Den kinesiske kvinde stirrede forbløffet på statuen af den lille havfrue i havnen. Så udbrød hun: "Gud hvor er den lille. Jeg havde forestillet mig den meget større!" Og tilføjede lidt undskyldende: "Men det er et smukt eventyr".

H.C. Andersen skrev "Den Lille Havfrue" i 1837 som en kærlighedserklæring til Edvard Collin, som til hans fortvivlelse havde giftet sig året før.

Den lille havfrue er indbegrebet af dansk kulturarv på linje med røde pølser og flæskesvær. Så kan vi leve med, at den er beslægtet med den slaviske myte om vandånden "Rosalka", som igen er beslægtet med Melusine-figuren fra 1400-tallet. Også den franske forfatter Friedrich de la Motte Fouqué skrev en novelle om hendes kollega Undine i1811. 

H.C. Andersen derimod skrev "Den Lille Havfrue" i 1837 som en kærlighedserklæring til sin elskede ven Edvard Collin, som til hans fortvivlelse havde giftet sig året før.

Patent på kulturen

Historien skrives af sejrherrerne, men hvem styrer vor kulturarv, og hvem ejer den egentlig? Det og andre vigtige spørgsmål om kulturarv, kulturkanon og "danskhed" rejses i arrangementet "Heritage is commoning". Det betyder noget i retning af, at "kulturarv gør almindelig", og det er et led i den københavnske kulturfestival Golden Days' tema Festival of Important Shit i 2015.

Opgaven med at undersøge kulturarven og dens forbindelse til national identitet og demokratiske fællesskaber er løst af Astrid Noacks Atelier i Rådmandgade. Denne unikke struktur af lave bygninger står som et uberørt vidnedsbyrd fra en tid, hvor den tidlige industrialisering for alvor satte sit præg på brokvartererne i København.

"Heritage is Commoning2 består af en udstillingsrække, et seminar og en bog. Udstillingsrækken præsenterer værker af seks samtidskunstnere med flere kulturelle tilhørsforhold. Udstillingen undersøger gennem billedkusten begrebet kulturarv som et både flerkulturelt og lokalt funderet fænomen.

Seminaret, der fandt sted i går, indbød forskere inden for billedkunst og arkitektur og en billedkunstner til at præsentere og diskutere deres faglige bud på hvorfor der er behov for at gentænke kulturarvsbegrebet, og hvordan de mener , man kan introducere disse strømninger.

Bogen er delt i to afsnit. I dens første del præsenterer udstillingskunstnerne et kondenseret billede på deres undersøgelser. I bogens anden del præsenteres forskellige forskningsdiskussioner om kulturarvsbegrebet, dets betydning og mulige opløsning.

Uden fortid ingen fremtid?

Der går uvægerligt ideologi i snakken, når vi skal finde ejeren af "dansk kultur". Bag det hele svæver det ubehagelige spørgsmål, om en sådan størrelse overhovedet findes? Og ikke mindst, hvem der har størst fordel af at monopolisere kulturarven.

Der er fine kunstneriske indlæg i bogen "Heritage is commoning", men man må knibe sig sev lidt i armen efter denne svada fra den lærde KU-lektor Mikkel Bolts, når han konkluderer:

"Kulturarven er entydigt et redskab til umuliggørelse af politisk strid. Om det går via etableringen af "menneskeheden" som postuleret trandenscent struktur under vestlig dominans, forvandlingen af fortiden til rent potentiale, der kan omsættes efter behov i kreativ vidensøkonomi eller identitetspolitisk subjektivering, eller vareliggørelsen af fortiden i form af nostalgi og retro, så deltager kulturarvsbegrebet i et anti-revolutionært projekt."

Det Mikkel Bolt mener er, at de, der har taget patent på kulturen som om det var leverpostej fra Styhn eller boller fra Kohberg, gør det for at kunne retfærddiggøre deres sortsyn og fremmedhad. I stedet bør vi ifølge ham gøre "erindringen til et objekt for politisk strid".

Og Amen til det!