I weekenden afholdt De Gule Veste i Frankrig deres 41. ugentlige protest i træk.

Fransk politi har slået hårdt ned på bevægelsen, og myndighederne har forsøgt at kriminalisere solidaritet med arresterede og sigtede. 4.000 er såret under demonstrationerne, hvoraf nogle har mistet øjne og lemmer. 11 er døde under urolighederne.

G7-lederne diskuterede ikke franske betjentes brutalitet få kilometer borte.

Alligevel hører man stort ikke længere i danske eller europæiske medier om De Gule Vestes aktiviteter eller de franske myndigheders brutale fremfærd og forsøg på censur.

Det vurderes ikke at være interessant for den danske eller europæiske arbejder, at De Gule Veste har oprettet 75 folkeråd over hele Frankrig. Det er heller ikke nyhedsværdigt, at mindst 4.000 er blevet arresteret.

Under G7-topmødet i Biarritz, Frankrig, har der været udkommanderet ikke færre end 13.000 politifolk til at modstå de folkelige protester. Det gjorde de blandt andet med tåregas og vandkanoner.

Men G7-lederne diskuterede ikke franske betjentes brutalitet få kilometer borte. De talte om legitime protester og politibrutalitet på den anden side af kloden – i Hongkong. Det samme gælder medierne. Hongkong fylder sendefladen, og fordømmelsen mod statsmagtens repræsentanter dér er hård.

Her er cirka 2.100 blevet arresteret, og omkring er 800 såret.

Normalt beskæftiger medierne sig mere med begivenheder, jo tættere de er på. Det fremstilles som en af de journalistiske grundlove. Men når det gælder store protester, undertrykkelse af demonstranter og brutale betjente, er det af en eller anden grund omvendt: Jo længere væk de er fra de vestlige lande, hvor medierne har hjemme, des mere omtale. Derfor er politibrutalitet i Rusland og Hongkong mere news end politibrutalitet i Paris.

Medierne fordømmer ikke den franske præsident Macron, for han er en af vennerne, og et EU-land kan ikke fremstilles som undertrykkende. Her går grænsen for de frie medier. Når franske betjente invaliderer arbejdere, er der tale om “sammenstød” og “uroligheder,” sat i gang af “yderligtgående” aktivister.

Måske burde de såkaldt neutrale medier foretage et kritisk eftersyn af deres egne historier.