20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hjælp på vej til magre modeller

Hjælp på vej til magre modeller

Nyt sundhedstjek skal støtte unge modeller med vægtproblemer.

Syv ud af ti danskere går ifølge en ny undersøgelse ind for, at modellerne i den københavnske modeuge hvert år skal sundhedstjekkes.
FOTO: Nikolai Linares/Scanpix
1 af 1

LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade - har i årevis efterlyst en metode til at beskytte især modebranchens unge modeller mod risikoen for at udvikle en invaliderende spiseforstyrrelse. Danish Fashion Institute (DAFI), der er netværksorganisation for den danske modebranche, og LMS underskrev allerede i 2007 "Modebranchens Etiske Charter". Det skulle "højne vidensniveauet og påvirke holdningerne i modebranchen, i medierne og i samfundet generelt", og helt konkret udvikle en form for beredskab mod spiseforstyrrelser. 

Efter mange års ihærdig indsats er det nu lykkes at udvikle en brugbar model, der bygger på et indledende interview og en opfølgende samtale, der skal bekræfte de resultater, man er nået frem til.

- LMS har i samarbejde med Sundhedsstyrelsen iværksat behandlingsforløb for tvangsmæssig overspisning. I den forbindelse er LMS-medarbejdere blevet uddannet til at screene mennesker for spiseforstyrrelser, og den viden kan vi bruge til at sundhedstjekke modebranchens unge modeller, siger generalsekretær for LMS, Steen Andersen, til Arbejderen.

- Vi har lyttet til de forskellige kritikpunkter af den tidligeremodel for sundhedstjekket og har nu fundet en farbar vej. Både hvad angår selve metoden til at tjekke og det etiske i, at det var et krav og ikke frivilligt, fortsætter Steen Andersen.

Han understreger, at der er tale om et pilotprojekt, og at der nu arbejdes på at få en financiering på plads. Det sker i samarbejde med DAFI og Københavns Kommune.

- Vi har valgt at gøre det som et begrænset pilotprojekt på frivillig basis, så vi kan blive klogere på det, inden det forhåbentlig indføres mere generelt. Vi kalder det et pilotprojekt for at blive klogere, understreger LMS' generalsekretær.

LMS og DAFi blev i forbindelse med Copenhagen Fashion Fair i februar i år enige om at udvide det fælles etiske charter. Der blev indført en fast aldersgrænse på 16 år, og det blev indskærpet over for bureauerne, at alle modeller på catwalk'en skulle have løn for deres arbejde.

- Vores store problem lige nu er, om de to udvidelser kun skal gælde under de to halvårlige modeuger. Man kan sige, at det bør være modeuge hele året, slutter Steen Andersen.

Ifølge LMS lider 75.000 danskere af spiseforstyrrelser, heraf 5.000 af anoreksi, 30.000 af bulimi og 40.000 af tvangsmæssig overspisning, og lige så mange er i risikogruppen. En undersøgelse gennemført af YouGov for gratisavisen metroxpress under den netop afsluttede københavnske modeuge viste, at syv ud af ti danskere siger ja til et årligt sundhedstjek for modeller.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. aug. 2013 - 10:12   17. aug. 2013 - 10:15

Modeuge

gp@arbejderen.dk