Det var en sort dag for dansk kulturliv, da kulturminister Marianne Jelved kort før påske lod meddele, at kulturordførerne bag aftalen om den fulde liberalisering af det danske bogmarked fra 23. oktober 2009 ikke kunne blive enige om at ændre den og genindføre faste priser på bøger.

"Der er ikke enighed i forligskredsen om, at en genindførelse af markedsregulering vil løse bogmarkedets udfordringer - og ej heller at markedsregulering er det rigtige redskab til at løse de udfordringer, som litteraturen står over", konstaterer hun lakonisk i en pressemeddelelse den 20. marts.

Sagt på dansk har forligsparterne - Venstre, Det konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Liberal Alliance, Det radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti - dermed reelt afsagt en dødsdom over boghandlernes fagligt kvalificerede formidling af trykte bøger til de danske læsere. På linje med banken, posthuset og musikforretningen vil den lokale boghandel om få øje være et nostalgisk minde.

Årsagen til det er, at den danske bog har det svært, rigtig svært endda, og at den deler skæbne med det øvrige Europa. Det er selve grundlaget for den politiske, sociale og kulturelle udvikling i Vesterlandet siden de gamle grækere, der er ved at smuldre bort. Skønlitteraturen er i krise, og hvis det ikke var for kriminalromanerne ville det stå endnu værre til. Der er gang i gysene, mens det kniber gevaldigt for den "filosoferende" litteratur at finde risikovillige forlag.

Bogkrisen har to åbenlyse konsekvenser. Den ene rammer branchen på pengepungen. Den anden truer det danske kulturliv på sin litterære mangfoldighed.

Danmark afskaffede de faste priser på bøger i 2001, og det har haft fatale følger for boghandlernes indtjening. De lukker på stribe, fordi de ikke kan konkurrere med supermarkeder, tankstationer og stormagasiner om at tjene penge på at sælge bøger.  Og uden penge gør det som bekendt ondt. I den nyliberalistiske forbrugerkultur er litteratur blevet en vare på linje med vaskepulver, vin og rullepølse.

Derfor har både boghandlerforeningen og landets største forlag, Gyldendal, opfordret partierne bag forliget til at genindføre de faste priser, inden det danske bogmarked bliver reduceret til at formidle gys og madopskrifter i forbindelse med kampagner for trestjernet salami og fyrfadslys.

Den anden konsekvens er langt værre. Groft sagt har liberaliseringen af bogmarkedet betydet, at "sællerterne" - bestsellerne - har gnavet sig voldsomt ind på et marked, der de sidste mange år er skrumpet ind med fire-fem procent om året. Det har øget presset på forlagenes udgivelsespolitik, og krisens første offer har været ofringen af talentet. En ny generation af forfattere står uden anden reel mulighed for at blive hørt, set og ikke mindst læst end at udgive sine værker selv, enten hos dertil indrettede bogkøbmænd eller som gør-det-selv projekt i form af de fremadstormende e-bøger.

Da liberaliseringen af bogpriserne blev gennemført, var formanden for Danske Skønlitterære Forfattere, Inge Lise Hornemann, en svoren tilhænger. I dag erkender hun overfor Politiken, at hun tog fejl.

"Det var absolut en dårlig idé. Liberaliseringen har betydet, at den smalle litteratur og mellemlitteraturen er ved at blive kvalt. Og det er herfra, vi har fødekæden til al litteratur. Det er her, vi som forfattere henter inspiration", siger hun.

Men politikerne ved bedre. I et liberalistisk samfund har den viden og det spirituelle indhold, som et menneske formidler gennem litteraturen, intet krav på beskyttelse over for markedskræfternes såkaldte frie spil. Det vil på ganske kort sigt true både gennemsigtighed og mangfoldighed i dansk kulturliv.