Tirsdag i denne uge havde DR1 ryddet sendefladen i bedste sendetid, fra klokken 20.40 til 21.30, for at sætte velfærden til debat under titlen Far'velfærd? Med Kim Bildsøe ved roret blev nogle af de mest fremtrædende danske politikere sat til at diskutere med hinanden, organisationer, borgere og erhvervslivet til en stort anlagt "høring" i Slagelse.
Præmissen var klar. "Der skal træffes nogle meget klare valg", siger Kim Bildsøe som det første og fortsætter: "Alle beregninger viser, at vi ikke har råd til det velfærdssamfund, vi har bygget op." Med andre ord: velfærden må afskaffes, så hvad nu med velfærden?
Så er det sagt, og vi er nu klar til en neutralt modereret debat, hvor ingen konklusioner er draget på forhånd. Kan I så forstå det, dumme pølsedanskere!
Hvorfor hedder programmet ikke "Goddag'færd"? Når nu der tilsyneladende skal være så ladet en præmis, hvorfor kan den så ikke være om, hvordan vi trods krisetider bevarer vores hårdt tilkæmpede velfærd?
For det ville i hvert fald være nyskabende. DR har ligesom resten af det danske mediebillede halset efter regeringen såvel som den borgerlige opposition i deres krigserklæring mod den universelle velfærd, og dem, der får hjælp af systemet til at blive stående på benene, når deres verden vakler.
Doven-Robert, Fattig-Karina, sociale bedragere, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere... Alle har de fået en tur i vridemaskinen hos et dansk mediebillede, der taler som med en stemme: "Faster Pussycat! Kill! Kill!"
Godt nok kradsede DR lidt overfladen med udsendelsen Sikke en fest. Her fik man over to programmer stillet spørgsmålstegn ved, om den tidligere borgerlige regering nu også handlede i befolkningens interesse, da de delte bankpakker ud til højre og venstre.
Og ikke mindst, da de efter et enkelt møde med Danske Bank og Nordea valgte at droppe den såkaldte upside-model og smide 24 milliarder til statskassen ud af vinduet.
Men selvom udsendelsen vakte debat om VK-regeringens politik, så var det netop ikke andet end at kradse i overfladen. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved finanskrisen overhovedet, ved bankernes rolle, ved bankpakkerne. Måske spurgte man nok: var Lars Løkke i lommen på Danske Bank? Men man turde ikke stille spørgsmålet: hvorfor skulle de overhovedet have de bankpakker?
Men i det mindste turde DR i tirsdags spørge, hvorfor vi skal skære i velfærden. Statsministeren os endda med sit syn på sagen. "Vi skal alle sammen forstå med hinanden, at vi ikke har den virkelighed, som vi havde i starten af 00'erne", fortalte hun, og derfor må vi tage nogle svære men nødvendige "prioriteringsdiskussioner".
O, lykke! Nu forstår jeg meget bedre, hvorfor der skal skæres i dagpengene, kontanthjælpen og SU'en. Det handler jo om at skære i velfærden for at få råd til velfærd. Godt DR hjalp mig med at få sat dét på plads.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278