21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Slut med kulturelt udviklingsarbejde

Regeringens besparelser

Slut med kulturelt udviklingsarbejde

Regeringen lukker Center for Kultur og Udvikling fra 2016. Dermed skrottes 18 års internationalt anerkendt udenrigspolitisk udviklingsarbejde, uden at der spares en krone.

MC Twitch var blandt deltagerne, da den danske ambassade i Uganda med støtte fra CKU afholdt en hiphop bootcamp i Gulu i det nordlige Uganda fra 1. til 12. december 2014.
FOTO: CKU
1 af 1

Der blæser kolde vinde gennem den danske udviklingssektor, efter at Venstre og Dansk Folkeparti har indledt sit korstog mod den danske udviklingsbistand til verdens fattigste befolkninger og lande.

Derimod havde de færreste i miljøet forudset udenrigsminister Kristian Jensens øjeblikkelige slagtning af det internationalt anerkendte statslige Center for Kultur og Udvikling, CKU.

En række danske organisationer med stor erfaring i internationalt udviklingsarbejde har med den nye regerings finanslovsforslag kunnet se frem til at få deres statstilskud væsentligt beskåret. Derimod havde de færreste i miljøet forudset udenrigsminister Kristian Jensens øjeblikkelige slagtning af det internationalt anerkendte statslige Center for Kultur og Udvikling, CKU.

Den selvejende institution, der er det officielle Danmarks udenrigspolitiske redskab for udviklingsarbejdet, er aktiv i 13 lande i Østafrika, Vestafrika, Asien og Mellemøsten gennem strategien "Retten til Kunst og Kultur", der blev vedtaget i 2013. CKU blev skabt i 1998 som et center direkte under Udenrigsministeriet med en bestyrelse udpeget af udviklingsministeren, med med status som selvegende institution.

Tidligere besluttede de enkelte ambassader selv, om og hvordan kunst og kultur kunne indgå i det diplomatiske arbejde, Med CKU blev det arbejde struktureret, og det har vakt vakt international anerkendelse. Mens FN's kulturorganisation UNESCO har fremhævet den strategiske danske indsats som et eksempel til efterfølgelse, er både EU og lande som Sverige og Schweiz i gang med at sætte kultur højere op på deres udenrigspolitiske dagsorden.

Hovedløs kassetænkning

Under overskriften "Hovedløs kassetænkning" gør CKU's bestyrelse i en pressemeddelelse opmærksom på, at kultur kan noget, som klassisk udviklingssamarbejde ikke kan.

"Det kan på én gang både skabe vækst og social forandring, åbne døre til vigtige beslutningstagere og sætte alvorlige emner som menneskerettigheder, forsoning og inklusion af marginaliserede grupper på dagsorden", skriver bestyrelsen. Den består blandt andet af erhvervsmanden Lars Bonderup Bjørn, rektor for Det Kongelige Kunstakademis Billedkunstskole Sanne Kofod Olsen og afdelingsforstander på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Hans-Henrik Holm.

Ifølge bestyrelsen sparer staten intet ved at lukke CKU: "Der skulle slet ikke afsættes midler til CKU i år, for CKU fik en toårig bevilling i 2015. Den bevilling vil man beskære med 20 mio. kroner. Men pengene skal i stedet spredes ud på ambassaderne, og der afsættes yderligere midler til at administrere ambassadernes indsats."

Gode erfaringer

Bestyrelsen nævner tre eksempler på vellykket udviklingsarbejde. I det nordlige Uganda, som kæmper med store sociale problemer efter 16 års borgerkrig, er dansk-støttede workshops for unge med rap og litteratur med til at skabe arbejdspladser og bidrage til forsoningsprocesserne. På den palæstinensiske Vestbred i det område, der tidligere blev omtalt som "arnestedet for selvmordsbombere" bidrager kulturelle fritidsaktiviteter til at give unge fredeligere udtryksformer og til at bremse radikalisering, fordi de unge får et alternativ til vold og militante fællesskaber. I Nepal spiller den danske kulturindsats en rolle i traumebehandlingen blandt børn og unge efter det voldsomme jordskælv.

Endelig påpeger bestyrelsen, at støtten til kunst og kultur ikke kun gavner udviklingslandene. "Kultur- og udviklingsprogrammerne skaber nye diplomatiske relationer og åbner døre for dansk erhvervsliv", slutter bestyrelsen sin henvendelse til udenrigsminister Kristian Jensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. nov. 2015 - 17:00   03. nov. 2015 - 17:00

Udviklingsbistand

gp@arbejderen.dk