I dag deltager handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr i et ministerrådsmøde i EU, som skal vedtage grundlaget for forhandlinger mellem EU og USA om verdens største frihandelsaftale.

SF'eren Pia Olsen Dyhr vil give den gas, for hun har et enigt Folketing bag sig. Alle partier har sagt ja til det forhandlingsmandat, som ministeren fremlagde i Europaudvalget. Også Enhedslisten. Enhedslisten har stillet tre relevante betingelser for sin støtte; nemlig at en kommende frihandelsaftale sikrer arbejdstagerrettigheder, fødevaresikkerhed og miljøet.

Selv EU-modstandere og EU-skeptikere i Folketinget lader sig spænde for storkapitalens EU-vogn.

Men der er behov for modstand mod denne frihandelsaftale - ikke behov for blot at få indføjet nogle forbehold. Projektet er helt forkert. Det er, som Arbejderen skrev i avisen i går, de store bilproducenter, de multinationale fastfood-kæder og andre transnationale monopoler, der presser på for frihandelsaftalen. Der er ikke én eneste almindelig europæisk vælger uden egne erhvervsinteresser, der har rejst krav om en frihandelsaftale mellem EU og USA.

Sagen viser, at EU er monopolernes projekt - ikke folkenes projekt. Og denne historie viser, at selv EU-modstandere og EU-skeptikere i Folketinget lader sig spænde for storkapitalens EU-vogn. Og det er i modstrid med den brede befolknings interesser - ikke mindst i fattige lande.

De internationale forhandlinger om en frihandelsaftale i WTO, som med sine 153 medlemslande er det mest demokratiske forum for verdenshandel, er gået i stå. Årsagen er, at ulande og udviklingsøkonomier kræver at EU og USA stopper støtten til landbrug og landbrugseksport - fordi denne støtte udkonkurrerer landbrugsproduktionen i de fattige lande. Men EU og USA afviser, til gengæld nægter ulandene at fjerne told på import af industrivarer fra de rige lande.

Når EU og USA således ikke kan få deres vilje i WTO, søger de nu at diktere reglerne ved at indgå  en transatlantisk frihandelsaftale, som på grund af sin enorme volumen - nemlig halvdelen af hele verdens BNP og en tredjedel af al handel i verden - vil sætte de fremtidige normer. Det skal man ikke skrive fodnoter til. Det skal man kæmpe imod.