I de sidste par uger har det været diskuteret ihærdigt, om politikere må blande sig i overenskomst-forhandlingerne. I realiteten en lidt absurd diskussion al den stund arbejdsgiversiden udelukkende består af politikere.

En af de fremmeste modstandere er Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, som argumenterer med, at "vi skal respektere den danske arbejdsmarkedsmodel".

Frem for at skjule sig bag argumenter om "den danske model", bør politikerne stå på mål for deres synspunkter.

Realiteten er imidlertid, at den danske model blev sat ud af kraft i 2013 med regeringens indgreb i lærerkonflikten. Det skete velplanlagt og med vidt åbne øje fra politikernes side. Og Mette Frederiksen var selv en aktiv part i dette.

Siden Moderniseringsstyrelsen blev oprettet i 2011, har det været en ambition for skiftende regeringer at bruge overenskomstforhandlingerne til at beskære og effektivisere den offentlige sektor. Det sker også – som vi beskriver i Arbejderen i dag – som en konsekvens af de talrige aftaler, Danmark har tiltrådt i EU, som kræver en mindre og billigere offentlig sektor.

Lærerne har vist vejen. Siden den socialdemokratiske regering stoppede lærerlockouten og ensidigt ophøjede arbejdsgivernes krav til lov, er lærernes gennemsnitlige undervisningstid blevet forøget med 20 procent – uden at det har kostet en krone. Det ser regeringen som et eksempel til efterfølgelse.

Med argumenter om, at skatteyderne skal have mest muligt for pengene, forsøger politikerne derfor at gøre det til en naturlov, at når de er arbejdsgivere, skal de naturligvis sætte hælene i overfor de offentligt ansattes ublu krav.

Det er imidlertid ingen naturlov, men et politisk valg. Og valget drejer sig grundlæggende om, hvilken offentlig sektor vi vil have. Og dermed også, hvilke løn- og arbejdsforhold, som skal være gældende. Det drejer sig om, hvordan syge og gamle skal passes – og om hvordan børn og unge skal gå i skole og uddannes.

Derfor angår overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i høj grad både de valgte politikere og os alle sammen. Og politikerne bør stå på mål for deres synspunkter.