I de sidste 15 år har ophavsret været et ophedet emne; fra diskussionerne om brændte musik-CD'er i slutningen af 1990'erne, sagen om fildelingstjenesten Napster i 2001 og over de mange diskussioner af ophavsret og internet-pirateri til EU-loven ACTA i 2011 og de mange juridiske angreb mod den svenske fildelingsside Piratebay.

Et gammelt problem

Men i virkeligheden er pirateri i den digtale tidsalder et ældre problem, end vi går og synes. Allerede i computerens guldalder, i 1970’erne og 80’erne, var det almindeligt udbredt at kopiere floppy discs og kassetter med spil og programmer til maskiner som Atari, Commodore og Amiga.

Også de, der er vokset op før CD’en og computerens almene udbredelse, har måske været blandt de mange unge, der brugte kassettebåndoptageren som en billig måde at anskaffe sig de nyeste hits ved at optage dem, når de blev spillet i radioen – og derved blev musikindustriens første pirater.

Ligeledes har alle de, der har siddet med fjernbetjeningen klar til at trykke "record" på VCR-maskinen, når den nyeste Hollywood-film fik premiere i fjernsynet, være blandt de første pirater inden for filmindustrien. I nyere tid kan man endda få det digitalt og i HD, hvis man har en hard disc-optager sluttet til fjernsynet.

Og i alle tilfælde har kunstnere og industri beklaget sig over udviklingen.

For problemet er, at kunstnerne bag musikken, filmene eller computerspillene har ophavsret til deres arbejde. Også til det, vi optager i radioen eller fra fjernsynet. Og i en større kontekst, at firmaer har patent på opfindelser, arbejdsprocesser, produkter eller bare nye måder at anvende de gamle produkter på.

Både kunstnere og firmaer føler sig derfor snydt for betalingen for det stykke arbejde, de har gjort, når gratister i deres øjne nasser sig til adgang til deres kreative produkt.

Ophavsrettens historie

Men hvad er ophavsret, og hvor kommer det fra? Ifølge den danske ophavsretadvokat Peter Schønning tager ophavsretten sin begyndelse, da den irske kong Diarmail mac Cearrbheoil i år 560 gav abbeden Finnian ret i, at munken Columbanus ikke uden tilladelse måtte afskrive hans salmebog.

Siden har ophavsretten gennemgået mange former. I dag er ophavsretten stadfæstet i FN’s menneskerettighedserklæring, § 27 stk. 2, med følgende formulering: "Enhver har ret til beskyttelse af de moralske og materielle interesser, der hidrører fra en hvilken som helst videnskabelig, litterær eller kunstnerisk frembringelse, som vedkommende har skabt."

Forskellige lande har forskellige regler for ophavsret, men det er grunlæggende for dem alle, at de tager udgangspunkt i spørgsmålet om værkstatus. Det vil sige, at noget er et produkt af en selvstændig og egenhændig kreativ proces.

Bernerkonventionen fra 1886 (senest revideret i 1971) definerer "værk" som "i det Hele taget enhver Frembringelse paa det litterære, videnskabelige og kunstneriske Omraade, der kan offentliggøres, uanset ved hvilken Tryknings- eller Gengivelsesmaade dette sker", og den almindelige konvention er, at et værk er et udtryk for originalitet, som er frembragt ved egen skabende indsats.

Værk-definitionen skal altså være objektiv og ligger uden for påvirkninger som smag og subjektive vurderinger af "kunstnerisk værdi" og lignende.

Ophavsret i Danmark

I Danmark er den senest grundlæggende reviderede udgave af opretshavsloven fra 1995. Den er desuden blevet revideret løbende siden – sidst i 2009 – for at tilpasses samfundsudviklingen og den teknologiske udvikling.

Den danske lovgivning tager også udgangspunkt i værk-definitionen og i § 1 slås det fast, at den, der har frembragt værket, også har ophavsretten til det. Denne omfatter alle former for værker, uanset hvilken form det fremtræder i. Desuden kundgøres det i §1 stk. 2, at "edb-programmer" falder ind under "litterære værker".

Desuden beskyttes også de såkaldte "nærtliggende rettigheder" af ophavsretsloven. Det vil for eksempel sige, at også producenter og produktionsselskaber falder ind under ophavsretsloven, og at Zentropa derfor eksempelvis har eneret på sine film.

Ophavsretten giver netop eneret til at råde over værket, eksempelvis ved at fremstille eksemplarer af det (kopiering) eller ved at gøre til offentligt tilgængeligt i den ene eller den anden form.

Det er vigtigt at fremhæve, at det også regnes for "fremstilling af eksemplarer", hvis værket "overføres på indretninger, som kan gengive det" (§ 2 stk. 2) – altså eksempelvis computere, internettet og så videre. Dermed har man forsøgt også lovgivningsmæssigt at dæmme op for internetpirateri og forsvaret fra fildelingssider om, at man blot stiller det til rådighed og ikke aktivt kopierer et værk.

Patenter i Danmark

Ophavsrettens fætter er patentet. Hvor ophavsretten er automatisk, er patent noget, man skal søge om. Opnår man det er konsekvensen imidlertid stort set det samme: eneret på den kommercielle udnyttelse af en teknisk opfindelse. Det kan både være et produkt, et apparat, en fremstillingsmåde eller en ny anvendelse af et gammelt produkt.

For at få patent, skal produktet møde nogle af de samme krav som til ophavsret: det skal være nyt, det skal kunne udnyttes industrielt, og det skal have "opfindelseshøjde" (hvad der svarer til værkstatus, eller "værkhøjde").

Undtaget for patentlovgivningen er det menneskelige legeme og biologien generelt, herunder nye dyrearter, biologiske fremgangsmåder og fremgangsmåder til kirugisk eller terapeutisk behandling. Dog kan man godt søge patent på produkter til brug i disse fremgangsmåder - heriblandt medicin - og altså eneret til produktionen af det.

Patent skal søges i det enkelte land, men gennem en række internationale konventioner og samarbejdsaftlater er det også muligt at få patenter, der er så vidt muligt gældende på EU-plan og internationalt.

Piratgruppen

Hvem er det, der står over for disse lovgivningsfæstede rettigheder? I Danmark er det eksempelvis siden Piratgruppen, der er tæt associeret med verdens største fildelingsside, det svenske Piratebay.

De kalder sig selv for et "mødested og community for fildelere hvor vi kan udveksle synspunkter, idéer, tips og tricks", samt en "ressourceside med guides om fildeling for både begyndere og øvede, baggrundstekster, interviews og links, samt nyheder om fildeling og andre relevante emner."

Efter eget udsagn eksisterer Piratgruppen for at hjælpe "alle dem som i modstrid mod herskende opfattelser om ophavsret kopierer og spreder kultur frit." Deres holdning er, at det er "grådige advokater", der på vegne af multinationale selskaber udråber fildelere til tyveknægte, fordi de går op imod dem, som tjener milliarder på at begrænse adgangen til kultur.

“Copyleft” og Creative Commons

Piratgruppen er således en del af den politiske gren af fildelings-kulturen, som også den svenske hjemmeside Piratebay og de fremsprudlende pirat-partier, som findes både i Sverige, hvor Piratpartiet har to medlemmer af Europaparlamentet, og i Tyskland, hvor Piratenpartei Deutchland har adskillige sæder i delstatsparlamenterne for både Berlin, Saarland og Sclesvig-Holstein.

De er den del af den internationale bevægelse, der går under betegnelsen “copyleft”. Begrebet blev opfundet af Richard Stallman og bevægelsen for gratis software til computere i 1980’erne. Det er en samlet betegnelse for forskellige rettighedsformer, hvor man tillader andre at kopiere værket, ændre det eller sprede det.

Det første af sådanne former var blandt andet licensformen GPL (“GNU Public License”), som tjente til at beskytte fri software mod at blive udnyttet og kapitaliseret af store internationale firmaer som eksempelvis Microsoft.

Ved at vende ophavsretsbegrebet på hovedet, sikrede man sig, at fri software forblev fri: jeg ejer dette værk og bruger mit ejerskab til at sige, at alle frit kan benytte sig af det.

Denne filosofi lever i dag videre, blandt andet i det såkaldte Creative Commons-system. Creative Commons udsteder licenser på vegne af værkskabere, som ønsker at gøre deres værker offentligt tilgængelige. Det kan gradbøjes i forskellige niveauer, er international anerkendt (også i Danmark), og der findes i dag godt 350 millioner værker med et Creative Commons-licens.

Pirat-filosofien

Piratgruppen, Piratebay-siden, copyleftbevægelsen, piratpartierne og Creative Commons arbejder alle ud fra en mere eller mindre gradbøjet og mere eller mindre politisk version af den samme filosofi: kunst og kultur tilhører alle og må ikke blive gjort til genstand for købmandshandel og finansiel spekulation.

“Information wants to be free” lyder et hacker-slogan, fra dengang ordet “hacker” bare refererede til computerprogrammører og andre tekniknørder. Den almindelige erfaring i arbejdet med kode og programmering var, at det gavnede alle, og niveauet generelt blev højere, hvis man samarbejdede og delte sin viden og opdagelser. Det er denne indstilling, der siden har udviklet sig til en generel idé om, at al menneskelig kultur og viden bør være frit og gratis tilgængelig for hele menneskeheden.

I øvrigt den samme filosofi, der ligger til grund for online-encyclopædien Wikipedia, som mange nok bruger næsten dagligt.

Hvem beskytter ophavsretten?

Men indvendingen fra kunstnerne er klar: vi kan ikke leve af vores kunst, hvis alle blot forærer den væk gratis. I forlængelse heraf lyder argumentet fra de store multimediekoncerner: kunstnerne får ingen penge, hvis I frit kopierer den kunst, vi sælger!

Sludder, er svaret fra internettets fribyttere. Øget fri deling fører til øget efterspørgsel efter betalte produkter. Eksempelvis fortæller det italienske forfatterkollektiv Wu-Ming Foundation i en artikel, hvordan det øger salget af deres trykte bøger, at man kan downloade dem gratis fra deres hjemmeside og frit distribuere dem.

Kunstnerne og selskaberne protesterer stadig. Ophavsretten er til for at beskytte kunstnere mod, at deres kunst bliver distribueret og udnyttet mod deres vilje.

Spørger man Copyleft-bevægelsen, internetaktivisterne og Piratpartierne er konklusionen en anden. Man kan sagtens leve af sin kunst og dele siden viden og kultur frit på samme tid, mener de. Ophavsretten tjener i sin nuværende form kun et formål: at beskytte pengeinteresser.

Hvem, der har ret, er svært at sige, men frem til årsskiftet vil Arbejderen løbende tage emnet op og diskutere fildeling, ophavsret, ACTA og prøve at sætte ord på de multinationale selskabers rolle og hvad et kunstværk egentlig er for en størrelse.