivningen. Wasim Kiwan gør det gennem sine billeder.

- De nye love i Danmark er en tung byrde, siger Wasim Kiwan med henvisning til de seneste love om asyl og flygtninge. Han synes, at de blev vedtaget ekstremt hurtigt.

Wasim Kiwan ved, hvad han snakker om. Han kom til Danmark i 2014 sammen med sin lillebror efter at være flygtet gennem Sahara og over Middelhavet. Han har erfaring med tiden både før og efter de sidste stramninger af flygtningeloven.

Racismen i medierne

Han mærker også den stigende racisme i danske medier og fra reaktionære partier. Han undrer sig over Danskernes Parti, der delte spray ud på gågaden mod flygtninge. Wasim Kiwan fik straks en idé og lavede en kommentar med sin plakat "Asylspray". Dåsen har som "varedeklaration" eller pointe, at sprayen kun er lovlig i Danmark.

- Men jeg elsker Danmark, og mine to sønner er glade for at være her i Danmark, udbryder Wasim Kiwan. Han går nu efter at bestå Dansk3, der kan give adgang til dansk statsborgerskab, som er et stort ønske for ham.

Fra Syrien til Danmark

Lige nu bor kunstneren i Aarhus med sin familie. Hans kone og to sønner nåede lige til Danmark via Dansk Flygtningehjælp, før de nye stramninger blev vedtaget i januar 2016 med meget større krav til familiesammenføring, opholdstilladelse, arbejdsregler og statsborgerskab.

Selv flygtede han fra Yarmouklejren i Syriens hovedstad Damaskus i 2012, efter at den syriske hær havde bombet mod Den Frie syriske Hær, som forsøgte at overtage lejren. Sidste år rykkede IS ind i lejren.

I dag er Wasim Kiwan i praktik i en forretning med sportstøj, hvor han laver fotos og hjemmeside. Han er uddannet i grafisk kommunikation fra Universitetet i Damaskus med en bachelorgrad. I ti år underviste han voksne på lærerseminariet i Damaskus.

I Aarhus har den palæstinensiske kunstner lavet workshops og er meget glad for det takkebrev, han har fået fra Borgmesterens Afdeling i Aarhus for sit arbejde. De fleste af hans billeder er lavet på computer via tegnepads, men han arbejder også med blæk, vandfarve, ler og laser cutting teknik.

Savner Palæstina

Krig er ikke noget nyt for Wasim Kiwan og hans familie. Lige nu er det krigen i Syrien han fokuserer på. Mennesker forsvinder, flygter eller bliver dræbt. Derfor har han lavet billeder om børn, der bliver såret i Aleppo. Krigen i al sin grufuldhed.

Disse billeder har han haft udstillet på Godsbanen i Aarhus ved et støttearrangement for Aleppo. Hans billeder har også været udstillet andre steder i Aarhus som i Sognehuset i Mårslet, i det tyrkiske telt under Aarhus Festuge samt ved Kulturbazaren i Ridehuset. Lige nu udstiller han i Café Oskar i Aarhus.

Mange af Wasim Kiwans billeder fortæller om Palæstina, der fylder meget i Wasim Kiwans hjerte. Han håber en dag at kunne besøge Palæstina. Men lige nu handler det om at være i Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. dec. 2016 - 07:38   01. mar. 2017 - 07:01

Satire

kb@arbejderen.dk
Wasim Kiwan

Palæstinensisk billedkunstner. Opvokset i flygtningelejren Yarmouk, Syrien. Kom til Danmark som flygtning i 2014.

Uddannet i grafisk kommunikation fra Universitetet i Damaskus med en bachelorgrad. Underviste i 10 år på lærerseminariet i Damaskus.

Tidligere udstillinger i Aarhus samt workshops.

Udstiller i Café Oskar, Aarhus frem til 16.december.