"Der er ytringsfrihed i Danmark. Alle har ret til at købe aktiemajoriteten i A/S Politiken". Sådan sagde forfatteren Hans Scherfig, som i mange år også skrev til kommunisternes avis Land og Folk.

Det er en gammel sandhed, at jo mindre et samfund baserer sig på voldelig undertrykkelse, desto større bliver propagandaens betydning.

Scherfig fastholdt gennem alle årene, at ytringsfriheden under kapitalismen er beskåret, fordi den afhænger af dem, som ejer ytringsmidlerne. Kapitalen, som ejer aviser og forlag, bestemmer, hvortil ytringsfriheden skal anvendes.

På trods af, at meget har ændret sig på mediefronten siden da, har Hans Schefig stadig ret i denne grundlæggende præmis for ytringsfriheden.

I dag har vi internettet med en række sociale medier, blandt andet Facebook, som har givet mange mennesker mulighed for at komme til orde på en helt ny måde. Vi har fået meget mere ytringsfrihed, vil nogle måske hævde. Men ytringsfrihed er jo også at være en del af samfundsdebatten, at komme til orde for alvor og blive hørt - og ikke kun være henvist til et hjørne på en hjemmeside.

Og den side af ytringsfriheden har trange kår i dag, hvor den herskende klasse investerer millioner og milliarder i at påvirke og styre folk gennem medier, som bliver større og større - og ofte er ejet af store kapitalfonde.

Det er en gammel sandhed, at jo mindre et samfund baserer sig på voldelig undertrykkelse, desto større bliver propagandaens betydning. ”Pro­pa­ganda er for et demo­krati, hvad vold er for et dik­ta­tur,” har den amerikanske professor Noam Chom­sky udtalt. Og netop derfor er det så vigtigt at have alternative medier, som bevidst arbejder på at afdække magthavernes løgne.

Den formelle ytringsfrihed

Hvordan står det så til med den formelle ytringsfrihed i Danmark?

Ytringsfriheden er truet. Det mener i hvert fald Pia Kjærsgaard, som i et interview i BT i 2013 sagde: “Der er desværre en vis form for selvcensur, og det er vældig trist, at mange går og tænker over, hvorvidt der kan ske noget i forhold til vold eller trusler, når de siger eller skriver noget. Det er godt, at vi begynder at gøre op med og tale om det. Vi er nødt til at have vores ytringsfrihed.”

Men er den største trussel mod ytringsfriheden virkelig selvcensur, vold og trusler, som Pia Kjærsgaard hævder? I øvrigt den Pia Kjærsgaard, som tre år tidligere gjorde sig til talsmand for, at ikke alle skal have ytringsfrihed...

DF-politikerens citat indrammer på mange måder den debat, vi har haft i Danmark i efterhånden adskillige år om ytringsfrihed. Forløbet omkring Muhammed tegningerne for 10 år siden blev og bliver brugt til at sige, at vores ytringsfrihed er truet.

"Vi er på vej ind på en glidebane, hvor ingen kan forudsige, hvad selvcensuren vil ende med", skrev Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose som begrundelse for at avisen bragte de tolv tegninger. Og han understregede, at muslimers krav om hensyn til deres religiøse følelser "er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse". 

“Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes! Den skal bruges til at provokere og kritisere autoriteter”, sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, da debatten om tegningerne gik hedest for sig. Men i virkeligheden mente han jo ikke autoriteter, men muslimer, som skulle bruges til at skabe nye fjendebilleder.

Realiteten er da også, at den alvorlige trussel kommer et helt andet sted fra. I den samme periode er der nemlig sket et skred i vores frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden.

Og det startede ikke i 2005 med Muhammed-tegningerne, men i 2001 med angrebet på World Trade Center den 11. september - og de efterfølgende terrorlove, som blev indført i både USA, EU og Danmark.

Terrorlove

Den første terrorlov blev vedtaget i 2002. Mange advarede dengang om konsekvenserne. En af dem var tidligere folketingsmedlem Preben Wilhjelm, lic. Jur, som sagde:

På Arbejderen har terrorloven haft sin helt egen konsekvens. Den 24. februar 2006 gik det danske politi nemlig i aktion og censurerede avisen. 

"Anti-terrorpakken er en ændring i forholdet mellem statens magtbeføjelser og den enkelte borgers retssikkerhed, som er mere vidtgående end summen af alle de ændringer, som er foretaget siden den danske retsstat blev grundlagt med retsplejereformen i 1919."

Siden er fulgt endnu en terrorpakke, men fra officiel side har vi stadig ikke fået nogen evaluering af, hvordan terrorlovene har fungeret. I oktober 2015 nedlagde Venstre-regeringen nemlig det syv mand store udvalg, der med uvildige eksperter for første gang skulle granske den danske indsats mod terror og terrorlovenes konsekvenser for danskernes retssikker­hed.

Det skete kort tid efter, at regeringen også havde nedlagt Irak-Afghanistan-kommissionen, som skulle undersøge den danske krigsindsats, som også var en følge af 11. september.

På Arbejderen har terrorloven haft sin helt egen konsekvens. Den 24. februar 2006 gik det danske politi nemlig i aktion og censurerede avisen. Det skete ved, at avisens internetudbyder modtog et brev fra Københavns Politi, hvori de krævede, at et dokument straks blev fjernet fra Arbejderens hjemmeside – ellers ville firmaet risikere en straffesag. Dokumentet var den internationale appel, som foreningen Oprør havde udsendt, hvor de opfordrede til at udfordre terrorloven ved at samle penge ind til oprørsbevægelserne FARC og PFLP. Dette dokument havde politiet, med en kendelse fra både byret og landsret, fået fjernet fra Oprørs egen hjemmeside.

Men Oprørs hjemmeside og Arbejderens hjemmeside er omfattet af to forskellig slags lovgivning. Arbejderen er en avis og dermed omfattet af Medieansvarsloven. Det betyder, at hverken politi eller andre myndigheder har ret til at blande sig i, hvad der står i avisen og på avisens hjemmeside. Det betyder ikke, at vi har ret til hvad som helst. Men hvis myndighederne har indvendinger imod avisens indhold, skal de først henvende sig til den ansvarshavende redaktør og efterfølgende til domstolen. Intet af det skete.

Vi klagede naturligvis over politiets aktion til politiadvokaten, til statsadvokaten og til statsministeren, Anders Fogh Rasmussen, som også er pressens minister. Vi orienterede samtlige partier i Folketinget og sagen har været rejst i flere spørgsmål til både statsministeren og justitsministeren.

Fælles for alle de svar, vi har modtaget, er, at de undgår at svare på kernen i spørgsmålet, har politiet ret til at tilsidesætte Medieansvarsloven? Det nærmeste vi kommet et klart svar er i et åbent samråd i Folketinget den 23. juni 2006. Her siger Justitsministeren, at Terrorloven sætter Medieansvarsloven ud af funktion, fordi Terrorloven har en straframme på ti år.

Den udlægning vakte opmærksomhed - også dengang. Men nu var det jo bare en lille avis som Arbejderen, så ikke mange følte sig kaldet til at gøre det store ved den sag. Havde det været Jyllands-Posten, ville forløbet måske have været lidt anderledes...

Roj TV og mediestøtte

Efterfølgende har vi jo fået en noget større sag, nemlig lukningen af den kurdiske Roj TV.

Dommen mod Roj TV piller ved det helt grundlæggende, at redaktionerne skal være uafhængige af statsmagten og domstolen.

Da Østre Landsret i 2013 fratog den kurdiske tv-station Roj TV retten til at sende fjernsyn til millioner af kurdere verden over, blev terrorloven for første gang ved en dansk domstol sat over ytringsfriheden, Tv-stationen blev samtidig idømt dagbøder på i alt 10 millioner kroner. Højesteret stadfæstede dommen i 2014.

Roj TV var anklaget af Justitsministeriet for ensidigt at lade den kurdiske befrielsesbevægelse PKK komme til orde. Og Østre Landsret begrunder dommen med, at PKK er en terrororganisation, og at Roj TV har fremmet bevægelsen gennem sine udsendelse. Retten argumenterer også med, at Roj TV’s arkivbilleder og studieværternes sprogbrug "understøtter den ensidige dækning".

Men det er altså ikke forbudt at være ensidig, hvis et medie har lyst til det. Det er en del af vores ytringsfrihed. Det er helt op til de enkelte redaktioner at tilrettelægge, hvad og hvordan de vil dække bestemte begivenheder. Dommen piller ved det helt grundlæggende, at redaktionerne skal være uafhængige af statsmagten og domstolen.

Det er også værd at bide mærke i, at da mediestøtten, altså den støtte, som bliver givet til nyhedsmedier, skulle genforhandles i 2011, blev det for første gang foreslået at indføre et såkaldt ejerskabskriterium, som betyder, at et medie ikke længere kan få støtte, hvis det bliver udgivet af et politisk parti. Da der kun er en avis i Danmark, som bliver udgivet af et parti, var det en lov, som kun ramte Arbejderen.

Forslagsstillerne var det såkaldte mediestøtteudvalg, hvor Henning Dyremose var formand. Der blev argumenteret med, at mediestøtte primært bør betragtes som demokratistøtte, som skal styrke den demokratiske debat i samfundet og sikre alsidighed og mangfoldighed. Og i den argumentation var det underforstået, at det kan en avis jo ikke gøre, hvis den bliver udgivet af et politisk parti - så er det jo propaganda.

Dermed er vi tilbage ved samme argumentation, som blev brugt ved dommen mod Roj Tv. Der stilles krav om en såkaldt alsidighed, som magthaverne definerer tolkningen af.

Ejerskabskriteriet blev ikke gennemført. Arbejderen får stadig mediestøtte - men om et års tid skal mediestøtten genforhandles - og jeg vil ikke blive overrasket, hvis forslaget dukker op igen.

Mindre råderum

I det hele taget må vi sige, at siden 2004 er Arbejderen skridt for skridt blevet presset mere og mere økonomisk på grund af statens dispositioner.

Siden 2004 er Arbejderen skridt for skridt blevet presset mere og mere økonomisk på grund af statens dispositioner.

Før 2004 havde alle aviser ret til at blive omdelt meget billigt via postvæsenet. Det krævede EU ændret - det var konkurrenceforvridende. Så i 2004 blev portoen voldsomt forhøjet - og i stedet blev der indført en portostøtte, som siden er blevet omlagt til en mediestøtte. Det har ramt Arbejderen, men også en lang række forenings- og fagblade. 800 er lukket eller overgået til kun at udkomme på internettet. Mediebilledet skrumper ind og bliver mere ensidigt.

Gennem de sidste 10 år har vi i det hele taget set en snigende udvikling, hvor alternative medier og kritisk journalistik gradvist får indskrænket råderummet.

Et eksempel er den nye offentlighedslov, som trådte i kraft 1. januar 2014, og som har gjort det sværere for medier at se politikerne over skulderen og følge med i lovgivningsarbejdet.

Et andet eksempel er, at justitsminister Søren Pind (V) har varsler markant højere straffe i sager, hvor medier krænker privatlivets fred eller bringer ærekrænkende eller urigtige historier, eller overtræder referatforbud og navneforbud.

Markant højere straffe kan betyde, at medier bliver mere tilbage­holdende med at bedrive kritisk journalistik. Især ærekrænkende og urigtige historier kan jo være et vidt begreb, som også kan tolkes. Vil for eksempel afsløringer fra en whistleblower komme under denne kategori, kan man jo med rette spørge.

Og netop det med mediernes ret til at bringe lækkede historier, har man også kig på i EU. Her er et nyt direktiv på vej - det forhandles netop nu bag lukkede døre -  som vil gøre det svært for journalister at lave kritiske historier om virksomheder.

Ifølge EU-kommissionen skal direktivet hjælpe små og mellemstore virksomheder med at hemmeligholde vigtig forretningsinformation. Men ifølge journalisten Edouard Perrin, som var primus motor bag et tidligere læk, der viste, at Luxembourg har hjulpet multinationale virksomheder til skatteunddragelse, bliver det nærmest umuligt at få og bruge informationer om virksomheder, som de ikke selv ønsker skal frem.

Perrin påpeger, at man ifølge direktivforslaget ikke engang skal publicere noget for at blive anklaget. Journalister, der alene er i besiddelse af lækkede informationer, som betegnes 'forretningshemmeligheder', kan blive anklaget. For at undgå det, skal journalisten først have rettens ord for, at vedkommende må bruge informationerne.

Retten til at få viden og information, til at sætte spot på alle sider af magten i samfundet, er et andet grundlæggende aspekt af presse- og ytringsfriheden. Her er tendensen klar. Magten lukker sig om sig selv. Og beskytter sig selv.

Og vi har såmænd et helt friskt eksempel - fra motorvejen E45, hvor en større gruppe flygtninge først i september begyndte at vandre fra Frøslev og nordpå. Billederne fra motorvejen gik Danmark rundt og vakte massiv opmærksomhed. Specielt husker mange nok billedet af en lille pige, som leger med en politibetjent, som sidder på hug over for hende.

Men da situationen spidsede til - og politiet forsøgte at fjerne nogle af de vandrende, blev billederne måske knap så pæne. Politikens fotograf Martin Lehmann fotograferede episoden og sendte billeder hjem, som kort efter kunne ses på Politikens netavis.

Efterfølgende modtog betjentene på motorvejen ordre om, at pressen skulle forlade motorvejen ved den næste afkørsel. Martin Lehmann insisterede på sin ret til at passe sit arbejde. Det førte til, at han blev anholdt og kørt til politistationen i Aabenraa, hvor han måtte tilbringe de næste to timer.

Og det står klart, at beslutningen om at bortvise pressen og anholde Martin Lehmann skete efter ordre oppefra. Dermed rejser episoden - som Politiken selv påpeger - alvorlig tvivl ved, hvorvidt politiets ledelse forstår og respekterer presse- og ytringsfriheden.

Altså - så længe fotograferne sender de søde billeder hjem af politiet, som leger med flygtninge, så længe er det ok, de er på motorvejen. Men når det spidser til - er det ikke ok.

Vi kan konkludere, at kritisk journalistik er under pres. Og i betragtning af, at det er den journalistik, der er mindst af, er det noget, vi bør tage alvorligt.

Magthavernes blå briller

Hovedparten af den journalistik, som bedrives i Danmark, er nemlig ikke særlig kritisk, men ser verden gennem de samme blå briller, som magthaverne gør. Danmark er kendetegnet ved, at vi – med enkelte mindre undtagelser, som Arbejderen – kun har borgerlige medier.

Adskillige undersøgelser har vist, at politikere og presse i høj grad er enige i synet på, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt.

Ganske vist har medier som Ekstra Bladet, Politiken og Information på visse områder en anden holdning end regeringen. Men man skal bestemt ikke tage fejl af, at aviserne i deres grundsyn er borgerlige og samfundsbevarende.

Adskillige undersøgelser har da også vist, at politikere og presse i høj grad er enige i synet på, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt, og at forskellige medier dækker de samme politiske historier, og generelt behandler dem på samme måde.

Vi kender det alle sammen. Ukritisk bliver medierne igen og igen ved at formidle regeringens budskab om, at enhver reform øger arbejdsudbuddet. Eller at når der nu mangler penge i statskassen, er vi jo nødt til at spare. Selvom alle ved, at der er givet store skattelettelser de sidste mange år, er der ingen debat af, om det var og er rigtigt. Ligesom der heller ikke er nogen grundlæggende debat af præmisserne for, at Danmark er blevet en krigsførende nation og følger USA’s taktstok i stort og småt.

Og ser vi ud i verden, ser flertallet af de danske medier også verden på præcis samme måde, som den politiske elite i Danmark, EU og USA. Fjendebillederne er de samme, og villigt videreformidles - som vi senest har set det efter terrorangrebet i Paris - at løsningen er mere krig og flere bomber. Og så er der jo iøvrigt alle de andre terrorangreb i verden, som kun bliver nævnt i forbifarten, mens alt fokus sættes på Paris.

Det siger alt sammen noget om, at store dele af journaliststanden deler værdier med samfundets magthavere. Mange journalister skifter da også uden problemer job. Den ene dag journalist, den næste dag informationsmedarbejder i en stor koncern. Næste karriereskift går måske til et job som spindoktor eller endog politiker.

I det kapitalistiske Danmark er langt de fleste medier også meningsmaskiner, som formidler den herskende klasses verdenssyn. Og den herskende klasse investerer millioner og milliarder i at påvirke folk gennem medierne. Mediekamp er en ideologisk kamp om sjælene på alle niveauer i samfundet. Kampen om, hvad vi skal tænke, tro og mener.

Dermed er vi igen tilbage ved Hans Scherfig og Noam Chomsky. "Alle har ret til at købe aktiemajoriteten i Politiken" og "pro­pa­ganda er for et demo­krati, hvad vold er for et dik­ta­tur".

Oplæg holdt på Antifascistisk konference 21.-22. november 2015.